Valg og fravalg

Forleden talte jeg med en klient om at fravælge nyheder og podcast på turen til og fra arbejde for at skaffe sig selv tid til den refleksion, ro og væren med sig selv, han ønsker. Han syntes – som de fleste, jeg foreslår den slags – at det da ikke går sådan ikke at følge med og være opdateret. Jeg svarede, at det har jeg klaret meget godt i 10-15 år. Hvortil han replicerede, at jeg nok ville få et problem på tirsdag, når jeg ikke kunne finde Poul Nyrup på stemmesedlen.

Det grinede vi en del af, og mit kryds til Folketingsvalget bliver da helt sikkert ikke lige så velunderbygget, som da jeg i gymnasiet havde samfundsfag og EF-studier og tilmed legede politiker i UngdomsEuropaParlamentet.

Men jeg har heller ikke den tid, jeg havde dengang – eller rettere, jeg har mere, der kæmper om de 24 timer, et døgn består af. Og derfor er jeg tvunget ud i mange flere fravalg. Det er vi alle. Unge mennesker i dag har også endnu mere, der kæmper om deres tid og opmærksomhed, end i min ungdom. Dengang eksisterede begrebet FOMO (Fear Of Missing Out) ikke – selvfølgelig eksisterede fænomenet, men ikke i samme grad som i dag.

Sværere at svigte andre

Når vi skal vælge noget fra, står vi ofte i dilemmaet, om hvem vi skal skuffe, svigte og nedprioritere – og tit er det nemmest at vælge os selv og vores behov fra. Fordi forpligtelsen over for andre og arbejde vægter tungere.

Sidst jeg lå syg, tog det mig næsten 2 uger at komme ovenpå – det tror jeg, var fordi jeg nedprioriterede min krops behov. Vi havde billetter til en musical, jeg havde glædet mig til. Så jeg stod ud af sengen og klarede den på Panodil og Gajol. Næste dag kunne jeg da også lige stå op og køre to timer for at hente datteren, der havde været med Mormor i sommerhus for også at få en på opleveren, når nu jeg bare lå i sengen/var i teatret. Ugen efter var det Danmarks Mentale Sundhedsuge, hvor jeg traditionen tro havde flere opgaver for afdelinger, der havde sat mange timer af til at arbejde med psykisk trivsel (i år handlede det stort set alle steder om at navigere i konstant forandring og uvished) – og det hostede og snottede jeg mig igennem, for det var jo planlagt ind i mange menneskers kalendre…

Alle valg koster noget

Min krops behov blev nedprioriteret, fravalgt – og det havde en pris. Valg og fravalg har altid en pris. Min klient skal overveje, hvad han helst vil undvære: At være velorienteret om tingene derude i verden, eller at være velreflekteret og bedre i stand til at håndtere de udfordringer og udviklingspunkter, han står med derhjemme. Eller han skal fravælge noget helt tredje for at få plads til begge.

Jeg har truffet et aktivt fravalg, hvor jeg bruger meget lidt tid på Nyhederne, fordi det frigør tid og holder mig mere mental sund ikke at blive bombarderet med informationer, der kan gøre mig bange og frustreret, men som jeg ikke kan gøre noget ved (se uddybning i blog-indlægget ‘Sundt at være uvidende om den seneste udvikling i Ukraine‘). Jeg har længe været bevidst om at træffe aktive fravalg – fx bedt min mor om ikke at fortælle, hvad der var af lokale børneaktiviteter de kommende weekends, fordi det kan være svært at vælge spændende fristelser fra, og børn har brug for ro og uplanlagt tid.

Hjælp til at vælge egenomsorg

Det har jeg også, og det var en god påmindelse at være sløj så længe – en påmindelse om at sige nej til nye klienter, holde mine grænser, lytte til min krops behov, stuve den dårlige samvittighed af vejen, lukke øjnene for nullermændene, få lavet min morgengymnastik, nusset et dyr, lavet noget unyttigt… Kort sagt få opprioriteret mig og vist mig selv egenomsorg.

Det er svært for mange af os – derfor er det noget af det, vi fokuserer allermest på i egenomsorgsforløbene: At træffe sunde valg og fravalg, være bevidst om vores valg. Aktivt fravælge i stedet for, at omgivelserne træffer fravalgene for os, mens vi lader os rive rundt i manegen af det ene ’vigtige’ efter det andet. Så vi på vores dødsleje fortryder, at vi tilbragte for lidt tid med vores nærmeste og arbejdede for meget (eller om 40 år vil dødsleje-fortrydelsen måske gå på, at vi sad for meget med hovedet i en skærm?).

Det er forskelligt for os, hvad der er de gode til- og fravalg – også i forskellige perioder af vores liv. Det vigtige er at blive bevidst om dem, om muligheden for at vælge, om nødvendigheden af aktiv stillingtagen, af at træffe upopulære og ubehagelige valg, hvis vi skal vende kurven af stress, angst og depression. Hvis du også kunne bruge støtte i den proces, så starter næste forløb med 4-6 deltagere over 4 x 2,5 timer for 2800 kr den 1/12 – og vi kunne godt bruge et par nysgerrige, søgende, reflekterende hoveder og hjerter mere.

Pattedyr i flok

Mennesket er splittet mellem behovet for at høre til og være elsket (for det er i yderste konsekvens det pattedyr i flok overlever på) og behovet for frihed til at gøre, som jeg finder bedst. Dertil kommer, at vi tilhører mange forskellige flokke og ikke kan gøre dem alle tilfredse på en gang. Den spittelse ligger nedenunder megen stress, angst og depression – og det kan derfor være hjælpsomt at forstå de mekanismer og genkende dem hos sig selv og andre, hvis man vil blive bedre til at passe på sig selv.

Vi mennesker har kæmpestore sociale antenner – for vores overlevelse afhænger af det. Som pattedyr med kæmpe hjerner fødes vi hjælpeløse og må forlade os på vores skrig og nuttede øjne i håbet om, at nogen vil give os mad og varme. Og vi begynder allerede i vores første leveår at prøve at regne ud, hvad der skal til, for at dem, vi er afhængige af, kan lide os og vil blive ved at give os den fysiske og psykiske næring, vi har brug for.

Vi er pattedyr, som lever i flok med hierarki, status og forskellige opgaver, som forskellige mennesker tager sig af det. Det er det, der har bragt os så langt; at vi kan samarbejde og uddelegere og se nytten i at nogle gør et og andre noget andet, og så deler vi maden, lønnen, overskuddet…

Frihed vs. Tilhør

Derfor er vi også ret hurtige til at rette vores sociale antenner mod de mange grupper, vi efterhånden bliver en del af – for at aflure, hvad der skal til for at blive inkluderet og få status. Nogle gange strider det mod vores værdier, eller hvad vi har lyst til. Mennesket står derfor tit i et dilemma mellem frihed og at høre til.

De fleste af os bevæger os på et kontinuum, hvor vi nogle gange vægter friheden og gør, som vi mener/har lyst og andre gange fuldstændig indordner os – det er derfor, der blandt pattedyr findes en fjerde overlevelsestrategi ud over fight-flight-freeze. Den hedder fawn dvs. at underkaste sig, at please.

For det meste gør vi noget midt imellem – og nogle er mere tilbøjelige til at indordne sig end andre. Men alle får vi en god kemisk cocktail i hjernen, når andre anerkender og værdsætter os. Så det trækker en del – og derfor balancerer mange det meste af tiden ovre på den side at kontinuummet, hvor de mest tilsidesætter sig selv og mest gør, hvad andre har brug for ønsker – for at få anerkendelse, for at høre til, for at overleve. Det kan faktisk starte et voldsomt angstanfald overhovedet at tænke på at sige fra, hvis man hovedsageligt tilpasser sig flokken.

Mennesker er med i mange flokke

Hvad når det at tilpasse sig én flok (fx arbejdet) betyder at sige fra i en anden flok (fx familien, vennerne)?

Hvis man primært vælger at tilpasse sig, vil man uværgeligt jævnligt stå i store vanskeligheder, fordi vi er medlemmer af adskillige umættelige flokke.

Dette er bl.a. med til at skabe den tsunami af stress, angst og depression, der skyller ind over den vestlige verden – og derfor at rigtig mange har brug for hjælp til at sætte grænser, sige ’nej’, ’hjælp’ og ’pyt’. Fordi vores pattedyrs- og flokdyrsfysiologi ligger neden under mange problemer, der på overfladen kan se forskellige ud, så giver det ekstra mening at tale sammen og genkende sig selv i hinanden. Opdage man ikke står alene og er mærkelig, men man faktisk bare er sin natur – ligesom alle de andre, og at man har brug for hjælp og inspiration til, hvordan man kan navigere anderledes, så man slår sig mindre på de vilkår, vores biologi og den moderne verden tilsammen sætter.

Genkendelse og forståelse hjælper os forbi at være prisgivet vores natur

Derfor går der en prås op for mange, når jeg gennemgår Paul Gilberts 3 følelsesregulerende systemer (prøv at google det) med egenomsorgsgrupperne, eller hvad der sker, når en fight-reaktion vendes indad. Men allermest når vi hører hinanden fortælle.

Jeg bliver rørt hver gang, og jeg glæder mig til at starte en ny gruppe op af vidt forskellige pattedyr i flok den 3/11. Læs mere eller ring og spørg, hvis du måske kunne være interesseret i en plads i gruppen.

Overvej også en mindfulness-workshop, hvis du gerne vil have nogle værktøjer til at sænke alarmberedskabet og lytte mere efter dig selv.

 

 

Et glimt af værdifuld indsigt

Hvad er medvirkende til at en oplevelse kan blive et traume, altså sætte sig i kroppen og skabe fremtidige reaktionsmønstre?
Kan der være guld at hente i et traume ved at bringe det frem i rolige og trygge omstændigheder?
Læs med her

Traumer
To ting er med til at en oplevelse kan gå hen og sætte sig som et varigt traume i kroppen. Det ene er, at oplevelsen er for følelsesmæssigt overvældende. Det vil sige, at man ikke kan nå at bearbejde oplevelsen, mens den foregår. Der sker så meget og så voldsomt på een gang, at det ikke kan nå at blive opfattet og husket af vores bevidste del af hjernen.
Den anden komponent er, at der ikke var en person, der kunne hjælpe os med at få bearbejde oplevelsen, imens den stod på eller bagefter.

Fortrængning og indsigt
Vi husker måske kun det allermest gruopvækkende, eller måske har vi fortrængt oplevelsen. Og vi gør alt, hvad vi kan – bevidst eller ubevidst – for at undgå at komme i en lignende situation igen.

Ved ikke at få hjælp til at folde en oplevelse ud i ro og tryghed, kan vi måske overse vigtige og helbredende glimt af indsigt, som også kan være en del af en livstruende situation.

Jeg arbejder dagligt med klienter, der har haft den slags overvældende oplevelse. Her vil jeg – med tilladelse fra personen – dele en af dem, som havde et smukt strejf af indsigt.

Overlevelsesinstinkt kan sidde i nakken
Jeg havde mine hænder ved nakkerosetten, som er den del af nakken, der sidder helt oppe under kraniekassen. Det er her vi trækker os op, når vi virkelig får et chok, eller vi er varigt truet på vores eksistens. Klienten kom i kontakt med en erindring om, at han var ved at drukne. Det var hans onkel, ”der var ved at lærer ham at svømme”. Den oplevelse var han bekendt med, og det gav ikke så meget reaktion i kroppen. Han lå sådan lidt stiv på briksen. Der var noget undren og noget skam forbundet med ikke at have kæmpet mere for sit liv. Hans hoved syntes, at det var lidt for dårligt!

Den reaktion er der mange traumatiserede personer, der kender. ‘Hvorfor gjorde jeg ikke mere modstand?’ Men ikke at gøre modstand er en del af det at gå i freeze-mode: Man stivner, og kroppen lukker ned.

Den nye vinkel
Når en erindring kommer op, har jeg lært og efterfølgende erfaret, at der altid er en lille ny ting at få øje på, hvis man får tid, ro og tryghed nok. En vinkel, man måske ikke lige havde set før. Så da jeg spørger ham om, hvad han lægger mærke til af nye ting i denne situation, smelter hans nakke, og han husker et glimt, hvor han gav slip og vandet var så blåt og så smukt. Der var et helt fantastisk lys.

Det var et meget rørende øjeblik. Meget smukt.

Hvis man har beskæftiget sig med nærdødsoplevelser, så var stemningen her, noget der mindede om det, folk beretter, når de kommer tilbage.

Sammen kunne vi hvile i denne erkendelse.

Helbredende indsigter
Når man får indsigter af denne slags, så er der virkelig noget fundamentalt, der kan ændre sig, og en form for dybere helbredelse kan finde sted. Det er et indre slip, en tilstandsforvandling, en ny måde at opleve verden på. Det kan være svært at forklare. Men jeg har selv oplevet, hvordan sådan et glimt af indsigt kan være livsforvandlende.

Har du lyst til at arbejde med dig selv og med andre via kroppen, så er der stadig plads på det introduktionskursus i Rosenmetoden, som finder sted her 10-11 september.

Blev du ramt af hverdagen?

Mange af os havde en lidt groggy første uge med tidligt op, på arbejde, i skole, madpakker osv… Og det er jo et godt tegn på, at ferien har været et sundt break i et andet gear og en anden ’verden’. Desværre betød det for flere deltagere på mindfulness-fortsætterholdet, at de ikke kunne overskue at komme første gang – og det er jo et tegn på at starte lidt for voldsomt op.

Blid landing

Jeg har lært ikke at starte de første par dage op med fuld klientbookning, at ease mig ind i hverdagen, sætte tid af til at læse mails, at lave lidt nemmere mad og i det hele taget gøre overgangen mindre brat. Hvad med dig? Er det noget, du tænker på? Har du fundet nogle metoder, der virker for dig i dit liv, din overgang fra ferie til arbejde? Og hvad med overgangen fra arbejde til ferie? Den er for mange ofte meget presset, og man kan blive helt stresset af at skulle på ferie.

Overgange

I mindfulness arbejder vi meget med overgange: Overgange fra arbejde til fri, fra fordybelse til mødeaktivitet, fra alene til sammen… Vi arbejder bl.a. med at sætte et lille mellemrum ind, så kroppen og psyken kan omstille sig og skifte modus. For det er vidt forskellige udgaver af os selv, vi bruger, om vi skal præsentere nogle slides, skrive et fagligt tungt dokument, gå fra email til email eller være nærværende med vores børn. Men nogle gange går skiftene så hurtigt, at vi tager det hurtigere arbejdstempo med os hjem, eller bruger flere dage af ferien på at komme ned i tempo, eller være helt udmattet den første uge på arbejde.

Mindfulness og mentaltræning kan også hjælpe til bedre søvn, til mere effektivitet og bedre prioritering og overblik, til at være mere tilstede og mindre på autopilot, til at blive herre over dine tanker frem for slave af tankemylder, bekymringer, sortsyn eller angst, og dermed kan du øge din livskvalitet markant med blot 8 ugers træning (og et vist vedligehold derefter;-). Hvis du selv eller nogen, du kender, kunne være interesserede, så tag et kig på Pragmatisk Mindfulness-kurset. Det næste starter 27/9 kl 17-19.

Du kan også finde tips, viden og forslag fra mindfulness og mentaltræning i artiklerne:

Og tjek vores kalender for andre spændende kurser: Egenomsorg, kropsterapi og mandalategning er blot nogle af efterårets fristelser.

Håber du får en skøn sensommer med varmende solstråler, regnduftende planter, farvespil, rengbuer, solnedgange og masser af nærvær – naturen en god hjælper.

Bliver din ferie en pause?

Så er det ferietid… Og de fleste forbinder det med at få en pause fra hverdagen. Men hvad vil det egentlig sige at holde en pause?

Pause er afledt af det græske pausis, der betyder standsning. Et kortere eller længere tidsrum hvor en aktivitet er ophørt og midlertidig ligger stille.

Så hvad er en pause for dig?

Denne definition må jo bl.a. betyde at pauser ikke er det samme for alle mennesker!

Har du til dagligt et meget stillesiddende job, så kan det være du har brug for at komme ud og cykle en masse ture.

Har du et tungt fysisk arbejde, så var det måske en ide at vælge en liggestol på en græsk sydhavsø.

Men det er ikke altid, at det er så nemt at få sadlet om. Det er ofte lidt ligesom en bil i fart. Når man slipper speederen, så kører den meget længe og det kan være svært at komme ned i gear.

Forvirrende signaler i kroppen

Inde i vores krop kan der være en masse forvirrende signaler, når vi ikke er i dyb kontakt. Fx havde jeg en klient den anden dag, der havde været til fysioterapeut og havde fået en masse øvelser. Det gjorde ondt og det gav følelsen af, at de muskler bare skulle til at tage sig sammen.  Og det gjorde hende ked af det. Når jeg mærkede på hende krop, så kunne jeg fortælle hende, at jeg ikke fornemmede, at hun havde brug for at tage sig sammen. Der var muskler, der arbejdede meget hårdt inde bag ved, og det føltes som om, de havde været spændt til deres yderste i mange mange år. Så der var ikke noget at sige til, at hun fik ondt og blev ked, når hun skulle prøve at spænde buen endnu mere, end den allerede var i forvejen.

Hvorfor er musklerne spændt, når vi sidder stille?

Folk med meget stillesiddende job kan sagtens have mange af de her meget dybe muskelspændinger, fordi de konstant og måske fra en tidlig skolealder har skulle undertrykke impulsen til at springe op og bevæge sig. Det gør vi bl.a. med de store lårmuskler. Det er faktisk så ubehageligt at skulle undertrykke denne impuls, at fornemmelsen til sidst glider hen i det ubevidste. Man kan ikke længere mærke den iboende lyst til at ville røre sig.

Kan du mærke trætheden?

Lidt på samme måde er det med mennesker, der er vandt til at undertrykke fornemmelsen af træthed. Behovet for at holde en pause. De bliver ligesom bare ved og ved. De bliver rastløse og urolige, hvis der ikke kommer resultater på bordet.

Min egen erfaring er, at det er meget hjælpsomt at starte ferien med at få hjælp til at få musklerne ud i deres naturlige længde, altså at få dem til at give slip. På den måde kan de give dig et signal om, at de har lyst til at springe omkring. Muskler elsker nemlig at udvide og trække sig sammen. Det er det, de er født til. Og også til at bare være i hvile og kun have den grundspænding, som er den, der viser, at vi er i live.

I Rosenmetoden arbejder vi med de spændinger, som af den ene eller anden grund spænder, selv om vi lægger os ned og gerne skulle lade briksen bære os.

Der er altid en eller anden dagsorden i de spændinger. Og de holder altid på et eller andet, som vi ikke tidligere har følt bare kunne være en del af os. Det kan være noget følelsesmæssigt eller det her med impulserne til handling.

Når spændingerne slipper, så bliver den energi frigivet, der før var på arbejde i musklen. Den er nu til din rådighed. Og samtidig får du kontakt til den mere spontane og autentiske del af dig selv.

Hør mere om, hvordan du kan få musklerne ud i deres naturlige længde eller hjælpe dem til standsning ved at kontakte kropsterapeut Anja Huss.

God sommer!

OBS Grundkurset i september er flyttet til 10-11. september. Dermed bliver der på dette kursus også bliver mulighed for at prøve Rosenbevægelserne. Komme i kontakt med bevægelse uden anstrengelse. Kurset er derfor en time længere, men jeg vælger at prisen er den samme. Der er max 8 pladser!

 

Muskelspændinger er som at køre med bremsen trukket

Føler du dig ofte drænet og helt flad, selv om du har sovet og forsøgt at slappe af? Så kan det skyldes, at du har kørt med både bremsen og speederen i bund på samme tid.

Stress og udbrændthed

Ofte når jeg har mennesker med stress og udbrændthed på briksen, så finder jeg mange spændinger i både ballerne og i baglåret.

I Rosenmetoden siger vi, at ballemusklerne er kroppens motor. Det er dem, der driver os frem. Og baglåret svarer til bremsen.

Når folk har haft rigtig travlt, og livet bare suser forbi, så kan folk godt mærke, at den er gal. De begynder at træde på bremsen i forsøget på at kunne følge med. Men samtidig går de også i panik over ikke at kunne levere det samme, som de plejer, og dermed bliver speederen også trådt i bund.

Logisk nok slider det enormt på energi-reserverne, og til sidst er der måske ikke nogen tilbage.

Muskelspændinger og overbevisninger

I Rosenmetoden lægger vi hænderne på de spændte muskler, og folk får en bevidsthed om hvor meget de egentlig bruger af energi, bare på at være til. Når man ligger ned på en briks, skulle man jo i princippet være helt blød og afslappet. Men sådan er det sjældent.

De spændinger, der er tilbage, når vi ligger ned, har en sammenhæng med de overbevisninger, vi har fået igennem livet. Fx ”Jeg skal klare mig selv” –  ”Det er ikke sikkert at åbne mit hjerte” – ”Jeg skal yde før jeg kan nyde”.

Spændingerne er der jo af en grund. De er opstået på et tidspunkt, hvor vi har været følelsesmæssigt overvældede og ikke har fået den hjælp og støtte, vi havde brug for. Vi bliver nødt til at spænde op og lukke af og komme videre.

Og så kører livet ellers derudaf…

Meningsløshed og mindreværd

Mange kommer så, når livet har lagt dem ned. De kan simpelthen ikke mere. De kan være deprimerede, udbrændte, stressede og fyldt med meningsløshed og mindreværd.

Selv om det er lidt strengt at sige, så er det faktisk et virkelig interessant sted at være. Når jeg spørger ”Hvis du havde kunnet, ville du så bare have fortsat?”… ”ja, det havde jeg nok”. Men nu er de lagt ned. Og er tvunget til at tage livet op til overvejelse.

Livsvigtige spørgsmål

Hvem er jeg? Hvad er egentlig meningen med mit liv? Hvad er det, der dræner mig? Hvad gør mig glad og giver mig energi?

Hjælp?

Har du brug for et kærligt rum til at stille de her spørgsmål? Har du brug for hjælp til at rumme de følelser, der kommer op, når du ikke længere kan holde ”den muskulære” facade. Når du ikke længere kan eller vil gøre det, som du plejer.

Som Marion Rosen sagde ”At gå fra den du tror du er, til den du virkelig er”.

I Ballerup Psykologhus er vi mange forskellige behandlere, der kan hjælpe dig.

En af de ting du kunne overveje, var at tage et kursus i Rosenmetoden. At sætte et par dage af til bare at marinere i stemningen af nysgerrighed, accept og kærlig opmærksomhed og mødes med andre mennesker, som er på en opdagelsesrejse tilbage til dem selv. Det kan være lige det, der får dig ind på det rigtige spor igen. Næste kursus i Rosenmetoden er 11-12.juni og allerede den 18. maj kan du få en smagsprøve på en mini-workshop.

Vil du have 10.000 kr til et arrangement om mental sundhed på din arbejdsplads?

Så skal I  i år nå at søge inden 3/6!

Vellivforeningen deler ifm. Danmarks Mentale Sundhedsdag op til 10.000 kr ud til afdelinger og teams, der i ugen op til efterårsferien (8-16/10) vælger at sætte tid af til at arbejde med et for dem relevant emne inden for mental sundhed. Vellivforeningen støtter hvert år mange hundrede små og store arrangementer – og i år har de valgt at sætte ansøgningsfristen til 3/6, og give svar 1/7. Så er der bedre tid til at planlægge arrangementet, få det i alles kalendre og evt. finde den rette facilitator.

Jeg synes, det er super effektivt at arbejde med hele teams og afdelinger, deres specifikke udfordringer, ønsker og fælles grundlag – og jeg er glad for, at tilskuddet fra Vellivforeningen har gjort det muligt for endnu flere virksomheder at få mental sundhed på dagsordenen.

Jeg har derfor reserveret ugen i håb om, at støtten fra Vellivforeningen faciliterer, at jeg igen kan  komme ud og hjælpe endnu flere virksomheder til at  skabe nye gode vaner i arbejdsdagen. Jeg har bedt mine kolleger gøre det samme. For kun Dorthe kan lave sit fantastiske turde-tale-turde-dele-kursus. Anja kan få kroppe i tale som en anden hestehvisker. Jeg viser smutveje til hjernepauser med åndedræt, stemme og sanser – og skovler alvor ind gennem storgrinende munde …

Tænk over, hvad der kunne være godt og hjælpsomt for jer at arbejde med, find inspiration på danmarksmentalesundhedsdag.dk – eller tag en snak med en af os om det, så kan vi sammen kredse os ind på tema og form.

Det kan fx være stress, arbejdsglæde, samarbejde, kommunikation, forandringer, overskud, trivsel, mindfulness, arbejdsmiljø eller noget helt andet, som er vigtigt for din og dine kolleger/medarbejderes mentale sundhed. Det kan være en workshop, et foredrag, standup, TEDtalk, teambuilding eller et andet arrangement, I tror, vil være godt for jer og er villige til at bruge nogle minutter på at beskrive i ansøgningen.

Sandsynligheden for at få de 10.000 kr er meget stor, og ansøgningsprocessen enkel – men vi hjælper også gerne med den.

Læs også om de nye puljer hos Vellivforeningen, hvor virksomheder kan søge op til 250.000 kr til mental sundhed.

Og gå til vores kalender og kursus-side for at blive inspireret af de kurser, workshops og foredrag, vi allerede holder og har holdt – egenomsorg og mindfulness starter igen til efteråret. Som noget nyt holde Gitte Theil mandalakursus i september, og lige om lidt tilbyder Anja endnu engang sine populære, berigende og beroligende kurser og workshops i den kropsterapeutiske Rosenmetode.

Den indre kritiker – skam og bebrejdelser

Når vi vokser op, så integrerer vi vores omgivelsers vurdering af os. Deres udsagn og deres udtryk, der fortæller, hvordan de oplever os. Det bliver til vores indre stemme, som mange mennesker fejlagtigt tror, er dem selv. Det bliver til det miljø og den stemning, der er inde i os.

Hvordan taler den stemme til dig?

Skaber den et indre kærligt miljø med masser af forståelse og medfølelse?

Eller oplever du ofte at blive talt til af dig selv i en meget fordømmende tone?

Skam og bebrejdelser
At tale fordømmende til sig selv kan medføre følelsen af skam. Ikke at være værdig til andres kærlighed og billigelse. Er denne følelse for voldsom, lukkes der ofte af, og vi kan blive helt følelsesløse. Det kan også være, at man projekterer den væmmelige følelse, man har indeni ud på andre, og så bliver kritikeren optaget af bebrejdelser.

Begge dele kan være ret giftigt og skadeligt for os selv. Med skam, som er rettet indad, der føler vi ikke, vi er noget værd, at vi ikke burde være her, og at der ikke er nogen, der kan elske os.

Med den ydre kritiker bebrejder vi, stoler ikke på andre og holder dem ude i strakt arm.

Begge dele besværliggør det at få de virkelige nære og trygge relationer, vi drømmer om. Og den støtte vi egentlig længes efter.

Skam og bebrejdelser som selvbeskyttelse
Selvfølgelig kan kritik være på sin plads, hvis andre overtræder vores grænser. Det er ikke det, vi taler om her. Her er det ligesom blevet en del af din personlighed, hvor du konstant beskytter dig selv mod igen at blive skuffet og overvældet af tidligere følelser, der har været i dit liv. Det er blevet en del af den måde du opfatter dig selv eller verden på. Læg mærke til, hvis der er mange generaliseringer: “Verden er af lave”, “Man kan ikke stole på nogen” etc.

Reaktivering
Alle de her stemninger sidder ikke bare i det mentale, men i din krop. Ofte kan de her ting være lagret i dig, før du overhovedet har en erindring om det. Det kan være, at du har fået ”blikket” og samtidig er blevet straffet. Senere skal der ikke andet til, end at nogen kigger på dig, på den der måde… Så er du med det samme kastet tilbage i genoplevelsen af overvældende og ubehagelige følelser.

Din krop den krymper sig måske, eller du gør dig klar til at flygte eller gå til angreb. Måske du slet ikke kan forstå, hvad der sker og så begynder selvbebrejdelserne.

For at få et indblik og en dybere forståelse af alle disse mekanismer, har vi brug for et kærligt miljø, hvor vi kan undersøge, hvordan mønstrene spiller sig ud. Vi har brug for at blive holdt og støttet, og ikke endnu engang bare blive vurderet og bedømt.

Farvel til perfektionisme
I Rosenmetoden har vi mange års træning i at møde os selv på den måde. Og det dejlige er, at jo bedre vi kan møde os selv med kærlighed og medfølelse, jo mere breder det sig også til at inkludere andre.

Vi dropper mere og mere ideen om at noget kan blive perfekt, og dermed først på det tidspunkt være værd at holde af. Vi ser, at vi er mennesker, med alt hvad det indebærer.

Rumme i stedet for plaster på såret
Det kræver rigtig meget træning at kunne være med et andet menneske, der føler sig skamfuld og fordømmende. Ikke bare at gribe til den nemme løsning, at give dem et plaster på såret, ved at sige: “Nej, du er da ikke…” osv. At blive i smerten, så den kan blive undersøgt, og den kan blive ledt derhen, hvor den hører til. Måske var det ikke vores skyld, at vi ikke kunne tage vare på os selv, da vi var små. Måske er det helt normalt at give udtryk for vores behov, vores vrede og vores sårbarhed, men der var ikke nogen, der kunne rumme det. I stedet for at det bliver vendt indad og fører til skam eller udad og fører til bebrejdelser, kan det nu blive rummet, som en del af det at være menneske.

Har du lyst til at lære at skabe det rum for dig selv og evt. andre, så kunne det være, du skulle se om et kursus i Rosenmetoden var noget for dig? Næste grundkursus er 11-12.juni – og inden da kan du snuse til metoden på en mini-workshop 18. maj.

Sundt at være uvidende om seneste udvikling i Ukraine

Sidste blog-indlæg spurgte: ’Tør du sige, hvordan du egentligt har det?’ I det her kunne jeg spørge: Tør du gøre det, du egentligt har brug for? Og ved du, hvad du har brug for? Og hvorfor? Mange aner ikke, at deres nervesystem går i alarmberedskab af at se/høre om vold og andres lidelse. Derfor får de for tiden ikke skærmet sig fra nyhedsbombardementet og dermed bevaret det overskud, der er nødvendigt for at være der for sig selv, sine nærmeste og andre. Dermed risikerer mange at blive stressede uden at vide hvorfor, og dermed hvad kuren er.

Fra Fight til Freeze på en fredelig biltur

Jeg havde glemt, at mit nervesystem som psykolog er temmelig belastet (jf. Per Isdals bog ‘Medfølelsens pris’), og at jeg derfor kun kan tåle information om verdens vold og katastrofer i meget små doser, da jeg efter to ugers skibobbel på vej hjem, tænkte, at jeg da hellere måtte få lidt styr på, hvad det var for noget med at Rusland havde invaderet Ukraine. Et par timer af vores biltur gik således med lytte til artikler og tale om situationen.

Vi kom til en rasteplads, og min mand foreslog, at jeg købte et par sandwiches med tilbage. Jeg ledte trippende efter min pung, vrissede af manden og løb ind for at tisse. Vel tilbage vrissede jeg over, at jeg havde troet, vi skulle spise på restauranten. ’Det kan vi da godt’ svarede han og begyndte at gå hen mod restauranten, hvor jeg endte med at stirre apatisk på menukortet i adskillige minutter uden at kunne beslutte mig for noget, eller for om jeg nu egentligt hellere bare ville have den der sandwich.

Jeg var gået først i ’fight’ (da jeg vrissede af min mand) og nu i ’freeze’, fordi mit nervesystem var uden mit vidende gået i alarmberedskab af at være blevet bombarderet med krig, vold, ødelæggelse, hensynsløshed, smerte og tab i flere timer.

Nervesystemet alarmeres af andenhånds-oplevelser

Min – og din – hjerne er nemlig ikke særlig god til at skelne mellem, om vi reelt oplever noget selv eller ser/hører andre opleve det. Derfor bliver vi i godt humør af en glad film, smittes af et smil, jubler med vennen.

Men derfor skal vi også passe på, hvor meget smertefuldt og katastrofalt vi oplever på andenhånd. Især fordi, når vi oplever det på andenhånd, så kan vi sjældent handle på det, og rammes derfor let af magtesløshed og ’freeze’, hvor stresshormonerne hober sig op i kroppen uden at blive forbrændt. Derfor kan vidner til ulykker have brug for krisehjælp – og derfor skal vi passe på, hvilke og hvor mange nyheder, vi udsætter os selv og andre for.

Men det kan være svært at hoppe af nyhedsstrømmen, fordi der går lidt cliffhanger/et-afsnit-mere i vores dopaminhungrende hjerne og fordi det kan være svært ikke at være up-to-date og velinformeret – fx hvis vi godt kan lide at have styr på tingene, eller hvis vi synes, det virker uengageret ikke at interessere sig = at følge med.

Indre pres for at hjælpe andre

Der er heldigvis mange andre måder at engagere sig i lige netop denne verdenskrise – for dem, der har overskuddet til det. Og det at kunne gøre noget, gør at mange bedre kan tåle nyhedernes pres på nervesystemet – derfor ser vi også så mange individuelle initiativer.

Det kan dog lægge yderligere pres ned over den, der ikke har overskud og måske tilmed får drænet sin energi af et nervesystem, der er løbet løbsk, fordi vedkommende ikke får skærmet sig ift. nyhederne. Derfor presser nogen sig til at gøre mere, end de kan. Andre sidder i det magtesløse hul, hvor de overvældes og drænes, bliver stressede og kortluntede. Begge dele går i sidste ende ud over dem selv og deres nærmeste.

Hvordan passer du på overskuddet?

Det er individuelt, hvor meget vi påvirkes – og om vi lægger mærke til det. Mange er slet ikke bevidste om, at det sker. Jeg blev det heldigvis hurtigt, undskyldte, spiste en sandwich, hørte noget god musik og fik det bedre – og i ugerne herefter, har jeg været ekstra optaget af at gøre andre opmærksomme på vores nervesystems manglende evne til at skelne mellem oplevet og andenhånds fare og af at hjælpe den enkelte til at tillade sig at skærme sig, tage egen iltmaske på først, sikre underlaget (jf. blog-indlægget ‘egenomsorg er en forudsætning for ægte og vedvarende omsorg for andre’)… Kort sagt vise sig selv omsorg og medfølelse; mærke, hvad jeg kan og har brug for og er i stand til at yde og modtage af indtryk hvornår (fx er midt på dagen bedre end morgen og aften, og de fleste vil bedre kunne klare en dokumentar frem for en reportage fra et brændpunkt eller at høre om/se børneofre – og netop derfor er det børn, vi vises, når nogen ønsker at aktivere vores hjælpergen).

Lær det i en egenomsorgsgruppe

I sidste uge var det tid at sikre, at tidligere deltagere i mine egenomsorgsgrupper, tog godt vare på sig selv midt i verdenskrisen – og stor var min glæde, da de alle var bevidste om indflydelsen og havde forskellige strategier, og ikke mindst havde det OK deres strategi. De tænkte ikke, at de dermed var egoistiske, selvcentrerede eller uengagerede – og dermed gav jeg mig selv et kæmpe check-mark. For de fleste, som starter rejsen mod mere egenomsorg, starter også ud med en holdning om, at det måske nok vil være godt for dem, men også meget meget egoistisk.

Hvis du også tænker sådan, så læs blog-indlægget ‘Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme‘ og overvej, om du kunne tænke dig at blive bedre til egenomsorg og til at have det OK med det – og dermed få mere overskud til at være noget for andre (fx hjælper vi jo ingen ved at høre nyhedsbulletin efter nyhedsbulletin) og vrisse mindre af dem.

Næste gruppe starter 7/4-22. Klik her for mere information

Tør du sige, hvordan du egentligt har det?

De fleste af os bliver dagligt spurgt til, hvordan det går? Eller hvordan man har det? Og vi svarer troligt: ”Det går fint, tak!” Men ofte er det bare en sætning, vi siger, selvom det slet ikke går så fint endda. Der er ikke mange, der tør sige, hvordan vi har det sådan helt ærligt, da vi ofte er bange for at være svage, at være brokkehoveder, at åbne for Pandoras æske eller bliver pinlige over, at vi ikke har styr på livet. Vi går ofte i en forestilling om, at alle andre har det godt og har totalt styr på alt i livet, for det ser jo sådan ud…

Øv dig

Faktum er: Ingen har totalt styr på alt i livet, og vi har det alle af h… til en gang imellem. Så hvad skal der til, for at vi tør sige det højt uden at lyde svage eller brokkende, men med accept af, at der er gode og dårlige dage i livet? Det korte svar er øvelse. Jo mere vi taler om, hvordan vi faktisk har det, des mere finder vi ud af, at alle har udfordringer, og vi ikke er svage eller brokkende, fordi vi taler om alle aspekter af vores liv.

Tilsæt selvværd og egenomsorg

Det lidt længere svar er øvelse og selvværd samt en lille portion egenomsorg. Mennesker lærer gennem øvelse, så jo mere vi øver os i noget, jo lettere bliver det. Øvelse gør mester, men det er lettere at finde motivationen til øvelse, hvis vi tror på vores eget værd. Hvis vi helt grundlæggende tror på, at det vi gør er godt og lige så meget værd, som det andre gør, så bliver det lettere at turde tale om, hvordan vi faktisk har det, fordi vi så ”bare er og gør som alle andre”.

Den lille portion egenomsorg skal bruges til at bede om hjælp. Mange af os tror, vi skal klare al ting selv, og det er en fiasko at bede om hjælp. Det er ikke en fiasko at bede om hjælp, tværtimod så er det omsorgsfuldt for både dig selv og andre, da ingen er tankelæsere og kan gætte, hvad du gerne vil have. Det er lettere at overkomme udfordringer, hvis vi hjælpes ad med at komme igennem dem. Sig hvad du føler og mener og bed om det, du gerne vil have. Sammen er vi stærke!

Hvad vil du dele med andre i dag? Hvordan har du det rent faktisk i dag? Tør du sige, hvordan du har det?

Øv dig og øg dit selvværd i en omsorgsfuld lille gruppe

Hvis du gerne vil turde tale og sige, hvordan du har det, men måske er lidt nervøs for, hvordan andre vil reagere, så kan et turde-tale-kursus være noget for dig. Det er en lille gruppe, hvor alle kommer med samme ønske om at turde tale. Alle øver sig i at dele, men ingen deler mere, end de selv har lyst til. Vi åbner ikke Pandoras æske. Vi lærer at acceptere alle aspekter af vores liv. Vi taler om, hvordan kroppen helt naturligt spiller med, når vi fortæller om, hvordan vi faktisk har det. Vi hjælper hinanden med det svære, og vi ser ganske tydeligt, at alle mennesker er ligeværdige.

Det næste starter 23/3 kl 16.30-18.30 og der er endnu et par ledige pladser – hør mere om det eller tilmeld dig til psykolog Dorthe Carlsen.