Hvor god er du til at styre dine tanker?

Mange tror, at tanker og humør er lidt ligesom vejret – noget vi må leve med, som det er. Men så skal vi affinde os med skyer og regnvejr 70-80% af tiden, for så mange af et gennemsnitsmenneskes tanker er med negativt indhold grundet vores fortid hver især og som menneskerace. Men den procentdel kan bringes væsentligt ned – med bevidst mentaltræning vha. fx mindfulness.

Vidste du, at vi går glip af ca. halvdelen af vores vågne liv, fordi vores tanker og opmærksomhed er et andet sted end her og nu?

Vidste du, at vi tænker ca. 65.000 tanker i døgnet, at 95% af dem er gentagelser og 70-80% af dem med negativt indhold?

Vidste du, at vores hjerne er gearet til at være ekstra opmærksom på alt, der er negativt og farligt, fordi vi nedstammer fra dem med det højeste angstberedskab – for det var dem, der overlevede ude på sletterne?

Vidste du, at de tanker, vi tænker mest, laver flest synaptiske forbindelser i hjernen og derfor bliver dem, der er endnu større chance for, vi tænker næste gang, fordi det er den ’motorvej’ hjernen automatisk vælger?

Vidste du, at vi kan optrampe og øge sandsynligheden for at tanken drøner ned af den ’dyreveksel’, der går i en anden retning, ved at blive klar over vores tankemønstre og vaner og ved hjælp af øget opmærksomhed i nuet at gå imod dem igen og igen ved fx at registrere positive oplevelser, succes’er, taknemmelighed, lege med andre tolkninger af en situation og stoppe broksætningen, bekymringstanken eller selvkritikken ved at sætte en anden tanke i stedet?

Vidste du, at den slags mentaltræning, det at blive bedre til at styre opmærksomheden, faktisk er hovedformålet med at træne mindfulness? At din og min opmærksomhed er den mest eftertragtede vare i samfundet? At der bruges milliarder i at forske i, hvordan man fanger og fastholder din opmærksomhed for at få et budskab eller produkt igennem? At den, der ’vinder’ i vores dages samfund, er den, der kan styre sin opmærksomhed og ikke lade sig rive hid og did – for alt for manges vedkommende også om natten…

Skal vi kigge lidt på søvnbesvær i næste indlæg? Hvis det er noget, du bokser med, kan du hente en pjece med gode råd her. Og hvis du gerne vil blive bedre til at styre din opmærksomhed, så overvej om et kursus i mindfulness kunne være noget for dig.