Vi kan blive herrer over vores sind, ligesom vi kan blive herrer over vilde dyr gennem intensiv, vedholdende træning – og dertil få bonus af et lysere, lettere liv med bedre søvn, kreativitet og performance samt mindre stress og grublerier. Du kan træne i træningscentret, ved at meditere og ved at ’tage trapperne’ dvs. træne ved hjælp af det, du alligevel foretager dig. Jeg har samlet en liste med forslag til det sidste.
Forleden overhørte en jeg samtale i træningscentret Loop omkring vigtigheden af at holde sig i form for at få et langt godt liv. ’Og et lyst sind’ tilføjede kvinden i fyrrerne. ’Ahr sindet er vi ikke herrer over’ mente manden i firserne. Hun fortalte ham derefter, hvor stor forskel det gjorde for de demente, hun arbejdede med, om deres sind var lyst eller formørket.
Men ingen af de to i træningscentret lød til at tro, de havde indflydelse på sindets farvetone – og det gjorde mig trist. For nok er det et langt sejt stykke arbejde at vende hjernens tendens til at fokusere på fare og det negative, dvs. alt det der skal undgås og ændres (jf. det seneste blog-indlæg om, at vi er efterkommere af dem, der løb, når de hørte en gren knække) – men det kan gøres, og det på mange måder, som har mange andre gode bonus’er.
Registrer gode hændelser
Fx ved dagligt at registrere et par gode ting: Noget, du er taknemmelig over, noget der er sket, noget du har gjort – brug evt. en dagbog à la ’One line a day’, så ligger den fremme og minder dig om det, og om et år læser du alle de gode oplevelser fra den dag sidste år… og sidste år… og sidste år. Jo mere, vi vænner hjernen til at få øje på det lyse, jo mere vil den begynde at få øje på det (ligesom når vi ser efter gule biler i trafikken) – og det vil gøre dit sind lysere og din dag gladere.
Desuden er det med til at opøve dig i at styre dine tanker (jf. blog-indlægget ’Hvor god er du til at styre dine tanker?’) – og du bliver bedre til det, for hver gang, du træner at flytte dine tanker et bestemt sted hen: Om det er at sanse en smuk solopgang, lytte til en guidet meditation, tænke på noget andet end grublerierne med de lange fangarme, mærke din kropsholdning eller nogen af alle de andre måder at praktisere mindfulness og dermed lave mentale armbøjninger.
Mikro-pauser og opmærksomhed på dagligdags gøremål
Engang troede jeg, at det kun duede, hvis man mediterede 2 gange en halv time hver dag. Men nu går jeg efter alle de lavthængende frugter: Registrere bevægelsen, når jeg går fra A til B; forsvinde i en sanseoplevelse; kun kunne koncentrere mig om MTB-sporet; tage en pause med et par puslespilsbrikker eller i Loop, hvor jeg kombinerer den fysiske træning med mentaltræning ved at tælle og ikke tænke på noget andet, mens jeg træner.
Dermed træner jeg at styre mine tanker – og min hjerne får et velfortjent hvil og dermed lettere ved at sove om aftenen, som forklaret i sidste blog-indlæg om søvnbesvær.
Jeg har samlet en masse af de lavthængende frugter i en liste med enkle forslag til, hvordan du let kan implementere mindfulness i din dagligdag og arbejdsdag, dvs. i det, du allerede gør – og det virker! Både på stressniveauet, søvnen, tankestyringen, kreativiteten og humøret.
Så kom ikke her og sig, at vi ikke er herrer over vores sind! Det er vi – men det kræver træning og vedligeholdelse, ligesom når vi skal blive herrer over en hund eller hest. Hvis du vil have hjælp , starter næste 8-ugers-kursus i pragmatisk mindfulness til marts.
Hvordan påvirker din tilstand i kroppen dit sind?
Et langt liv er i høj grad afhængigt af sindet. Faktisk er vores tanker dét, der har allermest indflydelse ikke blot på vores psykiske velbefindende men også det fysiske. Og forbundetheden går begge veje, for kroppens tilstand påvirker også vores sind og humør. Det kan du høre mere om i næste uge, når Rosenterapeut Anja Huss skriver om kropsterapien Rosenmetoden. Hvordan en afspændt krop påvirker din måde at opleve verden på. Du kender det nok allerede fra, når du går gennem en dag efter en god nat søvn, og en dejlig morgenstund. Du har ser bare på verden med nogle andre øjne, end hvis du er anspændt og ikke har lukket et øje.
Så husk at brug tid både på den mentale og den fysiske træning – det kan gøres samtidigt.