Posts by psykolog og mindfulness-instruktør Andrea Søgård

Retur fra ferie…

De fleste af os er nu retur til hverdagen – for nogle er det en lidt barsk omvæltning. For nogle en blidere… Hvorfor?

Selvfølgelig er der forskel på hverdage, men der er også forskel på, hvordan vi håndterer overgangen, hvor gode vi er til at holde et lidt langsommere tempo, lidt flere pauser, falde i feriestemning (som forleden ved morgenbordet, hvor hyggesnakken gik, indtil min mand pludselig påpegede klokken, og vi måtte skynde på min datter).

Nogle bevarer den mere rolige tilgang, og nogle bliver overmandet af travlhed, krav og gøremål og står til oktober med tungen ud af munden.

Det handler i høj grad om bevidsthed, om evne til at finde de små lommer og det sunde mindset – og vilje til at holde fast ved det, trods pres udefra og indefra af egne værdier.

Ændret work-life-balance

For mig kræver det en helt ny måde at strukturere min work-life-balance på, efter jeg har fået hest – og tilmed en, der har ædt så meget græs, at den har behov for megen motion. Det kan godt gå hen og blive stressende at få logistikken til at gå op, så jeg kan finde 3-timers lommer til hesten mange gange om ugen.

Pludselig arbejder jeg, når der lige er tid til det. Frem for mine tidligere vandtætte skodder mellem arbejde og fritid… Eller mine nogenlunde vandtætte skodder; som selvstændig er der altid lækager og revner og nødvendigheder. Men jeg prøvede så godt som muligt at holde skodderne, fordi jeg ved, at de der arbejdstanker ellers kan snige sig ind i tide og utide, og jeg jo gang på gang ser klienter få det så meget bedre af at lade være at tjekke arbejdsmailen uden for arbejdstid…

Sammen med hesten

Men når jeg er sammen med hesten, sniger ingen arbejdstanker sig ind, ingen bekymringer om børnene, ingen ferie- eller fødselsdagsplanlægning, ingen lister. Intet. Der er ren væren. Væren i nuet. Sansen. Stoppen op. Sænken skuldrene, åndedrag og hjerterytme indstiller sig efter hestens roligere rytme. Hesten bare står, er varm og blød, gumler måske lidt. Pludselig har jeg striglet en time.

Når jeg kommer hjem, er jeg glad og optanket, jeg går tl ragnarok eller de mange lister og gøremål uden stress og jag og køren op. Jeg er effektiv, der er ikke tid til at gruble over tingene, kun til at handle.

Derfor skal det være 3-timers lommer til hesten, så jeg – uden at holde øje med uret – kan falde ind i den bobbel, som gør mig så godt, imens og længe efter.

Heste har altid gjort mig godt – og det er så fascinerende at få psykologisk og fysiologisk forståelse koblet på, lære om kohærens og igen og igen se hestens effekt selv på klienter, der ikke er ‘hestepiger’.

Heste-assisteret psykoterapi og retreat

Heste-assisteret psykoterapi kobler vigtige verdener for mig: Heste – natur – mindfulness – terapi – compassion (eller egenomsorg).

Det vil jeg gerne give videre – og derfor tager vi os god tid til en heste-assisteret psykoterapeutisk konsultation, selvom den pt. koster det samme som en almindelig indendørs konsultation i klinikken.

Derfor har jeg kastet mig ud i at afholde retreat – en 25-timers bobbel med fokus på at bruge heste – natur – mindfulness – compassion. Det bliver en fantastisk vitamininsprøjtning og støtte til at bevare roen gennem arbejdsvinteren – for deltagere og undervisere.

Som underviser får man nemlig så mange gode eksempler, påmindelser og stunder, at man også selv bliver hjulpet til at holde fast i de gode pauser, man let kan synes, man ikke har tid til.

Mindfulness-undervisning

Derfor er jeg taknemmelig for mine mindfulness-forløb med 9 x 2 timers undervisning over 3 måneder. For de hjælper også mig til at holde mig på sporet.

Den hjælp har de fleste af os brug for – og derfor kører mindfulness-fortsætterholdet stadig en gang månedligt på 4. år.

Ligesom ferier er 3-timers lommer vidunderlige optankninger… Men vi har ikke tid til så mange af dem. Derfor er det om at have en masse 5-minutters mindfulness-moments og daglige pausestunder og weekendage uden aftaler nemt tilgængelige i bevidstheden. Derfor føler jeg mig supergodt dækket ind ved at have både-og med de lange stunder med heste og de små stunder hist og her, som deltagere på mindfulness-forløbene henover årene hjælper mig til at huske og holde fast i.

Tak for det!

Hvis du også kan bruge en bobbel af væren, hvor tidspres, lister og tanker er sat på standby – så overvej (og spørg mig evt. til råds), om det skal være den store 25-timers bobbel (retreatet), en session med min terapihest og jeg eller måske et mindfulnessforløb. Der er endnu et par ledige pladser på dem alle:

Retreat med heste – natur – mindfulness – compassion: 8-9. september

Mentaltræning og pragmatisk mindfulness 9 x 2 timer starter 27. september 17-19

Heste-assisteret psykoterapi aftales individuelt

Mindfulness-fortsætterholdet kl 17-19 ca 1 gang månedligt, 23. august ved Farum Sø

Pas på dig selv og nyd de gode stunder – 15 sekunders dvælen ved dem gør underværker.

Forleden talte jeg med en klient om at fravælge nyheder og podcast på turen til og fra arbejde for at skaffe sig selv tid til den refleksion, ro og væren med sig selv, han ønsker. Han syntes – som de fleste, jeg foreslår den slags – at det da ikke går sådan ikke at følge med og være opdateret. Jeg svarede, at det har jeg klaret meget godt i 10-15 år. Hvortil han replicerede, at jeg nok ville få et problem på tirsdag, når jeg ikke kunne finde Poul Nyrup på stemmesedlen.

Det grinede vi en del af, og mit kryds til Folketingsvalget bliver da helt sikkert ikke lige så velunderbygget, som da jeg i gymnasiet havde samfundsfag og EF-studier og tilmed legede politiker i UngdomsEuropaParlamentet.

Men jeg har heller ikke den tid, jeg havde dengang – eller rettere, jeg har mere, der kæmper om de 24 timer, et døgn består af. Og derfor er jeg tvunget ud i mange flere fravalg. Det er vi alle. Unge mennesker i dag har også endnu mere, der kæmper om deres tid og opmærksomhed, end i min ungdom. Dengang eksisterede begrebet FOMO (Fear Of Missing Out) ikke – selvfølgelig eksisterede fænomenet, men ikke i samme grad som i dag.

Sværere at svigte andre

Når vi skal vælge noget fra, står vi ofte i dilemmaet, om hvem vi skal skuffe, svigte og nedprioritere – og tit er det nemmest at vælge os selv og vores behov fra. Fordi forpligtelsen over for andre og arbejde vægter tungere.

Sidst jeg lå syg, tog det mig næsten 2 uger at komme ovenpå – det tror jeg, var fordi jeg nedprioriterede min krops behov. Vi havde billetter til en musical, jeg havde glædet mig til. Så jeg stod ud af sengen og klarede den på Panodil og Gajol. Næste dag kunne jeg da også lige stå op og køre to timer for at hente datteren, der havde været med Mormor i sommerhus for også at få en på opleveren, når nu jeg bare lå i sengen/var i teatret. Ugen efter var det Danmarks Mentale Sundhedsuge, hvor jeg traditionen tro havde flere opgaver for afdelinger, der havde sat mange timer af til at arbejde med psykisk trivsel (i år handlede det stort set alle steder om at navigere i konstant forandring og uvished) – og det hostede og snottede jeg mig igennem, for det var jo planlagt ind i mange menneskers kalendre…

Alle valg koster noget

Min krops behov blev nedprioriteret, fravalgt – og det havde en pris. Valg og fravalg har altid en pris. Min klient skal overveje, hvad han helst vil undvære: At være velorienteret om tingene derude i verden, eller at være velreflekteret og bedre i stand til at håndtere de udfordringer og udviklingspunkter, han står med derhjemme. Eller han skal fravælge noget helt tredje for at få plads til begge.

Jeg har truffet et aktivt fravalg, hvor jeg bruger meget lidt tid på Nyhederne, fordi det frigør tid og holder mig mere mental sund ikke at blive bombarderet med informationer, der kan gøre mig bange og frustreret, men som jeg ikke kan gøre noget ved (se uddybning i blog-indlægget ‘Sundt at være uvidende om den seneste udvikling i Ukraine‘). Jeg har længe været bevidst om at træffe aktive fravalg – fx bedt min mor om ikke at fortælle, hvad der var af lokale børneaktiviteter de kommende weekends, fordi det kan være svært at vælge spændende fristelser fra, og børn har brug for ro og uplanlagt tid.

Hjælp til at vælge egenomsorg

Det har jeg også, og det var en god påmindelse at være sløj så længe – en påmindelse om at sige nej til nye klienter, holde mine grænser, lytte til min krops behov, stuve den dårlige samvittighed af vejen, lukke øjnene for nullermændene, få lavet min morgengymnastik, nusset et dyr, lavet noget unyttigt… Kort sagt få opprioriteret mig og vist mig selv egenomsorg.

Det er svært for mange af os – derfor er det noget af det, vi fokuserer allermest på i egenomsorgsforløbene: At træffe sunde valg og fravalg, være bevidst om vores valg. Aktivt fravælge i stedet for, at omgivelserne træffer fravalgene for os, mens vi lader os rive rundt i manegen af det ene ’vigtige’ efter det andet. Så vi på vores dødsleje fortryder, at vi tilbragte for lidt tid med vores nærmeste og arbejdede for meget (eller om 40 år vil dødsleje-fortrydelsen måske gå på, at vi sad for meget med hovedet i en skærm?).

Det er forskelligt for os, hvad der er de gode til- og fravalg – også i forskellige perioder af vores liv. Det vigtige er at blive bevidst om dem, om muligheden for at vælge, om nødvendigheden af aktiv stillingtagen, af at træffe upopulære og ubehagelige valg, hvis vi skal vende kurven af stress, angst og depression. Hvis du også kunne bruge støtte i den proces, så starter næste forløb med 4-6 deltagere over 4 x 2,5 timer for 2800 kr den 1/12 – og vi kunne godt bruge et par nysgerrige, søgende, reflekterende hoveder og hjerter mere.

Mennesket er splittet mellem behovet for at høre til og være elsket (for det er i yderste konsekvens det pattedyr i flok overlever på) og behovet for frihed til at gøre, som jeg finder bedst. Dertil kommer, at vi tilhører mange forskellige flokke og ikke kan gøre dem alle tilfredse på en gang. Den spittelse ligger nedenunder megen stress, angst og depression – og det kan derfor være hjælpsomt at forstå de mekanismer og genkende dem hos sig selv og andre, hvis man vil blive bedre til at passe på sig selv.

Vi mennesker har kæmpestore sociale antenner – for vores overlevelse afhænger af det. Som pattedyr med kæmpe hjerner fødes vi hjælpeløse og må forlade os på vores skrig og nuttede øjne i håbet om, at nogen vil give os mad og varme. Og vi begynder allerede i vores første leveår at prøve at regne ud, hvad der skal til, for at dem, vi er afhængige af, kan lide os og vil blive ved at give os den fysiske og psykiske næring, vi har brug for.

Vi er pattedyr, som lever i flok med hierarki, status og forskellige opgaver, som forskellige mennesker tager sig af det. Det er det, der har bragt os så langt; at vi kan samarbejde og uddelegere og se nytten i at nogle gør et og andre noget andet, og så deler vi maden, lønnen, overskuddet…

Frihed vs. Tilhør

Derfor er vi også ret hurtige til at rette vores sociale antenner mod de mange grupper, vi efterhånden bliver en del af – for at aflure, hvad der skal til for at blive inkluderet og få status. Nogle gange strider det mod vores værdier, eller hvad vi har lyst til. Mennesket står derfor tit i et dilemma mellem frihed og at høre til.

De fleste af os bevæger os på et kontinuum, hvor vi nogle gange vægter friheden og gør, som vi mener/har lyst og andre gange fuldstændig indordner os – det er derfor, der blandt pattedyr findes en fjerde overlevelsestrategi ud over fight-flight-freeze. Den hedder fawn dvs. at underkaste sig, at please.

For det meste gør vi noget midt imellem – og nogle er mere tilbøjelige til at indordne sig end andre. Men alle får vi en god kemisk cocktail i hjernen, når andre anerkender og værdsætter os. Så det trækker en del – og derfor balancerer mange det meste af tiden ovre på den side at kontinuummet, hvor de mest tilsidesætter sig selv og mest gør, hvad andre har brug for ønsker – for at få anerkendelse, for at høre til, for at overleve. Det kan faktisk starte et voldsomt angstanfald overhovedet at tænke på at sige fra, hvis man hovedsageligt tilpasser sig flokken.

Mennesker er med i mange flokke

Hvad når det at tilpasse sig én flok (fx arbejdet) betyder at sige fra i en anden flok (fx familien, vennerne)?

Hvis man primært vælger at tilpasse sig, vil man uværgeligt jævnligt stå i store vanskeligheder, fordi vi er medlemmer af adskillige umættelige flokke.

Dette er bl.a. med til at skabe den tsunami af stress, angst og depression, der skyller ind over den vestlige verden – og derfor at rigtig mange har brug for hjælp til at sætte grænser, sige ’nej’, ’hjælp’ og ’pyt’. Fordi vores pattedyrs- og flokdyrsfysiologi ligger neden under mange problemer, der på overfladen kan se forskellige ud, så giver det ekstra mening at tale sammen og genkende sig selv i hinanden. Opdage man ikke står alene og er mærkelig, men man faktisk bare er sin natur – ligesom alle de andre, og at man har brug for hjælp og inspiration til, hvordan man kan navigere anderledes, så man slår sig mindre på de vilkår, vores biologi og den moderne verden tilsammen sætter.

Genkendelse og forståelse hjælper os forbi at være prisgivet vores natur

Derfor går der en prås op for mange, når jeg gennemgår Paul Gilberts 3 følelsesregulerende systemer (prøv at google det) med egenomsorgsgrupperne, eller hvad der sker, når en fight-reaktion vendes indad. Men allermest når vi hører hinanden fortælle.

Jeg bliver rørt hver gang, og jeg glæder mig til at starte en ny gruppe op af vidt forskellige pattedyr i flok den 3/11. Læs mere eller ring og spørg, hvis du måske kunne være interesseret i en plads i gruppen.

Overvej også en mindfulness-workshop, hvis du gerne vil have nogle værktøjer til at sænke alarmberedskabet og lytte mere efter dig selv.

 

 

Mange af os havde en lidt groggy første uge med tidligt op, på arbejde, i skole, madpakker osv… Og det er jo et godt tegn på, at ferien har været et sundt break i et andet gear og en anden ’verden’. Desværre betød det for flere deltagere på mindfulness-fortsætterholdet, at de ikke kunne overskue at komme første gang – og det er jo et tegn på at starte lidt for voldsomt op.

Blid landing

Jeg har lært ikke at starte de første par dage op med fuld klientbookning, at ease mig ind i hverdagen, sætte tid af til at læse mails, at lave lidt nemmere mad og i det hele taget gøre overgangen mindre brat. Hvad med dig? Er det noget, du tænker på? Har du fundet nogle metoder, der virker for dig i dit liv, din overgang fra ferie til arbejde? Og hvad med overgangen fra arbejde til ferie? Den er for mange ofte meget presset, og man kan blive helt stresset af at skulle på ferie.

Overgange

I mindfulness arbejder vi meget med overgange: Overgange fra arbejde til fri, fra fordybelse til mødeaktivitet, fra alene til sammen… Vi arbejder bl.a. med at sætte et lille mellemrum ind, så kroppen og psyken kan omstille sig og skifte modus. For det er vidt forskellige udgaver af os selv, vi bruger, om vi skal præsentere nogle slides, skrive et fagligt tungt dokument, gå fra email til email eller være nærværende med vores børn. Men nogle gange går skiftene så hurtigt, at vi tager det hurtigere arbejdstempo med os hjem, eller bruger flere dage af ferien på at komme ned i tempo, eller være helt udmattet den første uge på arbejde.

Mindfulness og mentaltræning kan også hjælpe til bedre søvn, til mere effektivitet og bedre prioritering og overblik, til at være mere tilstede og mindre på autopilot, til at blive herre over dine tanker frem for slave af tankemylder, bekymringer, sortsyn eller angst, og dermed kan du øge din livskvalitet markant med blot 8 ugers træning (og et vist vedligehold derefter;-). Hvis du selv eller nogen, du kender, kunne være interesserede, så tag et kig på Pragmatisk Mindfulness-kurset. Det næste starter 27/9 kl 17-19.

Du kan også finde tips, viden og forslag fra mindfulness og mentaltræning i artiklerne:

• Hvor god er du til at styre dine tanker?
• Søvnbesvær for steppefolkets efterkommere
• Mentaltræn på de lavthængende frugter

Og tjek vores kalender for andre spændende kurser: Egenomsorg, kropsterapi og mandalategning er blot nogle af efterårets fristelser.

Håber du får en skøn sensommer med varmende solstråler, regnduftende planter, farvespil, rengbuer, solnedgange og masser af nærvær – naturen en god hjælper.

Så skal I  i år nå at søge inden 3/6!

Vellivforeningen deler ifm. Danmarks Mentale Sundhedsdag op til 10.000 kr ud til afdelinger og teams, der i ugen op til efterårsferien (8-16/10) vælger at sætte tid af til at arbejde med et for dem relevant emne inden for mental sundhed. Vellivforeningen støtter hvert år mange hundrede små og store arrangementer – og i år har de valgt at sætte ansøgningsfristen til 3/6, og give svar 1/7. Så er der bedre tid til at planlægge arrangementet, få det i alles kalendre og evt. finde den rette facilitator.

Jeg synes, det er super effektivt at arbejde med hele teams og afdelinger, deres specifikke udfordringer, ønsker og fælles grundlag – og jeg er glad for, at tilskuddet fra Vellivforeningen har gjort det muligt for endnu flere virksomheder at få mental sundhed på dagsordenen.

Jeg har derfor reserveret ugen i håb om, at støtten fra Vellivforeningen faciliterer, at jeg igen kan  komme ud og hjælpe endnu flere virksomheder til at  skabe nye gode vaner i arbejdsdagen. Jeg har bedt mine kolleger gøre det samme. For kun Dorthe kan lave sit fantastiske turde-tale-turde-dele-kursus. Anja kan få kroppe i tale som en anden hestehvisker. Jeg viser smutveje til hjernepauser med åndedræt, stemme og sanser – og skovler alvor ind gennem storgrinende munde …

Tænk over, hvad der kunne være godt og hjælpsomt for jer at arbejde med, find inspiration på danmarksmentalesundhedsdag.dk – eller tag en snak med en af os om det, så kan vi sammen kredse os ind på tema og form.

Det kan fx være stress, arbejdsglæde, samarbejde, kommunikation, forandringer, overskud, trivsel, mindfulness, arbejdsmiljø eller noget helt andet, som er vigtigt for din og dine kolleger/medarbejderes mentale sundhed. Det kan være en workshop, et foredrag, standup, TEDtalk, teambuilding eller et andet arrangement, I tror, vil være godt for jer og er villige til at bruge nogle minutter på at beskrive i ansøgningen.

Sandsynligheden for at få de 10.000 kr er meget stor, og ansøgningsprocessen enkel – men vi hjælper også gerne med den.

Læs også om de nye puljer hos Vellivforeningen, hvor virksomheder kan søge op til 250.000 kr til mental sundhed.

Og gå til vores kalender og kursus-side for at blive inspireret af de kurser, workshops og foredrag, vi allerede holder og har holdt – egenomsorg og mindfulness starter igen til efteråret. Som noget nyt holde Gitte Theil mandalakursus i september, og lige om lidt tilbyder Anja endnu engang sine populære, berigende og beroligende kurser og workshops i den kropsterapeutiske Rosenmetode.

Sidste blog-indlæg spurgte: ’Tør du sige, hvordan du egentligt har det?’ I det her kunne jeg spørge: Tør du gøre det, du egentligt har brug for? Og ved du, hvad du har brug for? Og hvorfor? Mange aner ikke, at deres nervesystem går i alarmberedskab af at se/høre om vold og andres lidelse. Derfor får de for tiden ikke skærmet sig fra nyhedsbombardementet og dermed bevaret det overskud, der er nødvendigt for at være der for sig selv, sine nærmeste og andre. Dermed risikerer mange at blive stressede uden at vide hvorfor, og dermed hvad kuren er.

Fra Fight til Freeze på en fredelig biltur

Jeg havde glemt, at mit nervesystem som psykolog er temmelig belastet (jf. Per Isdals bog ‘Medfølelsens pris’), og at jeg derfor kun kan tåle information om verdens vold og katastrofer i meget små doser, da jeg efter to ugers skibobbel på vej hjem, tænkte, at jeg da hellere måtte få lidt styr på, hvad det var for noget med at Rusland havde invaderet Ukraine. Et par timer af vores biltur gik således med lytte til artikler og tale om situationen.

Vi kom til en rasteplads, og min mand foreslog, at jeg købte et par sandwiches med tilbage. Jeg ledte trippende efter min pung, vrissede af manden og løb ind for at tisse. Vel tilbage vrissede jeg over, at jeg havde troet, vi skulle spise på restauranten. ’Det kan vi da godt’ svarede han og begyndte at gå hen mod restauranten, hvor jeg endte med at stirre apatisk på menukortet i adskillige minutter uden at kunne beslutte mig for noget, eller for om jeg nu egentligt hellere bare ville have den der sandwich.

Jeg var gået først i ’fight’ (da jeg vrissede af min mand) og nu i ’freeze’, fordi mit nervesystem var uden mit vidende gået i alarmberedskab af at være blevet bombarderet med krig, vold, ødelæggelse, hensynsløshed, smerte og tab i flere timer.

Nervesystemet alarmeres af andenhånds-oplevelser

Min – og din – hjerne er nemlig ikke særlig god til at skelne mellem, om vi reelt oplever noget selv eller ser/hører andre opleve det. Derfor bliver vi i godt humør af en glad film, smittes af et smil, jubler med vennen.

Men derfor skal vi også passe på, hvor meget smertefuldt og katastrofalt vi oplever på andenhånd. Især fordi, når vi oplever det på andenhånd, så kan vi sjældent handle på det, og rammes derfor let af magtesløshed og ’freeze’, hvor stresshormonerne hober sig op i kroppen uden at blive forbrændt. Derfor kan vidner til ulykker have brug for krisehjælp – og derfor skal vi passe på, hvilke og hvor mange nyheder, vi udsætter os selv og andre for.

Men det kan være svært at hoppe af nyhedsstrømmen, fordi der går lidt cliffhanger/et-afsnit-mere i vores dopaminhungrende hjerne og fordi det kan være svært ikke at være up-to-date og velinformeret – fx hvis vi godt kan lide at have styr på tingene, eller hvis vi synes, det virker uengageret ikke at interessere sig = at følge med.

Indre pres for at hjælpe andre

Der er heldigvis mange andre måder at engagere sig i lige netop denne verdenskrise – for dem, der har overskuddet til det. Og det at kunne gøre noget, gør at mange bedre kan tåle nyhedernes pres på nervesystemet – derfor ser vi også så mange individuelle initiativer.

Det kan dog lægge yderligere pres ned over den, der ikke har overskud og måske tilmed får drænet sin energi af et nervesystem, der er løbet løbsk, fordi vedkommende ikke får skærmet sig ift. nyhederne. Derfor presser nogen sig til at gøre mere, end de kan. Andre sidder i det magtesløse hul, hvor de overvældes og drænes, bliver stressede og kortluntede. Begge dele går i sidste ende ud over dem selv og deres nærmeste.

Hvordan passer du på overskuddet?

Det er individuelt, hvor meget vi påvirkes – og om vi lægger mærke til det. Mange er slet ikke bevidste om, at det sker. Jeg blev det heldigvis hurtigt, undskyldte, spiste en sandwich, hørte noget god musik og fik det bedre – og i ugerne herefter, har jeg været ekstra optaget af at gøre andre opmærksomme på vores nervesystems manglende evne til at skelne mellem oplevet og andenhånds fare og af at hjælpe den enkelte til at tillade sig at skærme sig, tage egen iltmaske på først, sikre underlaget (jf. blog-indlægget ‘egenomsorg er en forudsætning for ægte og vedvarende omsorg for andre’)… Kort sagt vise sig selv omsorg og medfølelse; mærke, hvad jeg kan og har brug for og er i stand til at yde og modtage af indtryk hvornår (fx er midt på dagen bedre end morgen og aften, og de fleste vil bedre kunne klare en dokumentar frem for en reportage fra et brændpunkt eller at høre om/se børneofre – og netop derfor er det børn, vi vises, når nogen ønsker at aktivere vores hjælpergen).

Lær det i en egenomsorgsgruppe

I sidste uge var det tid at sikre, at tidligere deltagere i mine egenomsorgsgrupper, tog godt vare på sig selv midt i verdenskrisen – og stor var min glæde, da de alle var bevidste om indflydelsen og havde forskellige strategier, og ikke mindst havde det OK deres strategi. De tænkte ikke, at de dermed var egoistiske, selvcentrerede eller uengagerede – og dermed gav jeg mig selv et kæmpe check-mark. For de fleste, som starter rejsen mod mere egenomsorg, starter også ud med en holdning om, at det måske nok vil være godt for dem, men også meget meget egoistisk.

Hvis du også tænker sådan, så læs blog-indlægget ‘Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme‘ og overvej, om du kunne tænke dig at blive bedre til egenomsorg og til at have det OK med det – og dermed få mere overskud til at være noget for andre (fx hjælper vi jo ingen ved at høre nyhedsbulletin efter nyhedsbulletin) og vrisse mindre af dem.

Næste gruppe starter 7/4-22. Klik her for mere information

Vi kan alle blive bedre til at fokusere på det positive og tænke mere konstruktive tanker – og dermed øge vores trivsel samt mindske grublerier, stress og tristhed. Ved aktivt at nedskrive eller fortælle om gode oplevelser, ved at blive påmindet af andre eller af egne huskesætninger, ved at træne alternative tolkninger og anden form for mental træning, som er en vigtig bestanddel af et 8-ugers pragmatisk mindfulness-kursus. Få et par tips her og hør, om jeg kom på ski, og om jeg bestod min re-eksamen… 

• ’Mor, januar er faktisk min yndlingsmåned, for den kan bare lidt af det hele. Solen kan skinne, der kan ligge sne og være is på søen, vi kan se regnbuer og gå ture med hunden eller hygge indendøre med varm kakao. Januar er en måned, som kan lidt af det hele’ sagde en 6-årig og fik drejet sin mors syn på januar i mere positiv retning.
• Når min datters ben bliver trætte af bakkerne til skole, så minder vi hinanden om, at det giver stærke ski-ben, og så kløer hun på.
• Da jeg boede i Grenoble, som lå lige neden for Alperne, blev jeg glad, hver gang det regnede – for det betød sne i bjergene og dermed bedre skiføre til min næste skitur.
• Da vores efterårsferie begyndte at blive så væsentligt forkortet pga. bl.a. stigende flypriser og lange mellemlandinger, at vi kom i tvivl, om vi hellere skulle blive hjemme, tegnede min mand i få sætninger et lækkert billede af os slentrende rundt i Nice og et andet af ham, der byggede cykelskur hjemme – og han var lige tilfreds med begge billeder.

Nogle er gode til at se det positive

Min mand er umanerligt god til at se det positive, være optimistisk, tage ja-hatten på og ikke gruble og bekymre sig. Sådan nogle er gode at omgive sig med – især hvis man selv har nogen af de modsatte tendenser. For de kan løfte en ud af den nedadgående spiral, som man er ved at grave sig ned i. Som forleden, da jeg stressede op og bekymrede mig over, at jeg på min første dag som instruktør for den lokale skiskole skulle have 3 forskellige grupper med stor niveau-spredning på hver 2 timer med kun 2 små pauser imellem – noget helt helt andet end jeg er vant til som instruktør for vores danske skiklub. Hvordan skulle jeg gøre det godt nok for dem alle og nå at tisse og spise og…. ’Men det er jo en del af det eventyr, vi er taget på’ sagde han og vupti kom jeg i tanke om, hvorfor vi havde kastet os ud i det her, fik lagt 12-tals-pigen til side og endte med spændende, gode oplevelser og glade, taknemmelige elever.

Nogle bliver gode af at træne det

Ja, han har lettere ved det. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan blive og er blevet meget bedre til det – med hans hjælp og ved at træne. Man kan træne ved at stoppe op og lægge mærke til en smuk solopgang, mærke et godt kram og sætte ord på og gerne notere alle de gode stunder ned. Dele dem med nogen og med sig selv i sin dagbog. Gør man det i en bog a la ’One Line A Day – a five years journal’, så er det ret hurtigt klaret, og man får den ekstra motiverende bonus at få lov at læse, det man skrev sidste år og forrige år – og det løfter humøret at læse det og at skrive det. For dermed hæfter man sig ved det – og dermed får man øje på mere af det positive.

3 gode ting dagligt

Det er videnskabeligt bevist, at det øger livsglæde og trivsel og mindsker depressive symptomer, hvis deprimerede mennesker i 14 dage skriver 3 gode ting med dagligt – og sætter man barren tilstrækkeligt lavt, kan man sagtens finde 3 gode ting. Det er ikke størrelsen, der tæller. Men det at få øje på det og have det i sin bevidsthed i den ekstra tid, det tager at skrive det ned (eller på skift sige det højt til familien ved aftensbordet).

Gode ting kan være oplevelser, små stunder, et saftigt æble, succes’er, taknemmelighed, eksempler på at have vist sig selv egenomsorg og meget meget andet. Det afhænger af, hvad der for tiden er hjælpsomt for dig at fokusere på.

Huskesætninger

Hvis vi har perioder med tendens til at falde i særlige grublehuller, hvor bestemte tanker kaprer os, kan det være godt at have en huskesætning som ’skjold’ – det kan være den 6-åriges mor har uddraget noget af den 6-åriges udsagn, som hun minder sig selv om, hvis januar føles trist og tung. Det kan være min datter en dag husker sig selv på det med ski-benene, når cykeltrætheden melder sig. Jeg havde glæde af min mands påmindelse om, at vi er på eventyr.

Faktisk er vi på eventyr kombineret med en re-eksamen af mit næste ski-instruktør-niveau. Så når mine tanker begyndte at kredse om, om jeg mon bestod, og hvad der mon skulle til, og om jeg burde træne de der kortsving lidt mere… Så havde jeg en sætning, der hjælp mig: ’Det er et spændende eventyr, og måske består jeg’. Dermed fik jeg husket mig selv på, at selvom vi nok ikke var endt med en uges undervisning for en lokal skiskole, hvis ikke det havde været for min re-eksamen, så glædede vi os begge til at prøve det – uanset om jeg bestod eller ej. Derfor lå jeg ikke og trænede en masse på pisterne i ugen op til. For skiløb skal for mig være en sjov feriebeskæftigelse, ikke en præstation. Det er ikke noget, jeg lever af eller på anden måde er afhængig af. Men 12-talspigen inden i mig ville helst ikke dumpe, så hun måtte jævnligt mindes om, at fokus ikke var på eksamen, men på eventyret, oplevelsen, glæden.

Mentale armbøjninger på mindfulness-kurser

Ja, det var en lettelse af bestå – men jeg tror takket være den tankeprogrammering, at jeg også havde haft et godt eventyr, hvis jeg var dumpet.

Vi har alle nogle tanker, følelser og leveregler, vi skal holde i skak – være opmærksomme på og prøve at afbryde og erstatte med mere konstruktiv tænkning. Nogle gange hjælper andre os, nogle gange har vi en sætning, nogle gange har vi en anden tanke, vi skifter den ud med. Nogle gange noget helt fjerde for at blive mentalt stærkere.

Alle disse metoder træner vi på det næste 8-ugers pragmatiske mindfulness-kursus, som starter 8/3. Måske du vil med?

Kontrolsfæren er mine tanker og handlinger – og dermed er der for tiden virkelig meget, der ligger uden for min indflydelse. Jeg kan prøve på mindful vis at være med det, der er, og derigennem blive klogere på mig selv – og jeg kan træne teknikker til at styre mine tanker, så de ikke bekymrer sig om noget, jeg alligevel ikke kan gøre meget ved. Men nogle gange er det sværere end andre at lade være med at bekymre sig om noget uden for ens kontrolsfære…

Vi skal snart på skiferie, og det vælter jævnligt ind med beskeder om, at folk man har været sammen med (eller nogen, de bor sammen med) har fået en positiv corona-test. Uhhhh når vi mon alle fire at holde os smittefri til første skiferie i 2 år? Hvilke forholdsregler skal vi tage?

Kontrolsfæren er mine tanker og handlinger

Stoicismen, den kognitive psykologi og mindfulness, som alt sammen ligger til grund for min undervisning og terapi, siger, at det eneste, der ligger inden for min kontrolsfære, er mine tanker og mine handlinger. Men nogle gange løber mine tanker løbsk og synes ret så svære at kontrollere. Andre gange prøver jeg at kontrollere ting uden for mig selv ved at påvirke dem og prøve at udregne, hvordan og hvornår jeg skal påvirke dem for, at der er størst chance for at opnå det resultat, jeg håber på.

For det er tricky med de der handlinger – der er jo større risiko for at blive smittet, hvis jeg deltager i 6 timers opfølgende førstehjælpskursus med 20 andre, end hvis jeg ikke gør. Så det har jeg meldt afbud til. Men jeg kan jo være uheldig at blive smittet af bare eet menneske, jeg møder – ligesom jeg kan være heldig ikke at blive smittet på kurset. Så hvorvidt jeg bliver smittet eller ej, er uden for min kontrolsfære. Men jeg prøver med mine handlinger at påvirke sandsynligheden for det ønskede udkomme. Til en vis grad. For jeg burer mig ikke inde og holder online-sessioner som sidste år. Hvorfor ikke? Hvor trække stregen?

Det rigtige, sunde valg for mig

Ja, her trækker jeg på selvsamme psykologiske og filosofiske grundlag og mærker efter, hvad der er sundt for mig. Hvad der føles rigtigt for mig. Det er sundt for mig at mødes med andre mennesker live. Det giver mere værdi, for dem og mig. og jeg vil ikke give ekstra næring til bekymringstankerne ved at lade dem bestemme og bure mig inde. Jeg prøver at lytte indad og finde den balance, der er rigtig for mig. Den, der matcher mine værdier, holdninger og det, jeg tror på.

Mindfulness: At være med det, der er

Jeg prøver på mindful vis at være med det, der er: Uvisheden, magtesløsheden og frygten – derigennem kan jeg også mærke, hvor gerne jeg vil på skiferie og hvor glad jeg er for at stå på ski. Jeg mærker min glæde over Skiklubben Hareskov og over at trække i Batman-kostumet og dele ’Batmobiler’ aka ’Bilar’ ud til mine elever, når de har været modige eller har brug for brændstof på pisten. Jeg mærker glæden ved mit job som psykolog og mindfulness-instruktør og ved at være sammen med og hjælpe andre mennesker.

Jeg mærker, hvem jeg er, hvad der er vigtigt for mig, hvad der er af følelser og tanker i mig. Jeg bliver klogere på mig selv – og når tankerne er ved at få overtaget, så bruger jeg vejrtrækning, sætninger eller en anden mindfulnessteknik til at flytte mig fra de tanker til nogle andre. Det kræver træning og vedholdendenhed ja, men først og fremmest visheden om, at jeg kan. Jeg kan faktisk styre de der tanker – og det skal jeg gøre i den kommende tid frem mod skiferien.

Hvis du også synes, det er svært og kunne have gavn af nogle af de teknikker, den viden og de overvejelser. Så er der stadig ledige pladser både på min 4-timers mindfulness-workshop i Hillerød 1. februar og mit 8-ugers kursus i pragmatisk mindfulness til marts. Jeg håber, begge dele bliver live – men er sørme også blevet ferm til online-undervisning og hybrider. Og jeg glæder mig til på turen op gennem Sverige at blive endnu skarpere på kontrolsfære og stoicismens andre omdrejningspunkter ved at lytte til den anbefalelsesværdige bog ’Det hele handler ikke om dig’ af Niels Overgaard.

I blog-indlægget ’Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme’ henviste jeg til Kristin Neffs artikel ’5 myths of selfcompassion’. I dette blog-indlæg vil jeg tage fat på de sidste 3 myter og forklare, hvorfor egenomsorg er det stik modsatte af selvmedlidenhed, dovenskab og narcissisme. Når vi kan være med vores egne knap så kønne sider og vanskeligheder og se dem som alment menneskelige, får vi overskud og større medfølelse og omsorg for andre også. Så motiveres vi af et ønske om sundhed og udvikling frem for en frygt for værdiløshed og afvisning.

Selvmedlidenhed?

Hvis vi har ondt af os selv, er det fordi, vi sidder fast i en forestilling om, at det burde være anderledes, at jeg ’skrev kontrakt på det problemfrie liv’. Hvis vi derimod med åbne øjne – som vi træner gennem mindfulness (opmærksomt nærvær i nuet) – forholder os til det, der rent faktisk sker, så bliver vi ikke så opslugte af smerten. Så kan vi bedre se, at livet er vanskeligt for alle, inklusiv mig – og den følelse af, at det er almenmenneskeligt og at være en del af et fællesskab, vi derved opnår, gør at vi i mindre grad isolerer os med smerten og/eller skammer os over, at dette er overgået mig. For det kan jo ske for enhver.

Dermed får vi lettere ved at bede om og tro på, at vi kan få hjælp fra andre. Vi slipper lettere episoden frem for at blive ved at gruble over den. Måske derfor viser forskningen, at mennesker, som er dygtige til at udvise egenomsorg, har bedre mentalt helbred og lider mindre af angst og depression.

Dovenskab og blødsødenhed?

Når vi vælger at gruble over en episode, er det ofte for at lære af vores fejl, så det ikke sker igen. Vores hjerner og opvækst er fuld af fejlfinderi, og dermed får vi en tendens til at tro, at vi skal motivere med selvkritik – og at hvis ikke, vi bruger pisk og gulerod, så bliver vi noget så dovne (læs i øvrigt blog-indlægget ’Din motivation afhænger af din tilstand’).

Hvis vi ikke er gode til egenomsorg, så styrter vi rundt for at tage os af alle mulige andre. Så er vi så udmattede, at vi naturligvis frygter ikke at kunne rejse os fra sofaen igen, hvis vi stopper op. Derfor frygt for stagnation. og vasketøjsbunker, der hober sig op. Men hvordan motiverer vi vores børn? Med anerkendelse, støtte, opmuntring, forståelse, ’det sker for alle – prøv igen’. Kort sagt med omsorgsfuldhed.

Flokdyr ønsker at bidrage til fællesskabet – kloge hjerner vil bruges

Mennesket er af natur ikke dovent, men et flokdyr, der ønsker at bidrage til fællesskabet. Et dyr med en kæmpehjerne, der vil bruges og får kæmpe dopaminkick i belønningscentret, når vi har løst en udfordring. Så når du har fået hvilet ud, så vil du have lyst at udrette noget – og det er så meget rarere for os selv og dem omkring os, når gejsten driver aktiviteterne. Når vi er drevet af ønsket om sundhed frem for frygten for at være værdiløs. Medfølelse giver os den tryghed, der skal til, for at vi tør se os selv klart og dermed kan udvikle, modne og forandre os med plads til fejl undervejs.

Narcissisme og ligegyldighed?

At gå til psykolog bliver af nogle anset for selvoptaget navnepilleri, af andre som noget for syge mennesker og af flere og flere som en god og vigtig investering i selvudvikling og bedre liv for os selv og dem omkring os.

Siden 80’erne har man været bekymret over den stigende narcissisme i vores kultur, hvor flere og flere mennesker er mere og mere optaget af deres egen fremtoning, af at være bedre end andre – drevet af en angst for ikke at være god nok og blive afsløret og fundet for let.

Egenomsorg hviler på selv-accept af hele den, jeg er, med mine fejl og mangler – og på en forståelse af, at det er almenmenneskeligt at have disse fejl og mangler. Egenomsorg hviler således på en sammenligning med andre, der dyrker hvor ens vi er, frem for narcissismen, der søger at booste et lavt selvværd ved at bilde sig ind eller fokusere på dér, hvor man er bedre end andre.

Egenomsorg leder til øget omsorg for og medfølelse med andre

Narcissisten vil derfor ofte virke ligegyldig over for andre mennesker og deres behov, hvorimod mennesker med en høj grad af egenomsorg genkender sig selv i andre, hvilket skaber et bånd. Når vi kan være med os selv og vores knap så kønne sider, kan vi være mere overbærende over for os selv og andre. Vores grad af omsorg og medfølelse øges ikke blot for os selv men også for andre. Også fordi vi ved ikke at være opslugt af selvoptaget selvmedlidenhed, fremtoning og fejlretten får mere overskud til vores medmennesker.

Vi ønsker vores flok det godt, og det er nok derfor, vi er begyndt at klappe i hænderne, når andre udviser mere egenomsorg (jf. blog-indlægget: ’Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme), også selvom det nogle gange går ud over den, der klapper.

Vil du blive bedre til egenomsorg? Så læs om egenomsorgsgrupperne – den næste med ledige pladser starter til marts/april kl 13.30-16 på 4 torsdage i lige uger. Du kan reservere plads her.

Der er behov for andre råd og mere kreative løsninger, når den enlige eller den solo-selvstændige skal håndtere stress – for der er ikke de samme naturlige hjælpere at overlade roret og opgaverne til. Og det er svært at prioritere egenomsorg og ro, når andre er dybt afhængige af én. Det mindede min undulat mig om, for den mistede sin mage, før sidste æg var klækket. Heldigvis har den mig, ingen fjender og mad ad libitum. Men hvor finder hårdt pressede enlige og solo-selvstændige gode råd og hjælp?

Jeg ved godt, jeg bryder mit løfte om at skrive om, hvorfor egenomsorg ikke selvmedlidende, doven narcissisme – det holder jeg en anden dag. For livets gang har ramt mig (i bogstaveligste forstand) og fået en gammel tanke op at rumle igen. Så i dag skal I læse om en enlig undulatmor. Min enlige undulat-mor. Hun mistede nemlig sin mage endnu før det sidste æg var klækket (og vi mistede vores elskede, hundeagtige, fjerede kammerat, og det hører I sikkert mere om i et indlæg om at bearbejde tab).

Kan hun klare den?

Undulatmor har siden da haft travlt med at fodre unger, så travlt så hun i starten ikke selv spiste eller drak. Hun spejdede ofte efter ham, som plejede at komme med mad og nus, så snart hun stak hovedet ud af redekassen. Vi spurgte nettet til råds og fandt i min datters gamle legetøj små porcelæns-tekopper, som kunne stilles inde i redekassen og brødføde hende (og de 3 unger, hun også skal spise for), hvis bare man fylder op 3-4 gange dagligt.

Men hvad med afføring og vand, når nu hun ikke vil forlade de små eller er så udmattet, at hun ikke orker at bevæge sig hen til drikketruget? Jeg begyndte nu at række drikketruget op til hende, når hun sad i glughullet. Og at nusse hende, når hun stak hovedet ud. Hun træder desuden gerne op på en finger og lader sig på den føre ud af buret, forretter sin nødtørft og har derefter tydeligvis travlt med at blive ført retur til redekassen.

Egenomsorg viger til fordel for det stærke yngelpleje-instinkt

Ville hun have kunnet klare mortjansen alene uden mig til at agere supporterende undulat-far? Ville hun have prioriteret egenomsorg og fået spist og drukket, eller ladet sig sluge op af omsorg for ungerne?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det tilsvarende er svært for enlige forældre at følge rådene i det gængse stress-materiale, fordi det hele tiden antager, at der er en partner og en chef, der kan tage over, så den stressede kan give slip og mærke, hvad hun har brug for. Få spandevis af ro og vise sig selv egenomsorg.

Men yngelplejeinstinktet er stærkt – ikke kun hos undulater – og ungernes behov, havdenten det er mad, kram, udredning af konflikter eller deltagelse i klippe-klistredag, er bare svære at udlicitere for den enlige forælder. Derfor savner jeg – og de enlige forældre – en bog til dem.

Og rådene i den bog kunne måske også hjælpe den solo-selvstændige, der ikke har en chef at slippe det hele til. Nu ligger jeg heldigvis kun med influenza denne uge – og det har været en stor fordel for min undulat, der har kunnet få support lige på rette tid og sted, fordi vi har stillet buret lige vsa. sofaen, så jeg kan holde øje med hendes mindste vink.

Men en uge væk som solo-selvstændig kræver megen koordinering af nye tider til de kursister og klienter, der må aflyses. Det kræver rigtig mange mails og tanker i et feberhedt, snotfyldt hoved. Skal jeg så kun melde mig syg 75% ift. min sygesikring, når jeg har arbejdet lidt? Fordi jeg har været nødt til det. Gid jeg havde kunnet ringe til en sekretær eller chef, og nogen havde kunnet tage sig af mine arbejdsopgaver eller i det mindste bare af aflysningerne og koordineringen.

Men der er – ligesom med den enlige forælder – ikke nogen til at tage over. Der er nogen, som er afhængige af én, og der er en fremtid, som skal sikres.

Også for mange solo-selvstændige er det svært at følge de gængse stress-råd. Især dem, der gælder, hvis først man er lagt ned. For man kan google sig frem til mange, udmærkede råd for at undgå stress som enlig og selvstændig, men hvad når man har fået stress?

Hvem kan gribe min ansvarsfølelse?

Jeg ville ønske, der snart var en klog, som kastede sig over den svære opgave med en bog til alle dem, der ikke bare kan kaste ansvaret fra sig for en periode – og jeg tror også, den kunne hjælpe alle dem, der måske kunne, hvis de virkelig insisterede. Men som ikke har erfaringer med det; som er skræmt fra vid og sans ved at skulle gøre det; som ved det vil koste dem selv eller andre dyrt at gøre det; som skal være lige så kreative som solo-selvstændige og enlige for at skaffe sig hjælp eller på anden måde føler sig eller er bundet af et kæmpe ansvar.

Jeg tror, min undulat klarer den – med hjælp fra en menneske-‘bonusfar’. Mit liv som mor og solo-selvstændig er godt nok også blevet nemmere, efter der trådte en bonusfar ind på scenen. Men giv mig nogle råd at give til dem uden bonusfædre – for uden selv at indtage føde og væske, så dør både undulatmor og unger. Og uden egenomsorg, så ’dør’ også noget væsentligt i et menneske og dets børn.

I mine grupper prøver vi at finde veje til mere egenomsorg for den enkelte, hvad end deres udfordringer er. Det er nogle gange svært, men altid dybt inspirerende. Ligesom det er inspirerende nu på 5.dagen efter hendes tab, at se undulatmor live mere op.