I blog-indlægget ’Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme’ henviste jeg til Kristin Neffs artikel ’5 myths of selfcompassion’. I dette blog-indlæg vil jeg tage fat på de sidste 3 myter og forklare, hvorfor egenomsorg er det stik modsatte af selvmedlidenhed, dovenskab og narcissisme. Når vi kan være med vores egne knap så kønne sider og vanskeligheder og se dem som alment menneskelige, får vi overskud og større medfølelse og omsorg for andre også. Så motiveres vi af et ønske om sundhed og udvikling frem for en frygt for værdiløshed og afvisning.
Selvmedlidenhed?
Hvis vi har ondt af os selv, er det fordi, vi sidder fast i en forestilling om, at det burde være anderledes, at jeg ’skrev kontrakt på det problemfrie liv’. Hvis vi derimod med åbne øjne – som vi træner gennem mindfulness (opmærksomt nærvær i nuet) – forholder os til det, der rent faktisk sker, så bliver vi ikke så opslugte af smerten. Så kan vi bedre se, at livet er vanskeligt for alle, inklusiv mig – og den følelse af, at det er almenmenneskeligt og at være en del af et fællesskab, vi derved opnår, gør at vi i mindre grad isolerer os med smerten og/eller skammer os over, at dette er overgået mig. For det kan jo ske for enhver.
Dermed får vi lettere ved at bede om og tro på, at vi kan få hjælp fra andre. Vi slipper lettere episoden frem for at blive ved at gruble over den. Måske derfor viser forskningen, at mennesker, som er dygtige til at udvise egenomsorg, har bedre mentalt helbred og lider mindre af angst og depression.
Dovenskab og blødsødenhed?
Når vi vælger at gruble over en episode, er det ofte for at lære af vores fejl, så det ikke sker igen. Vores hjerner og opvækst er fuld af fejlfinderi, og dermed får vi en tendens til at tro, at vi skal motivere med selvkritik – og at hvis ikke, vi bruger pisk og gulerod, så bliver vi noget så dovne (læs i øvrigt blog-indlægget ’Din motivation afhænger af din tilstand’).
Hvis vi ikke er gode til egenomsorg, så styrter vi rundt for at tage os af alle mulige andre. Så er vi så udmattede, at vi naturligvis frygter ikke at kunne rejse os fra sofaen igen, hvis vi stopper op. Derfor frygt for stagnation. og vasketøjsbunker, der hober sig op. Men hvordan motiverer vi vores børn? Med anerkendelse, støtte, opmuntring, forståelse, ’det sker for alle – prøv igen’. Kort sagt med omsorgsfuldhed.
Flokdyr ønsker at bidrage til fællesskabet – kloge hjerner vil bruges
Mennesket er af natur ikke dovent, men et flokdyr, der ønsker at bidrage til fællesskabet. Et dyr med en kæmpehjerne, der vil bruges og får kæmpe dopaminkick i belønningscentret, når vi har løst en udfordring. Så når du har fået hvilet ud, så vil du have lyst at udrette noget – og det er så meget rarere for os selv og dem omkring os, når gejsten driver aktiviteterne. Når vi er drevet af ønsket om sundhed frem for frygten for at være værdiløs. Medfølelse giver os den tryghed, der skal til, for at vi tør se os selv klart og dermed kan udvikle, modne og forandre os med plads til fejl undervejs.
Narcissisme og ligegyldighed?
At gå til psykolog bliver af nogle anset for selvoptaget navnepilleri, af andre som noget for syge mennesker og af flere og flere som en god og vigtig investering i selvudvikling og bedre liv for os selv og dem omkring os.
Siden 80’erne har man været bekymret over den stigende narcissisme i vores kultur, hvor flere og flere mennesker er mere og mere optaget af deres egen fremtoning, af at være bedre end andre – drevet af en angst for ikke at være god nok og blive afsløret og fundet for let.
Egenomsorg hviler på selv-accept af hele den, jeg er, med mine fejl og mangler – og på en forståelse af, at det er almenmenneskeligt at have disse fejl og mangler. Egenomsorg hviler således på en sammenligning med andre, der dyrker hvor ens vi er, frem for narcissismen, der søger at booste et lavt selvværd ved at bilde sig ind eller fokusere på dér, hvor man er bedre end andre.
Egenomsorg leder til øget omsorg for og medfølelse med andre
Narcissisten vil derfor ofte virke ligegyldig over for andre mennesker og deres behov, hvorimod mennesker med en høj grad af egenomsorg genkender sig selv i andre, hvilket skaber et bånd. Når vi kan være med os selv og vores knap så kønne sider, kan vi være mere overbærende over for os selv og andre. Vores grad af omsorg og medfølelse øges ikke blot for os selv men også for andre. Også fordi vi ved ikke at være opslugt af selvoptaget selvmedlidenhed, fremtoning og fejlretten får mere overskud til vores medmennesker.
Vi ønsker vores flok det godt, og det er nok derfor, vi er begyndt at klappe i hænderne, når andre udviser mere egenomsorg (jf. blog-indlægget: ’Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme), også selvom det nogle gange går ud over den, der klapper.
Vil du blive bedre til egenomsorg? Så læs om egenomsorgsgrupperne – den næste med ledige pladser starter til marts/april kl 13.30-16 på 4 torsdage i lige uger. Du kan reservere plads her.