Er din kop halvt fyldt?

Vi kan alle blive bedre til at fokusere på det positive og tænke mere konstruktive tanker – og dermed øge vores trivsel samt mindske grublerier, stress og tristhed. Ved aktivt at nedskrive eller fortælle om gode oplevelser, ved at blive påmindet af andre eller af egne huskesætninger, ved at træne alternative tolkninger og anden form for mental træning, som er en vigtig bestanddel af et 8-ugers pragmatisk mindfulness-kursus. Få et par tips her og hør, om jeg kom på ski, og om jeg bestod min re-eksamen… 

  • ’Mor, januar er faktisk min yndlingsmåned, for den kan bare lidt af det hele. Solen kan skinne, der kan ligge sne og være is på søen, vi kan se regnbuer og gå ture med hunden eller hygge indendøre med varm kakao. Januar er en måned, som kan lidt af det hele’ sagde en 6-årig og fik drejet sin mors syn på januar i mere positiv retning.
  • Når min datters ben bliver trætte af bakkerne til skole, så minder vi hinanden om, at det giver stærke ski-ben, og så kløer hun på.
  • Da jeg boede i Grenoble, som lå lige neden for Alperne, blev jeg glad, hver gang det regnede – for det betød sne i bjergene og dermed bedre skiføre til min næste skitur.
  • Da vores efterårsferie begyndte at blive så væsentligt forkortet pga. bl.a. stigende flypriser og lange mellemlandinger, at vi kom i tvivl, om vi hellere skulle blive hjemme, tegnede min mand i få sætninger et lækkert billede af os slentrende rundt i Nice og et andet af ham, der byggede cykelskur hjemme – og han var lige tilfreds med begge billeder.

Nogle er gode til at se det positive

Min mand er umanerligt god til at se det positive, være optimistisk, tage ja-hatten på og ikke gruble og bekymre sig. Sådan nogle er gode at omgive sig med – især hvis man selv har nogen af de modsatte tendenser. For de kan løfte en ud af den nedadgående spiral, som man er ved at grave sig ned i. Som forleden, da jeg stressede op og bekymrede mig over, at jeg på min første dag som instruktør for den lokale skiskole skulle have 3 forskellige grupper med stor niveau-spredning på hver 2 timer med kun 2 små pauser imellem – noget helt helt andet end jeg er vant til som instruktør for vores danske skiklub. Hvordan skulle jeg gøre det godt nok for dem alle og nå at tisse og spise og…. ’Men det er jo en del af det eventyr, vi er taget på’ sagde han og vupti kom jeg i tanke om, hvorfor vi havde kastet os ud i det her, fik lagt 12-tals-pigen til side og endte med spændende, gode oplevelser og glade, taknemmelige elever.

Nogle bliver gode af at træne det

Ja, han har lettere ved det. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan blive og er blevet meget bedre til det – med hans hjælp og ved at træne. Man kan træne ved at stoppe op og lægge mærke til en smuk solopgang, mærke et godt kram og sætte ord på og gerne notere alle de gode stunder ned. Dele dem med nogen og med sig selv i sin dagbog. Gør man det i en bog a la ’One Line A Day – a five years journal’, så er det ret hurtigt klaret, og man får den ekstra motiverende bonus at få lov at læse, det man skrev sidste år og forrige år – og det løfter humøret at læse det og at skrive det. For dermed hæfter man sig ved det – og dermed får man øje på mere af det positive.

3 gode ting dagligt

Det er videnskabeligt bevist, at det øger livsglæde og trivsel og mindsker depressive symptomer, hvis deprimerede mennesker i 14 dage skriver 3 gode ting med dagligt – og sætter man barren tilstrækkeligt lavt, kan man sagtens finde 3 gode ting. Det er ikke størrelsen, der tæller. Men det at få øje på det og have det i sin bevidsthed i den ekstra tid, det tager at skrive det ned (eller på skift sige det højt til familien ved aftensbordet).

Gode ting kan være oplevelser, små stunder, et saftigt æble, succes’er, taknemmelighed, eksempler på at have vist sig selv egenomsorg og meget meget andet. Det afhænger af, hvad der for tiden er hjælpsomt for dig at fokusere på.

Huskesætninger

Hvis vi har perioder med tendens til at falde i særlige grublehuller, hvor bestemte tanker kaprer os, kan det være godt at have en huskesætning som ’skjold’ – det kan være den 6-åriges mor har uddraget noget af den 6-åriges udsagn, som hun minder sig selv om, hvis januar føles trist og tung. Det kan være min datter en dag husker sig selv på det med ski-benene, når cykeltrætheden melder sig. Jeg havde glæde af min mands påmindelse om, at vi er på eventyr.

Faktisk er vi på eventyr kombineret med en re-eksamen af mit næste ski-instruktør-niveau. Så når mine tanker begyndte at kredse om, om jeg mon bestod, og hvad der mon skulle til, og om jeg burde træne de der kortsving lidt mere… Så havde jeg en sætning, der hjælp mig: ’Det er et spændende eventyr, og måske består jeg’. Dermed fik jeg husket mig selv på, at selvom vi nok ikke var endt med en uges undervisning for en lokal skiskole, hvis ikke det havde været for min re-eksamen, så glædede vi os begge til at prøve det – uanset om jeg bestod eller ej. Derfor lå jeg ikke og trænede en masse på pisterne i ugen op til. For skiløb skal for mig være en sjov feriebeskæftigelse, ikke en præstation. Det er ikke noget, jeg lever af eller på anden måde er afhængig af. Men 12-talspigen inden i mig ville helst ikke dumpe, så hun måtte jævnligt mindes om, at fokus ikke var på eksamen, men på eventyret, oplevelsen, glæden.

Mentale armbøjninger på mindfulness-kurser

Ja, det var en lettelse af bestå – men jeg tror takket være den tankeprogrammering, at jeg også havde haft et godt eventyr, hvis jeg var dumpet.

Vi har alle nogle tanker, følelser og leveregler, vi skal holde i skak – være opmærksomme på og prøve at afbryde og erstatte med mere konstruktiv tænkning. Nogle gange hjælper andre os, nogle gange har vi en sætning, nogle gange har vi en anden tanke, vi skifter den ud med. Nogle gange noget helt fjerde for at blive mentalt stærkere.

Alle disse metoder træner vi på det næste 8-ugers pragmatiske mindfulness-kursus, som starter 8/3. Måske du vil med?