Sundt at være uvidende om seneste udvikling i Ukraine

Sidste blog-indlæg spurgte: ’Tør du sige, hvordan du egentligt har det?’ I det her kunne jeg spørge: Tør du gøre det, du egentligt har brug for? Og ved du, hvad du har brug for? Og hvorfor? Mange aner ikke, at deres nervesystem går i alarmberedskab af at se/høre om vold og andres lidelse. Derfor får de for tiden ikke skærmet sig fra nyhedsbombardementet og dermed bevaret det overskud, der er nødvendigt for at være der for sig selv, sine nærmeste og andre. Dermed risikerer mange at blive stressede uden at vide hvorfor, og dermed hvad kuren er.

Fra Fight til Freeze på en fredelig biltur

Jeg havde glemt, at mit nervesystem som psykolog er temmelig belastet (jf. Per Isdals bog ‘Medfølelsens pris’), og at jeg derfor kun kan tåle information om verdens vold og katastrofer i meget små doser, da jeg efter to ugers skibobbel på vej hjem, tænkte, at jeg da hellere måtte få lidt styr på, hvad det var for noget med at Rusland havde invaderet Ukraine. Et par timer af vores biltur gik således med lytte til artikler og tale om situationen.

Vi kom til en rasteplads, og min mand foreslog, at jeg købte et par sandwiches med tilbage. Jeg ledte trippende efter min pung, vrissede af manden og løb ind for at tisse. Vel tilbage vrissede jeg over, at jeg havde troet, vi skulle spise på restauranten. ’Det kan vi da godt’ svarede han og begyndte at gå hen mod restauranten, hvor jeg endte med at stirre apatisk på menukortet i adskillige minutter uden at kunne beslutte mig for noget, eller for om jeg nu egentligt hellere bare ville have den der sandwich.

Jeg var gået først i ’fight’ (da jeg vrissede af min mand) og nu i ’freeze’, fordi mit nervesystem var uden mit vidende gået i alarmberedskab af at være blevet bombarderet med krig, vold, ødelæggelse, hensynsløshed, smerte og tab i flere timer.

Nervesystemet alarmeres af andenhånds-oplevelser

Min – og din – hjerne er nemlig ikke særlig god til at skelne mellem, om vi reelt oplever noget selv eller ser/hører andre opleve det. Derfor bliver vi i godt humør af en glad film, smittes af et smil, jubler med vennen.

Men derfor skal vi også passe på, hvor meget smertefuldt og katastrofalt vi oplever på andenhånd. Især fordi, når vi oplever det på andenhånd, så kan vi sjældent handle på det, og rammes derfor let af magtesløshed og ’freeze’, hvor stresshormonerne hober sig op i kroppen uden at blive forbrændt. Derfor kan vidner til ulykker have brug for krisehjælp – og derfor skal vi passe på, hvilke og hvor mange nyheder, vi udsætter os selv og andre for.

Men det kan være svært at hoppe af nyhedsstrømmen, fordi der går lidt cliffhanger/et-afsnit-mere i vores dopaminhungrende hjerne og fordi det kan være svært ikke at være up-to-date og velinformeret – fx hvis vi godt kan lide at have styr på tingene, eller hvis vi synes, det virker uengageret ikke at interessere sig = at følge med.

Indre pres for at hjælpe andre

Der er heldigvis mange andre måder at engagere sig i lige netop denne verdenskrise – for dem, der har overskuddet til det. Og det at kunne gøre noget, gør at mange bedre kan tåle nyhedernes pres på nervesystemet – derfor ser vi også så mange individuelle initiativer.

Det kan dog lægge yderligere pres ned over den, der ikke har overskud og måske tilmed får drænet sin energi af et nervesystem, der er løbet løbsk, fordi vedkommende ikke får skærmet sig ift. nyhederne. Derfor presser nogen sig til at gøre mere, end de kan. Andre sidder i det magtesløse hul, hvor de overvældes og drænes, bliver stressede og kortluntede. Begge dele går i sidste ende ud over dem selv og deres nærmeste.

Hvordan passer du på overskuddet?

Det er individuelt, hvor meget vi påvirkes – og om vi lægger mærke til det. Mange er slet ikke bevidste om, at det sker. Jeg blev det heldigvis hurtigt, undskyldte, spiste en sandwich, hørte noget god musik og fik det bedre – og i ugerne herefter, har jeg været ekstra optaget af at gøre andre opmærksomme på vores nervesystems manglende evne til at skelne mellem oplevet og andenhånds fare og af at hjælpe den enkelte til at tillade sig at skærme sig, tage egen iltmaske på først, sikre underlaget (jf. blog-indlægget ‘egenomsorg er en forudsætning for ægte og vedvarende omsorg for andre’)… Kort sagt vise sig selv omsorg og medfølelse; mærke, hvad jeg kan og har brug for og er i stand til at yde og modtage af indtryk hvornår (fx er midt på dagen bedre end morgen og aften, og de fleste vil bedre kunne klare en dokumentar frem for en reportage fra et brændpunkt eller at høre om/se børneofre – og netop derfor er det børn, vi vises, når nogen ønsker at aktivere vores hjælpergen).

Lær det i en egenomsorgsgruppe

I sidste uge var det tid at sikre, at tidligere deltagere i mine egenomsorgsgrupper, tog godt vare på sig selv midt i verdenskrisen – og stor var min glæde, da de alle var bevidste om indflydelsen og havde forskellige strategier, og ikke mindst havde det OK deres strategi. De tænkte ikke, at de dermed var egoistiske, selvcentrerede eller uengagerede – og dermed gav jeg mig selv et kæmpe check-mark. For de fleste, som starter rejsen mod mere egenomsorg, starter også ud med en holdning om, at det måske nok vil være godt for dem, men også meget meget egoistisk.

Hvis du også tænker sådan, så læs blog-indlægget ‘Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme‘ og overvej, om du kunne tænke dig at blive bedre til egenomsorg og til at have det OK med det – og dermed få mere overskud til at være noget for andre (fx hjælper vi jo ingen ved at høre nyhedsbulletin efter nyhedsbulletin) og vrisse mindre af dem.

Næste gruppe starter 7/4-22. Klik her for mere information