Formål med small-talk

Se small-talk om ’vejret’ og andre emner, du og samtalepartneren kan mødes om, som et fælles tredje, I bruger for at afsøge, om I vil mere med hinanden – og som et nogle gange lidt kedeligt stykke arbejde, der skal gøres for at opnå det ønskede. Eller tag smutvejen og find et struktureret fællesskab, hvor du på forhånd ved, at de andre gider nørde det emne, der interesserer dig, hvad enten det er ski, MTB, rollespil, stress, egenomsorg, mindfulness eller…

Keeeedelige samtaler…

Forleden talte jeg med en klient om Dorthe Carlsens turde-tale-kursus kunne være noget for hende. Hun sagde, at det var ikke så svært at initiere kontakte og sige noget, men samtalerne blev bare så keeeedelige og ligegyldige. ’For hvem gider reelt snakke om vejret?!’

’Vejret er jo bare noget, der er fælles for os. Noget vi kan relatere til og starte en samtale med, for at se, om vi to gider tale sammen, eller om jeg skal undskylde mig med et toiletbesøg’ svarede jeg og fortalte om weekendens vejfest, hvor vi var gået fra børn over faskiner til at tale om mailchimp med de nye naboer. For de arbejder i kommunikationsbranchen, og vi er selvstændige, der er begyndt at se lyset i at bruge den slags. Så det blev til nogle underholdende historier, nogle gode grin og min mand konkluderede på vej hjem, at ’det var nogle skønne mennesker’. Ergo nogle, man godt gider lære mere at kende og bruge mere tid på.

Kan samtaler kun startes ved at spørge ind?

Men det finder vi jo først ud af, når vi har brugt noget tid sammen på nogle lidt tilfældige fælles emner. Det er jo det, der menes med ’vejret’ – hvilket jeg tit forklarer klienter, der synes, det er svært at finde noget at tale med kollegerne om over frokosten. For de har lært, de skal ’spørge ind’. Men de aner ikke, hvad eller hvordan. Jeg foreslår dem gerne, at man også fortælle om en eller anden oplevelse, og se, om der er interesse og bid. Kobler den anden sig på ved at kommentere, spørge ind, fortælle om noget, der kan associeres til din fortælling eller på anden måde tage tråden op og gøre din madding til noget fælles?

Hvad skal du ’bløde’ for at opnå det, du ønsker?

Med klienten forleden var det sværere. For hun var bare dødtræt af kedelige og ligegyldige samtaler, men ville rigtig gerne møde en kæreste. Jeg sammenlignede derfor den indledende smalltalk om et fælles tredje med visse lektier, at gå i træningscentret, sende fakturaer… Det er kedeligt, men det skal gøres for at opnå det, jeg ønsker. På samme måde kunne hun se de kedelige indledende samtaler som en investering/det hårde arbejde, der skal gøres for at finde ud af, om et potentielt interessant hankønsvæsen mon kunne vise sig at være hendes kommende kæreste.

Smutveje

Det gav rigtig god mening for hende – og i vores snak, blev det meget klarere for mig, hvad der ofte er formålet med small-talk  (ja jeg er typen, der tænker og bliver klogere, mens jeg taler). Og dermed også, endnu en grund til, at det er så genialt, når man samler grupper om et fælles tredje og sætter en psykolog til at styre samtalen. For så springer man alle de timers indledende hårdt arbejde over og går direkte til de essentielle samtaler, hvad enten det drejer sig om stress, vægt (starter til januar), mindfulness (starter til marts), at turde tale  eller at yde sig selv mere egenomsorg (starter 5/11)… Læs blot, hvad et par deltagere på sådanne forløb skrev efter første gang:

Jeg havde en rigtig god oplevelse i mandags og er beæret over at I alle delte jeres historier så åbent. Det er jo ikke sådan en snak man normalt har på gaden, selvom jeg nogle gange tænker, at det kunne være godt, hvis man i gang i mellem kunne fjerne facaden og så bare snakke åbent med hinanden og med respekt for det den anden siger.

Tusind tak for sidst. Tænk at et møde på 2 timer med en håndfuld fremmede kan sætte så store spor i én. Man kan jo kende mennesker hele sit liv uden at nå til de her samtaler. Vores første møde har fyldt meget for mig – på den gode måde – og jeg er rørt og ydmyg over at være en del af det strukturerede fællesskab, vi allerede er. Tak for at dele så åbent og ærligt, og tak for de breve, der er kommet siden da.

Jeg sætter selv stor pris på at være fødselshjælper for disse strukturerede fællesskaber og glæder mig til at sætte de kommende i gang – og til hen over sensommeren og efteråret at sende nogle enkle, pragmatiske tips om mindfulness og mikropauser ud her på bloggen. For da går mange af os en tid i møde, hvor vi har ekstra brug for det.