Kategori: Ikke kategoriseret

Der er behov for andre råd og mere kreative løsninger, når den enlige eller den solo-selvstændige skal håndtere stress – for der er ikke de samme naturlige hjælpere at overlade roret og opgaverne til. Og det er svært at prioritere egenomsorg og ro, når andre er dybt afhængige af én. Det mindede min undulat mig om, for den mistede sin mage, før sidste æg var klækket. Heldigvis har den mig, ingen fjender og mad ad libitum. Men hvor finder hårdt pressede enlige og solo-selvstændige gode råd og hjælp?

Jeg ved godt, jeg bryder mit løfte om at skrive om, hvorfor egenomsorg ikke selvmedlidende, doven narcissisme – det holder jeg en anden dag. For livets gang har ramt mig (i bogstaveligste forstand) og fået en gammel tanke op at rumle igen. Så i dag skal I læse om en enlig undulatmor. Min enlige undulat-mor. Hun mistede nemlig sin mage endnu før det sidste æg var klækket (og vi mistede vores elskede, hundeagtige, fjerede kammerat, og det hører I sikkert mere om i et indlæg om at bearbejde tab).

Kan hun klare den?

Undulatmor har siden da haft travlt med at fodre unger, så travlt så hun i starten ikke selv spiste eller drak. Hun spejdede ofte efter ham, som plejede at komme med mad og nus, så snart hun stak hovedet ud af redekassen. Vi spurgte nettet til råds og fandt i min datters gamle legetøj små porcelæns-tekopper, som kunne stilles inde i redekassen og brødføde hende (og de 3 unger, hun også skal spise for), hvis bare man fylder op 3-4 gange dagligt.

Men hvad med afføring og vand, når nu hun ikke vil forlade de små eller er så udmattet, at hun ikke orker at bevæge sig hen til drikketruget? Jeg begyndte nu at række drikketruget op til hende, når hun sad i glughullet. Og at nusse hende, når hun stak hovedet ud. Hun træder desuden gerne op på en finger og lader sig på den føre ud af buret, forretter sin nødtørft og har derefter tydeligvis travlt med at blive ført retur til redekassen.

Egenomsorg viger til fordel for det stærke yngelpleje-instinkt

Ville hun have kunnet klare mortjansen alene uden mig til at agere supporterende undulat-far? Ville hun have prioriteret egenomsorg og fået spist og drukket, eller ladet sig sluge op af omsorg for ungerne?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det tilsvarende er svært for enlige forældre at følge rådene i det gængse stress-materiale, fordi det hele tiden antager, at der er en partner og en chef, der kan tage over, så den stressede kan give slip og mærke, hvad hun har brug for. Få spandevis af ro og vise sig selv egenomsorg.

Men yngelplejeinstinktet er stærkt – ikke kun hos undulater – og ungernes behov, havdenten det er mad, kram, udredning af konflikter eller deltagelse i klippe-klistredag, er bare svære at udlicitere for den enlige forælder. Derfor savner jeg – og de enlige forældre – en bog til dem.

Og rådene i den bog kunne måske også hjælpe den solo-selvstændige, der ikke har en chef at slippe det hele til. Nu ligger jeg heldigvis kun med influenza denne uge – og det har været en stor fordel for min undulat, der har kunnet få support lige på rette tid og sted, fordi vi har stillet buret lige vsa. sofaen, så jeg kan holde øje med hendes mindste vink.

Men en uge væk som solo-selvstændig kræver megen koordinering af nye tider til de kursister og klienter, der må aflyses. Det kræver rigtig mange mails og tanker i et feberhedt, snotfyldt hoved. Skal jeg så kun melde mig syg 75% ift. min sygesikring, når jeg har arbejdet lidt? Fordi jeg har været nødt til det. Gid jeg havde kunnet ringe til en sekretær eller chef, og nogen havde kunnet tage sig af mine arbejdsopgaver eller i det mindste bare af aflysningerne og koordineringen.

Men der er – ligesom med den enlige forælder – ikke nogen til at tage over. Der er nogen, som er afhængige af én, og der er en fremtid, som skal sikres.

Også for mange solo-selvstændige er det svært at følge de gængse stress-råd. Især dem, der gælder, hvis først man er lagt ned. For man kan google sig frem til mange, udmærkede råd for at undgå stress som enlig og selvstændig, men hvad når man har fået stress?

Hvem kan gribe min ansvarsfølelse?

Jeg ville ønske, der snart var en klog, som kastede sig over den svære opgave med en bog til alle dem, der ikke bare kan kaste ansvaret fra sig for en periode – og jeg tror også, den kunne hjælpe alle dem, der måske kunne, hvis de virkelig insisterede. Men som ikke har erfaringer med det; som er skræmt fra vid og sans ved at skulle gøre det; som ved det vil koste dem selv eller andre dyrt at gøre det; som skal være lige så kreative som solo-selvstændige og enlige for at skaffe sig hjælp eller på anden måde føler sig eller er bundet af et kæmpe ansvar.

Jeg tror, min undulat klarer den – med hjælp fra en menneske-‘bonusfar’. Mit liv som mor og solo-selvstændig er godt nok også blevet nemmere, efter der trådte en bonusfar ind på scenen. Men giv mig nogle råd at give til dem uden bonusfædre – for uden selv at indtage føde og væske, så dør både undulatmor og unger. Og uden egenomsorg, så ’dør’ også noget væsentligt i et menneske og dets børn.

I mine grupper prøver vi at finde veje til mere egenomsorg for den enkelte, hvad end deres udfordringer er. Det er nogle gange svært, men altid dybt inspirerende. Ligesom det er inspirerende nu på 5.dagen efter hendes tab, at se undulatmor live mere op.

Egenomsorg er blevet det danske ord, jeg bruger for mindful selfcompassion. Det handler om at omfavne den, der oplever noget smertefuldt, med venlighed, varme, og forståelse og at gøre en indsats for at berolige, trøste og hjælpe. Når der sættes egen eller self foran, så det bliver til egenomsorg eller selfcompassion, og så handler det om at rette den varme, omsorg og hjælpsomhed mod én selv – og pludselig får rigtig mange det meget svært med begrebet. For så er det som om, det pludselig rimer på egoisme, narcissisme, svaghed, dovenskab og selvmedlidenhed…

Kristin Neff, ph.d og professor, som de sidste 15 år har beskæftiget sig med selfcompassion og anses for førende på feltet, har skrevet en formidabel artikel, hvor hun går i kødet på disse 5 myter. Den kan læses her.

Egoisme?

I blog-indlægget ‘Egenomsorg er en forudsætning for ægte og vedvarende omsorg for andre‘ argumenterede jeg for, at egenomsorg netop er en forudsætning for at kunne yde ægte og vedvarende omsorg for andre. Vi skal betragte det som en muskel, der bliver stærkere, jo mere vi træner den, frem for som en mængde, der tages fra, hver gang, vi giver omsorg til nogen.  Bare tænk på kram og mange andre situationer, der gør både giver og modtager godt. Forskningen viser, at jo mere omsorgsfulde forsøgspersoner blev over for sig selv, jo mere blev de det også over for andre – og de undgik at brænde ud. Udbrændthed er den klassiske belastningsreaktion for omsorgspersoner, der ikke kan passe på sig selv, samtidig med at de yder omsorg for andre.

Der skal benzin på bilen, for at den kan køre ud og hjælpe andre. Derfor er vi nogle gange nødt til at afvise at yde andre omsorg for at kunne yde os selv omsorg. men ‘nødt til’ er også i den helt anden ende at spektret end ‘egoisme’ – og de der frygter at være egoistiske, står ofte meget tættere på ‘nødt til’ og på stress-og udbrændtheds-afgrunden, end de er klar over.

Svaghed?

Så er de vel bare svage? Nej, egenomsorg er en af de stærkeste kilder til at cope med og være robust i svære tider – fordi man tør se virkeligheden i øjnene og arbejde med den, frem for at fremstå stærk ved at stuve følelserne af vejen og dermed ikke få dem bearbejdet. Så når du går igennem svære tider, vil du da relatere til dig selv som en allieret ven eller en fjende? Kan du indse dine fejl, tilgive dig for dem og komme videre, viser du dig egenomsorg og styrke.

Der skal meget styrke til at sige fra – jo mere vi øver det, jo bedre bliver vi til det. Og ofte handler egenomsorg om at passe på sig selv ved at sige fra over for andres behov og ønsker.

Egenomsorg handler om at stå op for sig selv og sine værdier. Gøre det, der føles rigtigt – for mig lige nu. Og kunne forblive stående trods de konsekvenser og den shitstorm af andres meninger eller skuffelse, det kan medføre – men har du lagt mærke til, at for det meste findes den shitstorm og alle de forfærdelige konsekvenser jo kun i vores bekymrede tanker?

Klapsalver?

Efterhånden er vi begyndt at rose hinanden for det – og prøve at hjælpe hinanden til at gå ud af den forældede Flinkeskole. Men lige når det gælder os selv, sidder der den der snert af, at jeg ikke kunne ’klare mosten’, var selvcentreret… Men hvis vi lytter godt efter, så sidder der også en lillebitte tanke, der ved, at det var godt og nødvendigt at gå i tide; at det ikke havde gjort nogen godt at slide os selv op; at ved nogle gange at sige nej, så kan vi bedre sige helhjertet ja og blive ved at være der for dem, det virkelig gælder. De nærmeste, som oftest er dem, der betaler prisen, når vi ikke kan passe på os selv.

I gruppeforløbet ’Egenomsorg i stedet for stress, tilsidesættelse og tungt sind’ hjælper vi hinanden til at få øje på mønstrene, på de små succes’er og på at dyrke endnu flere af dem. Kort sagt med at gå ud af Flinkeskolen og ind i en voksen, ansvarlig varetagen på sig selv. Skal du være med, når vi starter et nyt forløb på 5 gange den 3/12?

Læs med i de næste blog-indlæg, hvor myterne om at egenomsorg er selvmedlidenhed, dovenskab og narcissisme kommer under lup – eller snup dem alle 5 i Kristin Neffs version.

I mange år har vi brugt pisk/gulerod til at motivere os selv. Mange af os halser rundt af frygt for, at vi ikke får, det vi drømmer om, altså guleroden, eller hvad der vil ske, hvis vi ikke gør dit eller dat.

Nu har man fundet ud af, at motivation handler langt mere om, hvilken tilstand man befinder sig i, og at finde ud af, om den kan ændres.

Tryg, alarmeret eller modløs

Overordnet taler vi om 3 tilstande.
Der er den, hvor du er tryg. Den er præget af åbenhed, nysgerrighed, kreativitet, leg og nem interageren med andre mennesker.

Så har vi den tilstand, hvor du er mere i alarmberedskab. Du har flere tanker, der handler om, hvis jeg ikke….., så ….. Det er ligesom det, der motiverer dig fx hvis jeg ikke får trænet, så finder jeg aldrig en kæreste… Du vil have fokus på at handle, sige fra, gå din vej.

Og så er der den tredje tilstand, som kan være mere opgivende. Du står måske op om morgen, fordi det gør man, men hvorfor? Der kan det mere være følelsen af modløshed, ensomhed, at være et offer for livets omstændigheder, som er dominerende.

Det er ikke sådan, at vi befinder os konstant i én tilstand. Det kan variere meget. Ofte har vi dele af os selv, der fungerer, står op og går på job, passer børn eller, hvad vi nu gør. Så kan der være andre dele, som titter/vælter frem i forskellige situationer. Måske når vi er alene, eller når vi er sammen med familien. De kan være mere dårligt regulerede. Det afhænger alt sammen af, hvad der ligger til grund for, at du befinder dig i de forskellige tilstande.

I Ballerup Psykologhus kan vi hjælpe folk til at blive bevidste om, hvor de befinder sig. Og hvordan man trygt og roligt kan komme i kontakt med de dele af os selv, som måske lever i en mere alarmeret, dissocieret eller opgivende tilstand.

Kropsterapien Rosenmetoden

I kropsterapien Rosenmetoden går vi ind med vores berøring og med ord og tager kontakt til de her dele. Det handler ikke om at fixe folk, men mere om at blive bevidst, mærke en tryg og nærværende berøring og tilstedeværelse. Og derved begynde at åbne for mere livsglade og motiverede tilstande i os selv.

Hvis du allerede føler dig tryg her i verdenen, så kan det være, du gerne vil assisteres til at få flere potentialer frem i lyset.

Er du meget stresset og i alarmberedskab, så kan det være, at du mangler hjælp og støtte til at blive mere tryg og afslappet.

Er du modløs og føler dig fanget i din krop, måske helt har haft en tendens til at forlade din krop, så kan det være, du mangler hjælp til trygt at kunne mærke dig selv igen og få kontakt med følelser og behov, som har været gemt væk.

Miniworkshop om motivation og tilstande

I Ballerup Psykologhus kan du lære mere om tilstande og motivation på miniworkshops 26/10 + 11/11 kl 17-19.30.

Aftenerne er interaktive, det vil sige, at de bærer præg at de tilstedeværende. Hvilken tilstand er deltagerne i, hvilke spørgsmål bliver der stillet. Der vil være en øvelse, hvor I bliver guidet til at mærke Rosenberøringen og den kontakt, den kan skabe med tilstanden i jer selv. Der vil være en demonstration på en af deltagerne, så …. Jeg glæder mig. Det plejer altid at blive nogle meget hyggelige og spændende aftener. De er aldrig ens, fordi mennesker er forskellige. Der er kun få pladser per gang, så alle får noget ud af det. Der vil blive serveret kaffe/the og lidt snaks.

Grundkursus i Rosenmetoden

Tænker du allerede nu, at det her må jeg da gå mere i dybden med, så kan du tilmelde dig et Grundkursus d. 6-7 nov. eller 26-27 feb. Det koster 2500 kr. Kurset er en introduktion til Rosenmetoden. Den læres gennem din egen personlige udvikling, så det er både for dig der vil udvikle dig og søger inspiration – og for dig, der er interesseret i at blive uddannet til kropsterapeut i Rosenmetoden.

Egenomsorg i gruppe – frem for stress, tilsidesættelse og tungt sind

Hvis du ønsker at arbejde med at få dine tanker, følelser og handlinger til at blive mere venlige og omsorgsfulde over for dig selv og derved komme i den mere trygge tilstand, hvorfra den ægte, kreative, sprudlende motivation strømmer, så læs mere om den gruppe psykolog Andrea Klinkby starter 5/11.

Og læs med i næste blog-indlæg, hvor hun udfordrer flere af myterne om egenomsorg; svagt, selvmedlidende, dovent, narcissistisk, egoistisk… Egoismen blev allerede udfordret i forrige blog-indlæg. Så oktobers blog-indlæg står virkelig i egenomsorgens tegn.

Kunne du have gavn af at lære og træne med andre i egenomsorgsgruppen, som starter 5/11? Egenomsorg handler om, med god samvittighed, at blive bedre til at sige fra og være god ved dig selv – både til gavn for dig og dem omkring dig. Desværre føler mange ofte, at de tager omsorg fra andre, når de yder omsorg til sig selv.   At egenomsorg ikke er egoistisk, men derimod altafgørende for, at vi kan yde god omsorg for andre, fik jeg et rigtig godt argument for, da jeg var på hjertestarterkursus i september.

Sørg for dit underlag først

Instruktøren fortalte os, at vi skal huske at fjerne sten, glasskår og andet, der kan give os en ubehagelig siddestilling, FØR vi kaster os over at give den bevidstløse hjertemassage – for ellers kan vi ikke blive ved med at give ordentlig hjertemassage i al den tid, det kræver. Og dermed at det er bedre at komme lidt senere i gang med hjertemassagen og først tænke på os selv.

Min supervisor brugte for mange år siden en matafor: Som akut krisepsykolog skal din redningshelikopter stå klar, fuldt optanket og serviceret, så du kan springe lige ud i den.

Ligesom vi skal tage iltmasken på os selv først – eller som plejer lade de ældre falde for ikke at risikere en rygskade og dermed fratage de ældre en plejer. Min kusine glemte det og rakte ud efter den ældre en af de gange, hvor det ikke gik godt – for det falder os ikke naturligt at lade en anden falde. Og heller slet ikke, når vi skal sige fra for at passe på os selv og skuffe andre, når vi ikke nåede det aftalte, ikke kan hjælpe eller må bede om hjælp fx til at prioritere – for ikke at gå ned med stress og i en længere periode fratage omgivelserne en god medarbejder, forælder, kæreste eller ven. Eller for hurtigere at komme på benene efter en periode med stress eller andre tunge byrder.

Bliv inspireret, motiveret og bekræftet af andre

Jeg synes stadig, det er svært. Men når jeg fjerner forpligtelser, bliver jeg belønnet med god søvn og overskud og en pludselig lyst til at gøre noget af det, der før var en tung forpligtelse. Når jeg hører andre, der har sluppet selvbebrejdelsernes hammer, vist sig selv respekt eller prioriteret det, der gjorde dem godt, så inspireres jeg til mere egenomsorg.

Derfor er det en kæmpe hjælp at træne det sammen, at være vidner til hinandens udfordringer og fremskridt og modtage støtte, inspiration og sparring – at hente hjælp i formidlet teori og forskning – at forstå egenomsorg ikke er egoistisk, først med hovedet og efter mange, mange erfaringer også med hjertet.

Næste gruppe starter 5/11, og der sidder måske nogle, som har (haft) stress; har gået for længe i Flinkeskolen; har tankemylder og bekymringer; går igennem en hård periode; vil træne at sige ja, nej og pyt; ønsker mere glæde og lethed; vil lære om mindful selfcompassion – og dig?

Gruppe – er det noget for mig?!

Når mennesker er sammen, påvirker de hinanden. Vores problemer og trivsel handler altid i en eller anden forstand om vores forhold til andre: Hvordan vi har det med os selv, hænger sammen med, hvordan vi har det med andre mennesker. Derfor udvikler du dig hurtigt gennem gruppeforløb.

Effekten af at sparre med hinanden – blive spejlet og inspireret – reflektere sammen – har siden tidernes morgen omkring lejrbålet været uvurderlig ift. de livskriser, vi går igennem.

Mange almindelige mennesker føler sig alene og forkerte eller anderledes med deres udfordringer, opførsel, tanker eller følelser. Mange tænker, de er svage, ude af stand til at klare tingene og tage den nødvendige vare på sig selv. Mange finder det befriende at dele tanker og følelser med andre. Læs blot, hvad 2 deltagere skrev efter første gang:

Jeg havde en rigtig god oplevelse og er beæret over at i alle delte jeres historier så åbent. Det er jo ikke sådan en snak man normalt har på gaden, selvom jeg nogle gange tænker, at det kunne være godt, hvis man i gang i mellem kunne fjerne facaden og så bare snakke åbent med hinanden og med respekt for det den anden siger.

 Tusind tak for sidst. Tænk at et møde på 2 timer med en håndfuld fremmede kan sætte så store spor i én. Man kan jo kende mennesker hele sit liv uden at nå til de her samtaler. Vores første møde har fyldt meget for mig – på den gode måde – og jeg er rørt og ydmyg over at være en del af det strukturerede fællesskab, vi allerede er. Tak for at dele så åbent og ærligt, og tak for de breve, der er kommet siden da.

I næste blog-indlæg skriver certificeret Rosenterapeut Anja Huss om fordelene ved at være motiveret fra en tryg tilstand frem for vha. pisk eller gulerod – i det følgende tager jeg fat på nogle flere af myterne omkring egenomsorg; svag, selvmedlidende, dovent, narcissistisk, egoistisk… Så oktobers blog-indlæg står virkelig i egenomsorgens tegn.

Du kender sikkert til det at have sovet dårligt, at få det forkerte ben ud af sengen eller andre former for ubehagelige tilstande i kroppen. Alle livets oplevelser filtreres gennem disse tilstande, og det kan føles temmelig ubehageligt at være til.
På samme måde er det med spændinger i kroppen. Du oplever verden gennem de tilstande, som de skaber.

Tilpasning vha. muskelspændinger
Som mennesker er vi fuldstændige afhængige af, at nogen tager sig af os, når vi er små. Vi gør derfor, hvad der skal til, for at tilpasse os. En af måderne er, at vi undertrykker følelser, som ikke er velsete. Det gør vi ved at spænde op i musklerne forskellige steder i kroppen.
Du kender nok fornemmelsen af at få en klump i halsen, når du er ved at græde, eller en knude i maven, hvis du bliver nervøs. Begge fornemmelser er spændinger, som undertrykker det naturlige udtryk henholdsvis gråd og utryghed.

Er du angst eller overansvarlig?
Rosenmetoden er en kropsterapi, hvor vi med en blid og nærværende berøring tager kontakt til de med tiden ubevidste muskelspændinger. De spændinger, som har formet os, og som for mange med tiden opleves som deres identitet. Er du fx et meget overansvarligt menneske, spænder du ofte op i skulderåget. Du bæger verdens byrder på dine skuldre. Har du mange spændinger i solar plexus, så er dit mellemgulv spændt, og der vil konstant sendes signaler til hjernen om, at der må være farer på færde, der må være noget galt. Du vil derfor føle dig som et meget nervøst gemyt, eller ligefrem som en angst person.

Afspænding giver mod på livet
Når du på briksen får hjælp til at blive bevidst om dine spændinger, og til at kroppen begynder at slippe dem, så kan du opleve verden fra en anden tilstand. Du vil simpelthen se på verden med andre øjne. Du kender det igen fra, når du er træt og stresset, alt kan virke uoverskueligt og trælst. Når du har fået sovet, har du mod tingene og kan se livet med lidt mere friske øjne. Når du er afspændt, har du mere mod på livet.

Kontakt og rummelighed
Når spændingerne slipper, kan du komme i kontakt med de følelser og tilstande, som du oprindelig måtte undertrykke, og det kan godt til en start opleves skræmmende. Det er jo her, hvor hele vores system plejer at sige ”Lad os få det væk eller fixet”.
Nu er situationen bare en helt anden. Du ligger på en dejlig varm briks, du bliver holdt af et par bløde og nærværende hænder. Der er tid og ro til at undersøge reaktionerne i kroppen.
Det helt essentielle i Rosenmetoden er, at du får oplevelsen af at blive rummet og ikke fixet. I stedet for at noget bliver ændret ved dig, så kommer du i kontakt med dybere steder i dig selv.
Det kan være mere bløde og sårbare sider. Mere medfølende dele af dig selv. Det kan også være vrede og aggression, hvor du oplever, at det er et sundhedstræk at kunne mærke, når dine grænser bliver overtrådt.
For at kunne komme i en tilstand af tryghed, så skal du vide helt ind i dit inderste, at du må sige til og fra, og at du stadig bliver respekteret, som det individ du er.

Tryghed
Det der kendetegner en tryg tilstand, er en krop der er blød, åben og afslappet. Du har lagt paraderne ned, og har tendens til at se verden med mildere og mere medfølende øjne. Du lægger simpelthen mere mærke til de ting, der går din vej, end det omvendte. Du oplever mere synergi og større flow.

Rosenmetoden
I Ballerup Psykologhus er det muligt at få Rosensessioner og få undervisning af certificeret Rosenterapeut Anja Huss.

Vil du vide mere om Rosenmetoden, er der mulighed for at deltage på en miniworkshop, som afholdes 26. oktober. Det plejer altid at være nogle meget hyggelige aftner. Der vil være øvelser og en demonstration på en af deltagerne. Rosenmetoden skal nemlig helst opleves.

6.-7. november afholdes et weekendkursus. Kurset er både for dig der ønsker personlig udvikling, og også hvis du har drømme om at blive kropsterapeut. Et weekendkursus er adgangsgivende til den videregående uddannelse.

 

Vi kan blive herrer over vores sind, ligesom vi kan blive herrer over vilde dyr gennem intensiv, vedholdende træning – og dertil få bonus af et lysere, lettere liv med bedre søvn, kreativitet og performance samt mindre stress og grublerier. Du kan træne i træningscentret, ved at meditere og ved at ’tage trapperne’ dvs. træne ved hjælp af det, du alligevel foretager dig. Jeg har samlet en liste med forslag til det sidste.

Forleden overhørte en jeg samtale i træningscentret Loop omkring vigtigheden af at holde sig i form for at få et langt godt liv. ’Og et lyst sind’ tilføjede kvinden i fyrrerne. ’Ahr sindet er vi ikke herrer over’ mente manden i firserne. Hun fortalte ham derefter, hvor stor forskel det gjorde for de demente, hun arbejdede med, om deres sind var lyst eller formørket.

Men ingen af de to i træningscentret lød til at tro, de havde indflydelse på sindets farvetone – og det gjorde mig trist. For nok er det et langt sejt stykke arbejde at vende hjernens tendens til at fokusere på fare og det negative, dvs. alt det der skal undgås og ændres (jf. det seneste blog-indlæg om, at vi er efterkommere af dem, der løb, når de hørte en gren knække) – men det kan gøres, og det på mange måder, som har mange andre gode bonus’er.

Registrer gode hændelser

Fx ved dagligt at registrere et par gode ting: Noget, du er taknemmelig over, noget der er sket, noget du har gjort – brug evt. en dagbog à la ’One line a day’, så ligger den fremme og minder dig om det, og om et år læser du alle de gode oplevelser fra den dag sidste år… og sidste år… og sidste år. Jo mere, vi vænner hjernen til at få øje på det lyse, jo mere vil den begynde at få øje på det (ligesom når vi ser efter gule biler i trafikken) – og det vil gøre dit sind lysere og din dag gladere.

Desuden er det med til at opøve dig i at styre dine tanker (jf. blog-indlægget ’Hvor god er du til at styre dine tanker?’) – og du bliver bedre til det, for hver gang, du træner at flytte dine tanker et bestemt sted hen: Om det er at sanse en smuk solopgang, lytte til en guidet meditation, tænke på noget andet end grublerierne med de lange fangarme, mærke din kropsholdning eller nogen af alle de andre måder at praktisere mindfulness og dermed lave mentale armbøjninger.

Mikro-pauser og opmærksomhed på dagligdags gøremål

Engang troede jeg, at det kun duede, hvis man mediterede 2 gange en halv time hver dag. Men nu går jeg efter alle de lavthængende frugter: Registrere bevægelsen, når jeg går fra A til B; forsvinde i en sanseoplevelse; kun kunne koncentrere mig om MTB-sporet; tage en pause med et par puslespilsbrikker eller i Loop, hvor jeg kombinerer den fysiske træning med mentaltræning ved at tælle og ikke tænke på noget andet, mens jeg træner.

Dermed træner jeg at styre mine tanker – og min hjerne får et velfortjent hvil og dermed lettere ved at sove om aftenen, som forklaret i sidste blog-indlæg om søvnbesvær.

Jeg har samlet en masse af de lavthængende frugter i en liste med enkle forslag til, hvordan du let kan implementere mindfulness i din dagligdag og arbejdsdag, dvs. i det, du allerede gør – og det virker! Både på stressniveauet, søvnen, tankestyringen, kreativiteten og humøret.

Så kom ikke her og sig, at vi ikke er herrer over vores sind! Det er vi – men det kræver træning og vedligeholdelse, ligesom når vi skal blive herrer over en hund eller hest. Hvis du vil have hjælp , starter næste 8-ugers-kursus i pragmatisk mindfulness til marts.

Hvordan påvirker din tilstand i kroppen dit sind?

Et langt liv er i høj grad afhængigt af sindet. Faktisk er vores tanker dét, der har allermest indflydelse ikke blot på vores psykiske velbefindende men også det fysiske. Og forbundetheden går begge veje, for kroppens tilstand påvirker også vores sind og humør. Det kan du høre mere om i næste uge, når Rosenterapeut Anja Huss skriver om kropsterapien Rosenmetoden. Hvordan en afspændt krop påvirker din måde at opleve verden på. Du kender det nok allerede fra, når du går gennem en dag efter en god nat søvn, og en dejlig morgenstund. Du har ser bare på verden med nogle andre øjne, end hvis du er anspændt og ikke har lukket et øje.

Så husk at brug tid både på den mentale og den fysiske træning – det kan gøres samtidigt.

Få kroppen til at hoppe af fare-alarmen mange gange i løbet af dagen og især i timerne op til, du skal sove. Så er der større chance for at krop og hjerne kan falde nok til ro til at sove igennem. Lyt evt. til en bodyscan før sovetid og hent mange andre gode hjælpere i et mindfulness-forløb. 

Kroppens – engang – geniale stressrespons

Vi er – som jeg skrev i sidste blogindlæg – efterkommere af dem, der løb, når de hørte en gren knække. De andre blev ædt. Derfor har vi rent fysiologisk et højt alarmberedskab og en genial stress-reaktion: Når en fare truer, så pumpes der adrenalin ud i kroppen, så vi kan slå hårdere eller løbe hurtigere. Så længe adrenalinen (og de andre stresshormoner) pumper rundt i kroppen, bliver der ikke produceret melatonin og ikke ’givet lov’ til at sove, i hvert fald ikke særlig dybt. For vi skal kunne springe op og løbe ved den mindste lyd.

Det er genialt – ude på steppen. Her i vores moderne verden, hvor det er helt andre ting, der opfattes som farer/stressorer, der ville det være mere praktisk, om vi fik vores søvn, så vi kunne tænke klart, kreativt og med masser af overblik i morgen, når en ny travl dag byder os spændende udfordringer.

Hjernen skelner ikke mellem ægte tigre og papirstigre

Men vores hjerne kan ikke skelne mellem virkelig fysisk fare og deadlines, grublerier og for mange ting i hovedet/indbakken. Så den pumper adrenalin ud, jo mere aktivitet vi er i, i hovedet eller kroppen – og efter en lang dag i fuld aktivitet, så kan den hårdtpumpede krop ikke bare lige lægge sig til at sove. Den kan måske nok falde om af udmattelse, men så vågner den let igen – især når den er nok udhvilet, til at kunne løbe videre dvs. efter 4-5 timer, og så løber tankerne videre, og søvnen er kun noget, vi kan drømme om.

Det kan være tissetrang, der starter det – hvorefter hjernen går i gang med at løse problemer. Og det er derfor, jeg undgår tæt på sengetid at forberede undervisning, undersøge flybilletter, diskutere husrenovering eller andet, min hjerne kan tro, den skal arbejde videre med om natten. For så er det ret stensikkert, at den griber fat i det problem = løber videre, så snart den er vågnet lidt for meget af tissetrang eller et barns kalden. Ja, de fleste af os sover endnu lettere, efter vi har fået børn, eller hvis vi over en længere periode på anden måde har følt behov for at skulle kunne vågne og handle om natten.

Få nervesystemet i ro mange gange i løbet af dagen og i god tid før sengetid

Så lad være med at udfordre din hjerne med krævende tanke-aktivitet tæt på sengetid.

Hold mange små pauser i løbet af dagen, så dit nervesystem kommer i ro og ikke bare gearer op op op. Hver gang, du gør ingenting (fx ved at meditere, fokusere på din vejrtrækning, glo ud af vinduet et minuts tid) signalerer du til din krop og nervesystem, at der ikke er fare på færde – og dermed sænkes alarmberedskabet, og det bliver meget lettere at falde i søvn i aften.

I næste blog-indlæg vil jeg komme med flere forslag til mikro-pauser i løbet af dagen – og hvis du har besvær med at sove, vil jeg foreslå dig at læse den gratis pjece ’Søvnbesvær – gode råd’, hvor vi har samlet de bedste råd.

Brug bodyscans og mindfulness

Rigtig mange har glæde af at lytte til en bodyscan (en meditation, hvor du guides rundt i kroppen på 5, 10, 20 eller 30 min), hvis de har svært ved at falde i søvn eller vågner om natten. For det tager tankerne væk fra det, de gerne vil kredse om – og rundturen i kroppen skaber helt automatisk en naturlig afslapning af kroppen. Derfor har jeg indtalt en del bodyscans ’med søvnstop’ dvs. jeg slutter ikke med at sige, at du skal åbne øjnene, men lader bare stemme og evt. musik dø hen, så du kan sove videre, hvis du er faldet i søvn, og det var det, du ønskede med meditationen (Prøv dem og mange andre gratis guidede meditationer af ved at klikke her) – og jeg kan love dig for, at der er mange på mine mindfulnesshold, der igennem årene har været rigtig glade for de meditationer og andre mindfulness-teknikker, fordi det har hjulpet dem til bedre søvn. Måske du skal være med på næste hold?

Mange tror, at tanker og humør er lidt ligesom vejret – noget vi må leve med, som det er. Men så skal vi affinde os med skyer og regnvejr 70-80% af tiden, for så mange af et gennemsnitsmenneskes tanker er med negativt indhold grundet vores fortid hver især og som menneskerace. Men den procentdel kan bringes væsentligt ned – med bevidst mentaltræning vha. fx mindfulness.

Vidste du, at vi går glip af ca. halvdelen af vores vågne liv, fordi vores tanker og opmærksomhed er et andet sted end her og nu?

Vidste du, at vi tænker ca. 65.000 tanker i døgnet, at 95% af dem er gentagelser og 70-80% af dem med negativt indhold?

Vidste du, at vores hjerne er gearet til at være ekstra opmærksom på alt, der er negativt og farligt, fordi vi nedstammer fra dem med det højeste angstberedskab – for det var dem, der overlevede ude på sletterne?

Vidste du, at de tanker, vi tænker mest, laver flest synaptiske forbindelser i hjernen og derfor bliver dem, der er endnu større chance for, vi tænker næste gang, fordi det er den ’motorvej’ hjernen automatisk vælger?

Vidste du, at vi kan optrampe og øge sandsynligheden for at tanken drøner ned af den ’dyreveksel’, der går i en anden retning, ved at blive klar over vores tankemønstre og vaner og ved hjælp af øget opmærksomhed i nuet at gå imod dem igen og igen ved fx at registrere positive oplevelser, succes’er, taknemmelighed, lege med andre tolkninger af en situation og stoppe broksætningen, bekymringstanken eller selvkritikken ved at sætte en anden tanke i stedet?

Vidste du, at den slags mentaltræning, det at blive bedre til at styre opmærksomheden, faktisk er hovedformålet med at træne mindfulness? At din og min opmærksomhed er den mest eftertragtede vare i samfundet? At der bruges milliarder i at forske i, hvordan man fanger og fastholder din opmærksomhed for at få et budskab eller produkt igennem? At den, der ’vinder’ i vores dages samfund, er den, der kan styre sin opmærksomhed og ikke lade sig rive hid og did – for alt for manges vedkommende også om natten…

Skal vi kigge lidt på søvnbesvær i næste indlæg? Hvis det er noget, du bokser med, kan du hente en pjece med gode råd her. Og hvis du gerne vil blive bedre til at styre din opmærksomhed, så overvej om et kursus i mindfulness kunne være noget for dig.

Se small-talk om ’vejret’ og andre emner, du og samtalepartneren kan mødes om, som et fælles tredje, I bruger for at afsøge, om I vil mere med hinanden – og som et nogle gange lidt kedeligt stykke arbejde, der skal gøres for at opnå det ønskede. Eller tag smutvejen og find et struktureret fællesskab, hvor du på forhånd ved, at de andre gider nørde det emne, der interesserer dig, hvad enten det er ski, MTB, rollespil, stress, egenomsorg, mindfulness eller…

Keeeedelige samtaler…

Forleden talte jeg med en klient om Dorthe Carlsens turde-tale-kursus kunne være noget for hende. Hun sagde, at det var ikke så svært at initiere kontakte og sige noget, men samtalerne blev bare så keeeedelige og ligegyldige. ’For hvem gider reelt snakke om vejret?!’

’Vejret er jo bare noget, der er fælles for os. Noget vi kan relatere til og starte en samtale med, for at se, om vi to gider tale sammen, eller om jeg skal undskylde mig med et toiletbesøg’ svarede jeg og fortalte om weekendens vejfest, hvor vi var gået fra børn over faskiner til at tale om mailchimp med de nye naboer. For de arbejder i kommunikationsbranchen, og vi er selvstændige, der er begyndt at se lyset i at bruge den slags. Så det blev til nogle underholdende historier, nogle gode grin og min mand konkluderede på vej hjem, at ’det var nogle skønne mennesker’. Ergo nogle, man godt gider lære mere at kende og bruge mere tid på.

Kan samtaler kun startes ved at spørge ind?

Men det finder vi jo først ud af, når vi har brugt noget tid sammen på nogle lidt tilfældige fælles emner. Det er jo det, der menes med ’vejret’ – hvilket jeg tit forklarer klienter, der synes, det er svært at finde noget at tale med kollegerne om over frokosten. For de har lært, de skal ’spørge ind’. Men de aner ikke, hvad eller hvordan. Jeg foreslår dem gerne, at man også fortælle om en eller anden oplevelse, og se, om der er interesse og bid. Kobler den anden sig på ved at kommentere, spørge ind, fortælle om noget, der kan associeres til din fortælling eller på anden måde tage tråden op og gøre din madding til noget fælles?

Hvad skal du ’bløde’ for at opnå det, du ønsker?

Med klienten forleden var det sværere. For hun var bare dødtræt af kedelige og ligegyldige samtaler, men ville rigtig gerne møde en kæreste. Jeg sammenlignede derfor den indledende smalltalk om et fælles tredje med visse lektier, at gå i træningscentret, sende fakturaer… Det er kedeligt, men det skal gøres for at opnå det, jeg ønsker. På samme måde kunne hun se de kedelige indledende samtaler som en investering/det hårde arbejde, der skal gøres for at finde ud af, om et potentielt interessant hankønsvæsen mon kunne vise sig at være hendes kommende kæreste.

Smutveje

Det gav rigtig god mening for hende – og i vores snak, blev det meget klarere for mig, hvad der ofte er formålet med small-talk  (ja jeg er typen, der tænker og bliver klogere, mens jeg taler). Og dermed også, endnu en grund til, at det er så genialt, når man samler grupper om et fælles tredje og sætter en psykolog til at styre samtalen. For så springer man alle de timers indledende hårdt arbejde over og går direkte til de essentielle samtaler, hvad enten det drejer sig om stress, vægt (starter til januar), mindfulness (starter til marts), at turde tale  eller at yde sig selv mere egenomsorg (starter 5/11)… Læs blot, hvad et par deltagere på sådanne forløb skrev efter første gang:

Jeg havde en rigtig god oplevelse i mandags og er beæret over at I alle delte jeres historier så åbent. Det er jo ikke sådan en snak man normalt har på gaden, selvom jeg nogle gange tænker, at det kunne være godt, hvis man i gang i mellem kunne fjerne facaden og så bare snakke åbent med hinanden og med respekt for det den anden siger.

Tusind tak for sidst. Tænk at et møde på 2 timer med en håndfuld fremmede kan sætte så store spor i én. Man kan jo kende mennesker hele sit liv uden at nå til de her samtaler. Vores første møde har fyldt meget for mig – på den gode måde – og jeg er rørt og ydmyg over at være en del af det strukturerede fællesskab, vi allerede er. Tak for at dele så åbent og ærligt, og tak for de breve, der er kommet siden da.

Jeg sætter selv stor pris på at være fødselshjælper for disse strukturerede fællesskaber og glæder mig til at sætte de kommende i gang – og til hen over sensommeren og efteråret at sende nogle enkle, pragmatiske tips om mindfulness og mikropauser ud her på bloggen. For da går mange af os en tid i møde, hvor vi har ekstra brug for det.

Har du prøvet det, at halsen snører sig sammen og ordene forsvinder? Kender du nogen, hvor klappen gik ned? Råber Janteloven i dit øre: Du ikke skal tro, du er noget særligt?

Mange af os får ikke sagt, hvad vi mener, ved, føler eller oplever, når vi er blandt mennesker, vi ikke er 100% trygge ved. Halsen snører sig sammen og ordene forsvinder. Måske begynder sveden at pible frem, håndfladerne bliver klamme, og hjertet pumper derud af. Det lyder så nemt, når alle andre stiller sig op foran på talerstolen og fortæller vidt og bredt om, hvad de ved, hvilke holdninger de har, eller hvad de lige har oplevet.

Hvad er hemmeligheden ved at TURDE TALE?

Det sjove er, at der er ikke nogen hemmelighed. Det er bare at gøre det. Tal og byd alle kroppens små signaler velkommen. Forvent kropslige reaktioner, når du taler. Det er et bevis på, at du taler om noget, der er vigtigt for dig. Og til trods for at vi selv kan mærke kroppens små signaler, så er det faktisk de færreste, der opdager kroppens signaler hos andre. Sidst du hørte én tale, kunne du se pulsen var forøget? Kunne du se sveden pible? Og hvis du kunne se sveden, gjorde det så noget for din oplevelse af det, du hørte? Nej, vel?

Ødelægger kropslige signaler talen?

Vi tror ofte selv, at vores kropslige signaler ødelægger vores tale, men det gør de ikke. Kroppen fremhæver vores tale, så det virker langt mere autentisk på tilhørerne. Så prøv næste gang du selv skal sige noget foran andre, at sige hvad det er, kroppen gør: ”Puha, hvor jeg kan mærke mit hjerte banke lige nu” eller ”Nøj hvor jeg sveder – håber ikke I kan lugte mig ;-)”

Du kan også spørge dem, du kender, hvordan deres krop reagerede, da de sidst talte på jobbet, til festen, ved eksamen eller hvor der ellers bliver talt. Du vil finde ud af, at alle kroppe reagerer, når vi taler!

Sig hvad du føler og mener og bed om det, du gerne vil have

Et godt lille trick eller en huskesætning er: ”Sig hvad du føler og mener og bed om det, du gerne vil have!” Sætningen lyder så simpel, men faktum er, at de fleste af os går rundt uden at sige, hvad vi føler og mener og drømmer om, at andre kan gætte, hvad vi gerne vil have. Det skaber tit skuffelse, da ingen andre end dig selv ved, hvad du gerne vil have. Så tør du sige, hvordan du har det?

Vil du finde ud af mere omkring dig selv og din krop, når du taler? Vil du gerne kunne holde et oplæg eller en tale? Så kan et turde-tale-kursus måske være noget for dig. Se mere her

I næste blog-indlæg kan du læse mere om formålet med small-talk – og smutveje for at komme mere direkte til målet…