Er det svagt eller stærkt at udtrykke sine behov? Kommer det an på, hvilken type behov det er? Eller handler det om, at vi ikke tør tro på, andre vil imødekomme vores behov? Finder vi så på snedige måder, hvorpå vi alligevel kan få dem opfyldt? Og dermed undgå eventuel afvisning og skam?
På seneste retreat med natur, heste, mindfulness og compassion underviste jeg i, hvordan vi som pattedyr for at overleve er drevet mod omsorg og fysisk nærhed, ligesom vi er drevet mod at flygte, kæmpe og skabe (hør evt. om Paul Gilberts 3 motivationssystemer her).
Vi talte om, at det er svært at udtrykke og få dækket det behov som voksne, om hudsult og hvordan nedlukningen under corona havde været svær for singler og ført til, at mange fik hund eller kat.
Kopieret elevens strategi
En af deltagerne fortalte om, hvordan de hjemme hos hende havde kopieret hendes elevs strategi: Han spurgte hende de fleste morgener, om hun havde brug for et kram, hvorefter hun fik en ordentligt krammer. Nogle gange sagde han sågar bare ‘du ser ud som om, du kunne bruge en ordentlig krammer’, hvorefter hun fik en ordentlig krammer.
Der gik ikke længe, før hun gennemskuede, at det jo var ham, der havde brug for et kram og på den måde fik et kram ved at give et kram. Og det er jo det fantastiske ved kærlighed, compassion og kram, at når man giver, så får man også.
Hun tog ideen med hjem og begyndte at spørge mand og børn, om de havde brug for et kram, når hun selv havde – og inden længe var det helt naturligt at gøre i familien. Mængden af oxytocin-udløsende kram øgedes markant.
En god krykke
De andre deltagere syntes, det var en fabelagtig strategi, og jeg roste hende for at have den ‘krykke’. Jeg bruger ordet ‘krykke’, når vi ved hjælp af noget bliver i stand til at gøre noget, vi ellers ikke kunne gøre fx bede om et kram, lave vejrtrækningsøvelser når vi prøver bare at være, falde i søvn til lydbog, kunne være et angstprovokerende sted ved at have noget i ørerne, holde sig tæt ved udgangen, have en tryg person med sig…
Krykker er superfine og nogle gange nødvendige hjælpere – ihvertfald indtil benene bliver stærke nok til at bære os selv. Men hvorfor ikke bare bede om et kram? Spurgte jeg deltagerne. Svaret var klart, som det ofte her hos mennesker, der ikke har dyrket compassion eller egenomsorg: ‘Det tæller ikke’, ‘Det er svagt’.
Stærkt at udtrykke sine behov
Det er stærkt og respektfuldt og selvværdsstyrkende at kunne og turde udtrykke sine behov. Vi kommer bedre i kontakt med os selv, vi får mere af det, vi har brug for og øjnene op for, at der står mennesker på spring til at gøre noget for os.. Så hvorfor ses det som svagt at udtrykke nogle behov og ikke andre? Læs evt. blog-indlægget Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme om hvorfor egenomsorg, før man begynder at arbejde med det, af mange anses for svagt.
Hvorfor tæller kram og blomster ikke, hvis man selv beder om dem? Hvorfor har vi den der ide om, at andre skal være tankelæsere? Hvorfor anser vi det for mere kærligt at kunne gætte den andens behov end at være villig til at opfylde den andens udtrykte behov?
Går vi ikke tit galt af hinanden, fordi vi har forskelligt kærlighedsprog og giver det, vi selv længes efter? Jeg tænker, det er fiktionens verden, der har skabt forestillingen om, at et forhold skal være så symbiotisk, at vi kan tænke for hinanden, afslutte hinandens sætninger, regne hinandens behov ud og finde på geniale gaver.
Træning i virkelighedens verden
I virkelighedens verden beder vi fødselarer om ønskesedler, vi læser om kvalifikationer i jobopslag og beder børnene gå ud med skraldespanden. Vores følelsesmæssige behov derimod, dem tager vi ikke nok vare på at få opfyldt…
Hvis du kunne tænke dig at ændre det, så starter jeg 1/11 den 7. gruppe, som arbejder med ‘egenomsorg i stedet for stress, tilsidesættelse og tungt sind’, og du kan læse mere om den her:
Egenomsorg i stedet for stress, tilsidesættelse og tungt sind 1/11
Du kan også læse med i mit næste blog-indlæg ‘Kram dig selv!’ om hende fra den første gruppe, der nu pr. automatik krammer sig selv, og hvordan deltagerne tog forslaget om at slippe krykken.
Og så kan du jo selv prøve at bede om eller tilbyde nogle flere kram.