HesteZen – Vinter
14. november 2023 (16:00 - 19:00)
Ballerup
Et åndehul med mindfulness, compassion og teori om heste- og naturterapi
- Guidede meditationer
- Kropslig meditativ bevægelse
- Øvelser – uden heste
- Te, vand og lidt sødt
- 3-8 deltagere
Se øvrige datoer længere nede.
Forkæl dig selv
Giv dig selv tid til at pleje krop, sind og sjæl. Lad dig forføre af omgivelserne og få dybere kontakt til dig selv gennem berigende oplevelser med hestene, naturen, dig selv og os andre.
Kom ned i gear og i kontakt med din egen indre kerne gennem nærvær og nye indsigter.
Oplev magien ved natur- og heste-terapi
Vores mål er at skabe rammerne for, at du kan opleve en dyb forbindelse med heste og naturen og derigennem styrke og helbrede krop og sind.
Vinter-tema
Hver årstid sine rytmer, sine stemninger og særlige gøremål.
HesteZen følger årstidernes skiften med en heldags- og en halvdags-seance dedikeret til hver årstid.
Dette hjælper – ligesom hestene – os moderne mennesker tilbage til kontakten med vores egen indre natur og til at komme i bedre sync med vores krop og dens behov på denne årstid.
Vinteren opfordrer til at finde ro, drosle lidt ned og give plads til mere indadvendthed, til mindre aktivitet – og til ‘energi-hygiejne’, da vi har mindre energi og derfor bør forvalte den hensynsfuldt. Vinterens ro giver tid til eftertænksomhed og og mental forberedelse på det nye år.
Vinter er koblet til det flegmatiske element, det lidt mere sindige, lyttende, eftertænksomme, en langsomhed og en grundig, systematisk arbejden med fakta – hvorfor vi denne gang går indendøre og ser på teori og forskning om bl.a. rytmer, hjertekohærens, åndedrættet, nervesystemet og andet, vi bruger i HesteZen. Der kan give en forståelse, som er rar for nogle af os ‘hovedmennesker’.
Vi giver på denne HesteZen plads til lidt mere stilhed med os selv, for vi skal være stille for at kunne høre – høre vores hjertes kalden. Vi arbejder med nogle af de meditative øvelser, vi kunne have lavet med heste, på yogamåtterne i stedet.
Ved at arbejde kropsligt, sanseligt og teorerisk med temperamenterne, finder du måske ud af, hvor du hører mest hjemme og suger næring.
Praktiske spørgsmål:
Vi starter med en kort meditation kl 16 og afslutter med en kop te, lidt sødt og refleksion over dagen, inden det kl 19 er farvel og måske på gensyn en anden gang.
Der kræves ingen forudgående kendskab til heste, meditation eller andet. Blot et åbent sind.
Denne dag afholdes i Ballerup Psykologhus på stole og yogamåtter. Kom som du er.
HesteZen-året:
- Tirsdag 17/9 kl 15-18 i Værløse: Efterår
- Søndag 6/10 kl 10-17 i Mørkøv: Efterår
- Torsdag 14/11 kl 16-19 i Ballerup – uden heste: Vinter
- Søndag 12/1 kl 10-17 i Mørkøv: Vinter
- Søndag 9/3 kl 10-13 i Nørre Alslev: Forår
- Søndag 6/4 kl 10-17 i Mørkøv: Forår
- Søndag 15/6 kl 10-17 i Mørkøv: Sommer
Priser:
- 3 timer: 500 kr
- En hel dag: 1400 kr
- 10 % rabat ved samtidigt bindende køb af 2-3 HesteZen
- 20 % rabat ved samtidigt bindende køb af minimum 4 HesteZen
Tilmelding til Andrea (klik her)
Læs evt. tidligere deltageres kommentarer.
Hvem er vi?
Andrea Søgård, medejer af Ballerup Psykologhus, har som kognitiv psykolog og mindfulness-instruktør de seneste 12 år arbejdet selvstændigt med bl.a. at behandle og forebygge stress på individ, gruppe- og organisationsplan. Hun underviser i psykisk trivsel på arbejdspladser, i mindfulness og afholder stress- og egenomsorgs/selfcompassiongrupper. Hendes tilgang er pragmatisk og humoristisk – for vi lærer bedst med et smil på læben. De seneste år er hun begyndt at inddrage heste som co-terapeuter i terapi-sessioner og i grupper.
Pia Astrup er både neuropsykolog og klinisk psykolog og forstår sig om nogen på, hvad der sker i hjernen og sindet. Hun stiller de svære spørgsmål med indfølelse og stor omsorg. Hun udviser stor respekt for både to- og firbenede og inspirerer til det samme.
Tinapil Jørgensen er en alsidig kvinde med mange titler bl.a. leder, ridelærer, ergoterapeut, alternativ behandler. Hun er søgende, nysgerrig og siger sin ærlige mening. Hun har haft mange mennesker og heste mellem hænderne og spiller på mange strenge som hjælper.
Andrea, Pia og Tinapil vil oftest være til stede alle 3 og assisteres af erfarne hestemennesker, islandske heste samt naturen.
Hvorfor er natur og heste godt for vores mentale helbred?
- Hestens ro, åndedræt og hjerterytme kan hjælpe dit nervesystem i ro og dermed sænke evt. stressniveau
- Kontakt med andre – også heste – fysisk eller psykisk, udløser oxytociner og endorfiner. Og dem har vi brug for, ligesom babyer, der har brug for kropskontakt og øjenkontakt
- Når vi er sammen med hestene i naturen, får vi i tilgift de gaver af ro, nærvær, velvære og harmoni, som det giver at bevæge sig i og sanse naturen omkring os – læs blot al den nyeste forskning om, hvor sundt det er for os at skovbade og på anden måde opholde os i naturen (fx. på videnskab.dk eller Zetland.dk)
- Endelig kommer vi i kontakt med vores egen indre natur, for hesten, der er et årvågent byttedyr, læser os, spejler os og lader os ikke skjule eller ignorere, hvordan vi egentlig har det