Det afbræk og den ændring en længere ferie giver, kan bruges som øjenåbner og accelerator til at indføre små ændringer i dit arbejdsliv, som du og arbejdspladsen vil få gavn af i fremtiden – og du skal jo helst holde mange år endnu og ikke gå død allerede få uger, efter at ferien sluttede, hvis små ændringer indført på gunstige tidspunkter kan øge din trivsel og glæde markant og permanent. Lyder det overdrevet? Vi psykologer ser det igen og igen. Er du blevet nysgerrig, så læs mere her…
Ferien er slut eller snart slut. Fik du trukket stikket? Glemt alt om arbejde? Var du nærværende, nød øjeblikkene og fik depoterne fyldt op?
Er du sprængfyldt af energi og glæder dig til arbejdet? Eller er du slet ikke klar endnu?
Uanset hvad, så står du nu foran en længere arbejdsperiode uden småferier – og måske vender du tilbage til ophobninger af opgaver og mails.
Gør dig selv den tjeneste at starte langsomt og prøve at bevare et langsommere tempo. Det, der allerede har ligget i nogle uger, kan godt ligge lidt endnu.
Venlig, ærlig opmærksomhed
Hvordan sover du nu sammenlignet med, hvordan du sov op til ferien? Var du god til at spise frokost, holde pauser og gå til tiden før ferien? Blev du ofte hængende lidt ekstra eller tog arbejde med hjem? Tænkte du på arbejde hjemme? Havde du dage i ferien, hvor du ikke tænkte en eneste arbejdstanke?
Mange lider ikke af stress, men lider under en lidt usund tilgang til arbejdet, som sætter sig på søvnen, nærværet, overskuddet, sundheden og i nogle tilfælde koblet med ekstra udfordringer bliver til stress.
Så hvis du genkender nogle af disse uvaner, er NU et godt tidspunkt at sætte forebyggende ind. Det er svært at bremse et tog, der allerede kører. Men nu, hvor der har været et afbræk, og du tydeligere kan se et før og et efter, kan det være værd at bruge lidt tid på selvransagelse, anerkende dine gode vaner samt overveje at tilføre 1-2 små ændringer.
Du kunne…
- Beslutte at holde frokostpause
- Spise et stykke frugt formiddag og eftermiddag med fuldt fokus på at sanse frugten og spisningen af den
- Beslutte nogle bestemte tidspunkter, du tjekker mails, og fjerne notifikationer, så de ikke springer op og forstyrrer i tide og utide (du har jo lige opdaget, at ingen døde af ikke at få svar fra dig i flere uger)
- Indføre mødefri blokke i din kalender, så du har tid til at lave dit arbejde
- Lægge små huller ind mellem møderne, så du får færre dage med back-to-back-møder
- Foreslå at afkorte møderne, så I har tid at forberede jer og efterbehandle mødet hver især, og mødet derfor kan blive mere effektivt og afkortes. Kunne det ikke være rart ikke at gå og frygte at glemme vigtige action-points fra de seneste 3 møder, fordi du ikke har haft tid at notere dem ned?
Du kunne også…
Måske er din arbejdsdag helt, helt anderledes end her beskrevet og måske har du mere glæde af nogle andre af de mange ideer, vi har samlet her: https://balleruppsykologhus.dk/ideer-til-en-mindful-arbejds-og-hverdag/. Nogle af de populære er fx at bruge gåturen mellem bil/cykel/tog og arbejdspladsen til mentalt at ankomme til og forlade arbejdet, eller at indføre et par dybe vejrtrækninger som en mikropause ifm. skift i arbejdsopgaver.
Hvorfor? Fordi det er mere effektivt og mindre stressende at være til stede i det, du er i gang med, frem for mentalt at være alle mulige steder på én gang.
Kig på dig selv, dine vaner og evt. forslagene her og overvej, om ikke nu er et godt tidspunkt at indføre en lille, virkningsfuld ændring i dit arbejdsliv.
Vi psykologer ser igen og igen, hvor gavnligt det er, når vi behandler stress eller forebygger stress og mistrivsel i teams – og vi deler gerne ud af vores viden. For vi ønsker at hjælpe andre til at få det bedre, også selvom ens livsvilkår måske ikke kan ændres. For man kan ændre sin måde at leve med dem på sammen med en kreativ sparringspartner. Vi tilbyder derfor en bred vifte af behandlinger, coaching, erhvervspsykologisk sparring samt kurser, workshops og foredrag. Læs mere om os på balleruppsykologhus.dk. Vi består af en gruppe psykologer og andre behandlere med forskellige teoretiske, metodiske og holdningsmæssige baggrunde – vi skriver ca. ugentligt om noget, der optager os. Få psykologisk input på bloggen her på Balleruppsykologhus.dk, ved at følge os på Facebook eller LinkedIn eller ved at signe up til at modtage vores nyhedsbrev her…
De næste indlæg handler om at ændre vaner vha. planlægning, realisme, venlighed og egenomsorg.