Profil Sara Arvig

Sara Arvig

Autoriseret psykolog

✉︎

+45 93 84 82 46

Sara Arvig tilbyder:

  • (Børne-) og ungesamtaler
  • Forældrerådgivning
  • Individuelle voksensamtaler

Jeg har særlig kendskab til angst (herunder certificeret i Cool Kids/Chilled), stress, depression, livs- og identitetskriser, traumer, omsorgssvigt, tilknytning og pædagogisk psykologisk rådgivning til forældre. 

Ungesamtaler

At tale og hjælpe dig, som er ung, er meget meningsfuldt for mig. Jeg har siden 2011 arbejdet med unge mennesker i forskellige sammenhænge, såsom Plexus, UngPåLinje, Sind psykologisk rådgivning, og i 2019 var jeg med til at starte ungegruppen op i Fredensborg Kommune. Alle livets faser kan være vanskelige, men ungdomsfasen kan være særlig unik og krævende – og så/især i denne præstationskultur. Det er helt centralt for mig, at du føler dig set, hørt, forstået og ikke mindst taget alvorligt – uanset hvad du kommer med.  

Forældrerådgivning 

I mit tidligere arbejde som PPR-psykolog, har jeg mødt og rådgivet mange forældre, som har stået i mange forskellige problemstillinger (fx i forhold til hjælp til deres ængstelige barn, vredeshåndtering, ”navigation i systemjunglen” og forskellige andre (hverdags-)problematikker). Ens for alle forældre er, at de gør deres bedste og vil deres børn det bedste. Det er min erfaring, at mange forældre sideløbende med deres barns problematik kan opleve en følelse af skam eller utilstrækkelighed, hvorfor det er så vigtigt, at I bliver mødt anerkendende, imødekommende og fordomsfrit. 

Individuelle voksensamtaler 

Alle mennesker kan på et tidspunkt i deres liv få behov for støtte og hjælp udefra. Dette kan handle om særlige sårbarheder, ufleksible forsvarsstrategier eller svære tidligere eller nuværende omstændigheder. Uanset hvad du kommer med, så er jeg nysgerrig på DIG, så vi kan tilpasse støtten efter dig og dine behov. Det er vigtigt for mig, at du relativt hurtigt kan mærke en bedring i din hverdag, hvorfor jeg anvender løbende evaluering i terapien.  

Om mig og min tilgang 

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2016 og autoriseret af Dansk Psykolognævn. Jeg har i mange år arbejdet i både kommunale familieafdelinger og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). I mit arbejdsliv har jeg varetaget både rådgivning til daginstitutioner og skoler – samt varetaget rådgivnings- og behandlingsforløb med børn, unge og forældre. Jeg har endvidere erfaring med gruppeforløb – herunder Cool Kids (angstforløb for børn) og ungegrupper (gruppe for sårbare unge). Jeg har desuden mere end 8 års erfaring fra frivilligt arbejde – herunder Plexus (værested for ensomme unge), Ferielejr for unge mennesker, UngPåLinje og Sind Psykologisk Rådgivning.  

Nogle terapeutiske metoder er mere egnede til bestemte problemområder end andre. Forskning tyder imidlertid på, at det ikke er bestemte metoder eller teknikker, som er det mest virksomme i terapi, men at det er de såkaldt non-specifikke faktorer, hvorunder relationen mellem psykolog og klient er mest central. 

Jeg betragter derfor en anerkendende, tillidsfuld og tryg terapeutisk relation som et væsentligt udgangspunkt for et værdifuldt terapeutisk samarbejde. Vi har alle brug for at blive mødt i en anerkendende atmosfære som den, vi er, uden fordomme eller at blive vurderet, for at få mod til at åbne for oplevelsen af fx sorg, skam, utilstrækkelighed eller anden smerte. 

Jeg har en ”eklektisk metodisk tilgang” (trækker på flere forskellige metoder), men jeg læner mig særligt op af den mentaliseringsbaserede og tilknytningsorienterede tilgang. Jeg har kurser og efteruddannelse inden for både kognitiv adfærdsterapi, neuroaffektiv udviklingspsykologi og mentaliseringsbaseret terapi. Derudover er jeg desuden meget optaget af både tanker, følelser og krop.  

Efteruddannelse: 

  • Certificeringi COS-P (Circle of Security – Parenting)
  • Kursus i mentaliserings baseret familieterapi  
  • Certificering i angstprogrammet Cool Kids og Chilled  
  • Kursus i børne og ungegrupper i praksis  
  • Efteruddannelse i neuroaffektiv udviklingspsykologi  
  • Kursus i Recovery  

Derudover modtager jeg løbende supervision, egenterapi og kropsterapi for at sikre kvalitet i mit arbejde.