De fleste af os mennesker går rundt og tror, at vi oplever verden, præcis som den er. Men gør vi nu også det?
For over 20 år siden læste jeg NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) og noget af det første, vi lærte, var, at vi mennesker ikke oplever verden som den er. Vi oplever en model af verden.
Hver sekund modtager vi ca. 11 millioner stk. information/bits i sekundet via vores nervebaner i kroppen, via vores sanser.
Videnskaben havde på det tidspunkt undersøgt, at man med sit bevidste sind kun kan opfatte mellem 16-40 bits/sek.
Det vil sige, at en af vores hjernes fornemmeste opgaver er at filtrere en utrolig stor mængde information. Og dernæst præsentere dét for os, som den er programmeret til at finde vigtigst.
Der kan sagtens lagres meget mere information på det ubevidst plan, og det kan man få adgang til ved at arbejde med det.
Har vi haft en eller flere voldsomme oplevelser, hvor vi har følt os truede og overvældede, så dannes der ofte nogle overbevisninger, som hjernen retter sig efter i fremtiden.
Det kan være ”Jeg kan ikke stole på nogen”, ” Hvis jeg viser sårbarhed, så bliver jeg udnyttet”, ”Hvis jeg fortæller min mening, så bliver jeg udstødt” .
Så nu har hjernen nogle guidelines for, hvad den skal holde øje med.
Alt hvad der ”lugter” af den her overbevisning prioriteres.
Og det er desværre ofte sådan, at hjernen prøver at finde endnu flere beviser for, at det pågældende er sandt.
Efterhånden bliver disse overbevisninger godt forankrede i vores system.
Så måske lægger vi ikke mærke til, at der har været 35 mennesker i løbet af en uge, der har gjort præcist, som de sagde de ville, og overholdt alle aftaler. Men den 36. der glemmer at ringe, som de havde lovet, DET viser at ”Jeg kan ikke stole på nogen”.
”Der kan du bare se”.
Det, jeg skriver her, skal på ingen måde være en anledning til ikke at have medfølelse med os selv eller andre, fordi ”det bare er en model af verden”.
Det her er netop hovedessensen af den lidelse, vi bærer rundt på.
Ofte er de ting, som vi har været udsat for ”overstået”, men på godt og ondt lever de videre i os.
Grunden til, at det kan være spændende eller måske ligefrem livsnødvendigt at dykke ned i det ubevidste, er, at det er med til at styre, hvordan vi fremover filtrere det, vi oplever i vores liv. Hvordan vi ser verden.
Marion Rosen, grundlæggeren af Rosenmetoden, arbejdede med at få fat i de her programmeringer eller attituder, som hun kaldte dem, via kroppen.
Overbevisningerne sidder i vores væv, i vores holdning, i vores måde at bevæge os på, trække vejret og i det hele taget hvordan vi befinder os i livet.
Når jeg går ind og starter en session, så lægger jeg hænderne på kroppen og mærker hvordan den ”holder sig”, og ”hvordan den møder mig”.
Jeg lægger mærke til en masse ting omkring, hvordan vejrtrækningen udfolder sig. Om musklerne spænder og hvor.
Som Rosenterapeut lærer vi at aflæse kroppen helt ned i de mindste detaljer. Med årerne bliver man så trænet, at man kan mærke muskelfiber for muskelfiber, hvis noget begynder at slappe af.
Det første er at hjælpe klienten til at henlede deres 16-40 bits/sek til de kropslige sansninger.
Her er det en stor hjælp med de varme, nærværende og nysgerrige hænder en Rosenterapeut besidder. Med ord kan man også blive ved med at lede opmærksomheden tilbage til kroppen.
Hvis der fx kommer en oplevelse op fra fortiden, så hjælper jeg med at sætte tempoet ned. Jeg sørger for at det ikke bare bliver en mental fortælling, men at der kommer informationer med fra det ubevidste omkring hvilken kropslige fornemmelser og følelser, der rørte sig i situationen.
Jeg hjælper klienten med at dosere oplevelsen, dvs. at jeg sikrer mig, at klienten kan rumme det, der kommer op og ikke bliver overvældet.
Ofte bliver klienten mere bevidst om de overbevisninger, der blev dannet.
For det meste handler overbevisningerne om hvordan vi relaterer til andre mennesker. De kommer ofte op i Rosensessioner.
Fx når man mærker de varme og kærlige hænder, og kroppen alligevel værger sig mod at ”tage dem ind”. Så er det man pludselig ser klart, at man lever med en overbevisning om, at hvis jeg bliver blød og viser sårbarhed, så bliver jeg udnyttet.
Som Rosenterapeut giver vi ingen gode råd her, men bliver bare sammen med klienten det sted.
Giver dem tid til at udforske deres overbevisning.
Måske så sker der en forandring indefra!
Noget smelter og kroppen prøver forsigtigt at se om det er trygt.
Her skal der bare gives tid til at ”marinere” i den her nye oplevelse.
På det her tidspunkt sendes der en masse signaler tilbage fra kroppen og op til hjernen, og der kan langsomt over tid dannes nye neurale netværk, nye overbevisninger, nye måder hjernen filtrere informationer på.
En nye model af verden kan se sit lys.