Kategori: Ikke kategoriseret

Min farmor lærte mig at strikke, da jeg var 12 år. Den gang var det mest grydelapper, halstørklæder og tøj til Barbie. Sidenhen er det blevet til meget mere. Så meget at min mand kærligt omtaler det som Strikkeværket, og mange får hjemmelavede gaver til jul og fødselsdage. Der går ikke en dag uden strikketøjet er fremme.

Hvad har du lavet i dag? Hvordan gør du det?

Har du en hobby, syssel eller håndværks-mæssig interesse, der kan få dig til at glemme tid og sted?

Meget af det, vi som mennesker beskæftiger os med, handler om, hvad vi laver eller gør og ikke så meget om, hvad vi tænker. Det kan der være mange forklaringer på – en af dem er Craft-psykologi.

Craft-psykologi er psykologien bag menneskers passionsbårne engagement i skabelsen af noget materielt. Det være sig både håndarbejde i alle former, spille musik og håndværk, som vi får lov til at udføre med stolthed. Vi har brug for mikrosucceser i form af at følge processen i at skabe noget, og føle os kompetente i det, samtidig med, at vi sætter spor i verden. Det behøver ikke at have en nyttefunktion eller være blivende for at give os en følelse af velvære. Puzzlespil, Mandala tegninger, akvarel, krydsord og papirklip er alle eksempler på sysler, som er en repetitiv rytmisk bevægelse, der kan optage vores fulde opmærksomhed, give os velvære og nulstille kroppens indre uro og stress fornemmelser.

Hvorfor er det svært at slappe af, når vi laver ingenting?

Når vi ikke er igang med at lave noget aktiveres vores selvbevidsthedsnetværk i hjernen. Vi overvejer vores fortid og fremtid, vores status og bekymringer, vores sociale relationer og plads i verden. Hvilket i sig selv ikke lyder som et svært sted at være i tankerne, men vi er 4 gange så tilbøjelige til at fokusere på det negative i forhold til det positive, og derved kan vi øge vores generelle angstniveau ved at sidde og lave ingenting, mens tankerne rumsterer derudaf i forsøget på at forudsige, hvad der kommer og tage læring med fra hvad, der har været. Kierkegaard har kaldt det refleksionssyge. Fokuserer vi derimod på en færdighedskrævende aktivitet bliver selvbevidsthedsnetværket sat på pause. Det at lave en aktivitet, der skaber en reel oplevelse af at gøre noget, giver en oplevelse af kontrol, som nedbringer angstniveauet i kroppen.

FLOW

FLOW er teorien om optimale oplevelser. Vores opmærksomhed har 120 bit/sek. at gøre godt med, og vi kommer i FLOW, hvis vi bliver fuldt engageret og bruger hele opmærksomheden på én aktivitet. Det er der, hvor vi glemmer tid og sted – bare er helt opslugt af gøremålet. Det er der, hvor der ikke er noget stressrespons i kroppen. Der, hvor vi bliver nulstillet og kommer i trivsel.

Det er ikke alle opgaver, der kræver fuld opmærksomhed. Når vi for eksempel lytter bruger vi 50% af vores opmærksomhed, hvilket giver plads til koblet aktivitet. Hvis vi ikke laver noget, samtidig med at vi lytter, vil selvbevidsthedsnetværket begynde at gruble sideløbende med det, vi lytter på. Laver vi derimod noget samtidig med, at vi lytter, oplever vi afslapning og koncentration. Det er derfor mange sidder og kruseduller, klikker med kuglepennen eller finder strikketøjet frem fra tasken, når de skal lytte til en længere fortælling. Mange gør det også mens de taler i telefon, fjernsynet kører eller radioen spiller. FLOW er en særlig mental og kropslig tilstand, der kan opstå, når vi er i en tilpas udfordrende situation, hvor hele opmærksomheden er optaget, og vi oplever livet som optimalt.

Trivsel

Craft har en sundhedsfremmende virkning på niveau med motion. Det giver en oplevelse af indre ro, når vi laver en manuel aktivitet, som vi kan lide at lave og som har en passende sværhedsgrad. Vi får flere positive emotioner, vi oplever FLOW, vi finder ro gennem kontrol af opmærksomheden, vi oplever mening i vores præstationer og mestring. Vores problemløsningsevne og kognitive kapacitet øges – Vi oplever en masse mikrosucceser. Vi er i trivsel.

Ligesom motion er en halv til en hel time om dagen med craft-aktiviteter med til at opretholde vores sundhed og velvære.

Se/hør mere på:

https://annekirketerp.dk/craft-psykologigammel/teorien-bag-craft-psykologi

https://www.dr.dk/lyd/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2023/brinkmanns-briks-kan-strikketoej-goere-dig-lykkelig-11032321393

https://craftsundhed.dk/

I blog-indlægget ‘Har du brug for et kram?‘ kaldte jeg strategien med at tilbyde andre et kram for at få et kram for en effektiv ‘krykke’, man kan bruge for at få det kram, man har brug for – men ikke tør bede om af frygt for afvisning, eller fordi man synes, det er svagt at bede om, eller at den anden burde kunne læse ens tanker og behov. I dette indlæg følger jeg op på, hvordan vi kan designe vores egen individuelle en trappe af tilpas udfordringer ift. at smide den ‘krykke’ og begynde ikke blot at bede om kram men også at give os selv kram – fordi begge dele udløser oxytocin. Trapper og triggers er adfærdsdesign, der virker, når vi skal bryde gamle vaner og skabe nye. Læs med nedenfor og tag evt. også en tur omkring blog-indlægget ‘Bikini. grupper og adfærdsdesign… Hvad har det med hinanden at gøre?!’.

Det er stærkt at kunne stå ved sig selv, at sige ‘jeg’ i stedet for ‘man’. Det er mindre omstændeligt, manipulerende og uklart. ‘Jeg har brug for…’ er en stærk sætning, vi alle burde øve os på – og en, der leder til megen mindre kritik af den anden i en diskussion, end ‘du burde også…’, ‘du gør…’ o.lign.

At stå ved ‘jeg’ viser selvrespekt, en tagen vare på sig selv, kontakt med sig selv og sine behov.

Alligevel foretrak deltagerne på retreatet ‘krykken’ med at tilbyde andre et kram, indtil vi borede lidt ned i det med afvisning, svaghed og idealet om at skulle kunne klare alting selv, på trods af, at mennesket er et flokdyr. I flokke er det naturligt at udfylde forskellige funktioner og dermed have brug for hinanden.

Trinvis øgning af udfordringen

Efter nogen drøftelse gik deltagerne med til, at der var bestemte personer eller situationer, hvor de gerne ville prøve at bede om et kram. Og det er netop sådan, vi udvikler os: Gennem trinvis øgning af udfordringen. Først overhovedet starte med at tilbyde andre et kram, dernæst identificere situationer, hvor man kan øge sværhedsgraden ved at bede om et kram. Dernæst udvide med endnu flere situationer, hvor man kan bede om et kram…

Forudsat naturligvis, at man opnår succes på de nedre trin af trappen. For succes giver mod til at gribe næste udfordring. Og det er netop derfor, at man ikke beder én med højdeskræk om at gå op på 10. sal men starter på 1. og går videre til 2. sal, når vedkommende kan trække vejret nogenlunde på 1. sal. Mange nytårsfortsæt eller besøg hos diætister fejler, fordi man går direkte efter målet og springer alle de små trin og succes’er på vej dertil over og bliver overvældet. Tekst skal også deles op af overskrifter, afsnit, kommaer, mellemrum.

Derfor landede deltagerne på hver deres trappe med overskuelige udfordringer og glædede sig til at gå igang. Læs evt. blog-indlægget ‘Bikini, grupper og adfærdsdesign… Hvad har det med hinanden at gøre?!’ for mere om trapper og adfærdsdesign inkl. et par link til Chris McDonald og Morten Münster.

Self-soothing

Få dage efter mødtes jeg med min første egenomsorgsgruppe, som 2 år efter vores første møder  nu mødes hveranden/tredie måned og støtter hinanden i at tage de næste skridt på hver deres trappe. Dagens tema var, hvad vi havde lært om egenomsorg af vores forældre og rollemodeller. Jeg guidede en meditation, hvor deltagerne reflekterede over forældrenes evne til at vise sig selv egenomsorg i løbet af deltagernes barndom. Undervejs så jeg en stille tåre på en kind og en deltager, som begyndte at ae sin ene hånd med den anden hånds tommelfinger.

Jeg blev rørt over at se hende huske at yde sig selv omsorg og medfølelse, imens hun dykkede ned i sårbart stof, der gjorde hende ked af det. For vi har arbejdet med noget, som byder mange imod: At man kan kramme sig selv. Selvfølgelig er det ikke det samme som at få et kram af en anden. Men det udløser også oxytocin – især hvis det er hud mod hud.

Derfor har vi leget med at kramme sig selv, og jeg har opfordret deltagerne til at ae deres hænder i svære situationer – fordi det er hud mod hud og kan gøres diskret under et bord, hvis man er nødt til at udholde en ubehagelig situation. Faktisk gør vi det allerede – ofte ubevidst –  når vi lægger armene om os selv (over kors) eller kryber i fosterstilling under dynen for at trøste, støtte eller holde på os selv. Her savner jeg et dansk ord for ‘soothing’, som er det ord, Paul Gilbert bruger om omsorgssystemet.

Jeg roste bagefter deltageren for at huske på at ‘soothe’ sig selv – og hun fortalte, at hun har en gammel vane med at pille i neglerødder. Når hun griber sig selv i den, skifter hun i stedet over til at ae sig selv. Dermed har hun en trigger, der husker hende på at starte den nye rutine og dermed et nyt habitloop, der hjælper hende til at skabe en ny vane (jf. indlægget om bikini, grupper og adfærdsdesign). Og hun får bremset sig selv i en uhensigtsmæssig vane, der sandsynligvis er opstået ud af et behov for at slippe for at mærke den psykiske smerte ved sat overdøve den med en fysisk smerte, som ofte er grunden til selvskadende adfærd.

Hvor blev jeg bare glad på hendes vegne!

Eksperimentér og design din trappe – evt. med hjælp fra andre

Hvis du også blev glad på hendes vegne, så gå evt. igang med at lave nogle eksperimenter med at kramme dig selv, ae dig selv (ja, det virker fjollet, men prøv nu bare), tilbyde kram og bede om kram. Design din trappe – og hvis du har brug for hjælp, så vil mine kolleger og jeg gerne hjælpe gennem et individuelt forløb eller gennem deltagelse i næste Egenomsorgsgruppe 7/2 eller Turde-tale-gruppe 23/1. 

Hvis du er nysgerrig men har dine forbehold, måske især over for gruppeformatet, vil jeg foreslå dig at deltage i workshoppen 23/11, hvor vi i 3 timer ved hjælp af natur og heste arbejder med mindfulness og compassion (egenomsorg). Her vil du også møde nogle af deltagerne, som drøftede ‘krykken’ på retreatet i september, og de vil helt sikkert gerne dele med os andre, hvordan det går på deres trappe. For hvor du kan vælge at bruge workshoppen som en smagsprøve, så vælger de at bruge den som en opfølgning. For det er hjælpsomt at få støtte til at blive på trappen, når man er i en proces med at udvikle nye vaner og færdigheder.

Behovet for at få støtte samt støtte andre og spejle sig i andre er netop grunden til, at jeg har et mindfulness-fortsætterhold, at nogle af egenomsorgsgrupperne fortsat mødes, og at nogle af retreat-deltagerne har bedt om opfølgning, som bliver til et par workshops, hvor du også kan deltage.

Er det svagt eller stærkt at udtrykke sine behov? Kommer det an på, hvilken type behov det er? Eller handler det om, at vi ikke tør tro på, andre vil imødekomme vores behov? Finder vi så på snedige måder, hvorpå vi alligevel kan få dem opfyldt? Og dermed undgå eventuel afvisning og skam?

På seneste retreat med natur, heste, mindfulness og compassion underviste jeg i, hvordan vi som pattedyr for at overleve er drevet mod omsorg og fysisk nærhed, ligesom vi er drevet mod at flygte, kæmpe og skabe (hør evt. om Paul Gilberts 3 motivationssystemer her).

Vi talte om, at det er svært at udtrykke og få dækket det behov som voksne, om hudsult og hvordan nedlukningen under corona havde været svær for singler og ført til, at mange fik hund eller kat.

Kopieret elevens strategi

En af deltagerne fortalte om, hvordan de hjemme hos hende havde kopieret hendes elevs strategi: Han spurgte hende de fleste  morgener, om hun havde brug for et kram, hvorefter hun fik en ordentligt krammer. Nogle gange sagde han sågar bare ‘du ser ud som om, du kunne bruge en ordentlig krammer’, hvorefter hun fik en ordentlig krammer.

Der gik ikke længe, før hun gennemskuede, at det jo var ham, der havde brug for et kram og på den måde fik et kram ved at give et kram. Og det er jo det fantastiske ved kærlighed, compassion og kram, at når man giver, så får man også.

Hun tog ideen med hjem og begyndte at spørge mand og børn, om de havde brug for et kram, når hun selv havde – og inden længe var det helt naturligt at gøre i familien. Mængden af oxytocin-udløsende kram øgedes markant.

En god krykke

De andre deltagere syntes, det var en fabelagtig strategi, og jeg roste hende for at have den ‘krykke’. Jeg bruger ordet ‘krykke’, når vi ved hjælp af noget bliver i stand til at gøre noget, vi ellers ikke kunne gøre fx bede om et kram, lave vejrtrækningsøvelser når vi prøver bare at være, falde i søvn til lydbog, kunne være et angstprovokerende sted ved at have noget i ørerne, holde sig tæt ved udgangen, have en tryg person med sig…

Krykker er superfine og nogle gange nødvendige hjælpere – ihvertfald indtil benene bliver stærke nok til at bære os selv. Men hvorfor ikke bare bede om et kram? Spurgte jeg deltagerne. Svaret var klart, som det ofte her hos mennesker, der ikke har dyrket compassion eller egenomsorg: ‘Det tæller ikke’, ‘Det er svagt’.

Stærkt at udtrykke sine behov

Det er stærkt og respektfuldt og selvværdsstyrkende at kunne og turde udtrykke sine behov. Vi kommer bedre i kontakt med os selv, vi får mere af det, vi har brug for og øjnene op for, at der står mennesker på spring til at gøre noget for os.. Så hvorfor ses det som svagt at udtrykke nogle behov og ikke andre? Læs evt. blog-indlægget Egenomsorg er da bare et psykolog-ord, der undskylder svaghed og egoisme om hvorfor egenomsorg, før man begynder at arbejde med det, af mange anses for svagt.

Hvorfor tæller kram og blomster ikke, hvis man selv beder om dem? Hvorfor har vi den der ide om, at andre skal være tankelæsere? Hvorfor anser vi det for mere kærligt at kunne gætte den andens behov end at være villig til at opfylde den andens udtrykte behov? 

Går vi ikke tit galt af hinanden, fordi vi har forskelligt kærlighedsprog og giver det, vi selv længes efter? Jeg tænker, det er fiktionens verden, der har skabt forestillingen om, at et forhold skal være så symbiotisk, at vi kan tænke for hinanden, afslutte hinandens sætninger, regne hinandens behov ud og finde på geniale gaver.

Træning i virkelighedens verden

I virkelighedens verden beder vi fødselarer om ønskesedler, vi læser om kvalifikationer i jobopslag og beder børnene gå ud med skraldespanden. Vores følelsesmæssige behov derimod, dem tager vi ikke nok vare på at få opfyldt…

Hvis du kunne tænke dig at ændre det, så starter jeg 1/11 den 7. gruppe, som arbejder med ‘egenomsorg i stedet for stress, tilsidesættelse og tungt sind’, og du kan læse mere om den her:

Egenomsorg i stedet for stress, tilsidesættelse og tungt sind 1/11

Du kan også læse med i mit næste blog-indlæg ‘Kram dig selv!’ om hende fra den første gruppe, der nu pr. automatik krammer sig selv, og hvordan deltagerne tog forslaget om at slippe krykken.

Og så kan du jo selv prøve at bede om eller tilbyde nogle flere kram.

Retur fra ferie…

De fleste af os er nu retur til hverdagen – for nogle er det en lidt barsk omvæltning. For nogle en blidere… Hvorfor?

Selvfølgelig er der forskel på hverdage, men der er også forskel på, hvordan vi håndterer overgangen, hvor gode vi er til at holde et lidt langsommere tempo, lidt flere pauser, falde i feriestemning (som forleden ved morgenbordet, hvor hyggesnakken gik, indtil min mand pludselig påpegede klokken, og vi måtte skynde på min datter).

Nogle bevarer den mere rolige tilgang, og nogle bliver overmandet af travlhed, krav og gøremål og står til oktober med tungen ud af munden.

Det handler i høj grad om bevidsthed, om evne til at finde de små lommer og det sunde mindset – og vilje til at holde fast ved det, trods pres udefra og indefra af egne værdier.

Ændret work-life-balance

For mig kræver det en helt ny måde at strukturere min work-life-balance på, efter jeg har fået hest – og tilmed en, der har ædt så meget græs, at den har behov for megen motion. Det kan godt gå hen og blive stressende at få logistikken til at gå op, så jeg kan finde 3-timers lommer til hesten mange gange om ugen.

Pludselig arbejder jeg, når der lige er tid til det. Frem for mine tidligere vandtætte skodder mellem arbejde og fritid… Eller mine nogenlunde vandtætte skodder; som selvstændig er der altid lækager og revner og nødvendigheder. Men jeg prøvede så godt som muligt at holde skodderne, fordi jeg ved, at de der arbejdstanker ellers kan snige sig ind i tide og utide, og jeg jo gang på gang ser klienter få det så meget bedre af at lade være at tjekke arbejdsmailen uden for arbejdstid…

Sammen med hesten

Men når jeg er sammen med hesten, sniger ingen arbejdstanker sig ind, ingen bekymringer om børnene, ingen ferie- eller fødselsdagsplanlægning, ingen lister. Intet. Der er ren væren. Væren i nuet. Sansen. Stoppen op. Sænken skuldrene, åndedrag og hjerterytme indstiller sig efter hestens roligere rytme. Hesten bare står, er varm og blød, gumler måske lidt. Pludselig har jeg striglet en time.

Når jeg kommer hjem, er jeg glad og optanket, jeg går tl ragnarok eller de mange lister og gøremål uden stress og jag og køren op. Jeg er effektiv, der er ikke tid til at gruble over tingene, kun til at handle.

Derfor skal det være 3-timers lommer til hesten, så jeg – uden at holde øje med uret – kan falde ind i den bobbel, som gør mig så godt, imens og længe efter.

Heste har altid gjort mig godt – og det er så fascinerende at få psykologisk og fysiologisk forståelse koblet på, lære om kohærens og igen og igen se hestens effekt selv på klienter, der ikke er ‘hestepiger’.

Heste-assisteret psykoterapi og retreat

Heste-assisteret psykoterapi kobler vigtige verdener for mig: Heste – natur – mindfulness – terapi – compassion (eller egenomsorg).

Det vil jeg gerne give videre – og derfor tager vi os god tid til en heste-assisteret psykoterapeutisk konsultation, selvom den pt. koster det samme som en almindelig indendørs konsultation i klinikken.

Derfor har jeg kastet mig ud i at afholde retreat – en 25-timers bobbel med fokus på at bruge heste – natur – mindfulness – compassion. Det bliver en fantastisk vitamininsprøjtning og støtte til at bevare roen gennem arbejdsvinteren – for deltagere og undervisere.

Som underviser får man nemlig så mange gode eksempler, påmindelser og stunder, at man også selv bliver hjulpet til at holde fast i de gode pauser, man let kan synes, man ikke har tid til.

Mindfulness-undervisning

Derfor er jeg taknemmelig for mine mindfulness-forløb med 9 x 2 timers undervisning over 3 måneder. For de hjælper også mig til at holde mig på sporet.

Den hjælp har de fleste af os brug for – og derfor kører mindfulness-fortsætterholdet stadig en gang månedligt på 4. år.

Ligesom ferier er 3-timers lommer vidunderlige optankninger… Men vi har ikke tid til så mange af dem. Derfor er det om at have en masse 5-minutters mindfulness-moments og daglige pausestunder og weekendage uden aftaler nemt tilgængelige i bevidstheden. Derfor føler jeg mig supergodt dækket ind ved at have både-og med de lange stunder med heste og de små stunder hist og her, som deltagere på mindfulness-forløbene henover årene hjælper mig til at huske og holde fast i.

Tak for det!

Hvis du også kan bruge en bobbel af væren, hvor tidspres, lister og tanker er sat på standby – så overvej (og spørg mig evt. til råds), om det skal være den store 25-timers bobbel (retreatet), en session med min terapihest og jeg eller måske et mindfulnessforløb. Der er endnu et par ledige pladser på dem alle:

Retreat med heste – natur – mindfulness – compassion: 8-9. september

Mentaltræning og pragmatisk mindfulness 9 x 2 timer starter 27. september 17-19

Heste-assisteret psykoterapi aftales individuelt

Mindfulness-fortsætterholdet kl 17-19 ca 1 gang månedligt, 23. august ved Farum Sø

Pas på dig selv og nyd de gode stunder – 15 sekunders dvælen ved dem gør underværker.

I Rosenmetoden siger vi, at man går fra den, man tror man er, til den man virkelig er!

Så næste gang du overvejer et nyt selvforbedringsprojekt, er det måske værd at se lidt indad og blive mere bevidst omkring ”hvem” eller “hvad” er det du arbejder på… Den du tror du er, eller den/det du virkelig er?

Allerede ordene siger meget. Den du tror du er. Eller måske nærmere den du tror, du skal være.

I Rosenmetoden lægger vi vores hænder på de muskelspændinger, som er på arbejde det meste af døgnet. Måske slapper de af, når vi sover. Men det kan vi ikke engang være sikker på. Bare tænk på alle dem der skærer tænder.

Her har vi at gøre med en opspænding, der repræsenterer en attitude eller handlingsmønster, som ikke er naturlig for os. Det er noget, som kræver anstrengelse. Noget, der kræver masser af energi.

Det kan være, vi holder os selv tilbage, fordi vi har lært, at vi skal være uselviske. Det kan være, vi puster os op for at virke mere overbevisende og selvsikre. Måske smiler vi hele tiden, da vi jo ved, at dem, der er positive, lever længere. Måske tager vi for meget på vores skuldre, for de bredeste skal bære det tungeste læs. Og hvornår har jeg taget min del?

Der hvor du kan lægge din nysgerrighed, er der, hvor man omtaler sig selv som ”Jeg er altid………” ”Andre vil nok omtale mig som……” Der hvor der er noget stationært over karakteristikaene. Der kan det være værd at bruge noget tid på at observere sig selv.

Der ikke er noget galt med at arbejde på sine evner, det kan gøre livet meget nemmere. Men vær opmærksom på, at  det bør være en evne og ikke et karaktertræk. Noget du kan have gavn af, hvis livet viser sig fra forskellige vinkler

Noget jeg har lagt mærke til hen af vejen er en frihed til at interagere med situationen, som den fremstår. Alle situationer kræver noget særligt, og jo mere ”frisk” du kan være i din tilgang, jo mere er den ofte også i samklang med det, der sker. Når reaktionen ikke er indøvet og fx præget af gamle overbevisninger og ideer om, hvordan du helst skal være, så bliver det meget mere interessant.

Oplever du, at de situationer, du befinder dig i, ikke kalder på andet end ganske få karaktertræk fra din side af? Og der ikke er meget rum at folde sig ud på?

Så kunne det være, at det ikke var et selvforbedringsprojekt, der var brug for. Så kunne det være, der var brug for rigtig meget medfølelse med sig selv. Måske du kan ændre situationen, måske ikke. Det kræver indsigt.

Dem, der har arbejdet længe med sig selv, kender sikkert også de fantastiske perioder, hvor man får sluppet en ide om sig selv, og det modsatte får lov til at folde sig ud i fuld flor.

Jeg kan meget tydeligt huske de mange år, hvor det blev tilladt for mig at vise min sårbarhed. Tænk at jeg pludselig kunne vise svaghed, og jeg kunne græde, og folk så stadig kunne lide mig! Det var befriende. Eller da jeg levede min kreative side ud. Eller gik fra at være offentligt ansat til at være selvstændig. Det kunne man også. Livet bliver pludselig en leg.

Og så er alle de her ting, jeg har nævnt, stadig bare ting, der viser sig på overfladen. Men hvad med virkelig at gå i dybden. At opdage for dig selv, hvad du virkelig er, når alt er skrællet væk. Når du ikke er dit arbejde, din opvækst, din kultur, dine overbevisninger, dine værdier, din tøjstil, din…. hvad er det for nogle kvaliteter, der lever, når du bare er?

 

De fleste af os mennesker går rundt og tror, at vi oplever verden, præcis som den er. Men gør vi nu også det?

For over 20 år siden læste jeg NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) og noget af det første, vi lærte, var, at vi mennesker ikke oplever verden som den er. Vi oplever en model af verden.

Hver sekund modtager vi ca. 11 millioner stk. information/bits i sekundet via vores nervebaner i kroppen, via vores sanser.
Videnskaben havde på det tidspunkt undersøgt, at man med sit bevidste sind kun kan opfatte mellem 16-40 bits/sek.
Det vil sige, at en af vores hjernes fornemmeste opgaver er at filtrere en utrolig stor mængde information. Og dernæst præsentere dét for os, som den er programmeret til at finde vigtigst.

Der kan sagtens lagres meget mere information på det ubevidst plan, og det kan man få adgang til ved at arbejde med det.

Har vi haft en eller flere voldsomme oplevelser, hvor vi har følt os truede og overvældede, så dannes der ofte nogle overbevisninger, som hjernen retter sig efter i fremtiden.
Det kan være ”Jeg kan ikke stole på nogen”, ” Hvis jeg viser sårbarhed, så bliver jeg udnyttet”, ”Hvis jeg fortæller min mening, så bliver jeg udstødt” .
Så nu har hjernen nogle guidelines for, hvad den skal holde øje med.
Alt hvad der ”lugter” af den her overbevisning prioriteres.
Og det er desværre ofte sådan, at hjernen prøver at finde endnu flere beviser for, at det pågældende er sandt.
Efterhånden bliver disse overbevisninger godt forankrede i vores system.
Så måske lægger vi ikke mærke til, at der har været 35 mennesker i løbet af en uge, der har gjort præcist, som de sagde de ville, og overholdt alle aftaler. Men den 36. der glemmer at ringe, som de havde lovet, DET viser at ”Jeg kan ikke stole på nogen”.
”Der kan du bare se”.

Det, jeg skriver her, skal på ingen måde være en anledning til ikke at have medfølelse med os selv eller andre, fordi ”det bare er en model af verden”.
Det her er netop hovedessensen af den lidelse, vi bærer rundt på.
Ofte er de ting, som vi har været udsat for ”overstået”, men på godt og ondt lever de videre i os.

Grunden til, at det kan være spændende eller måske ligefrem livsnødvendigt at dykke ned i det ubevidste, er, at det er med til at styre, hvordan vi fremover filtrere det, vi oplever i vores liv. Hvordan vi ser verden.

Marion Rosen, grundlæggeren af Rosenmetoden, arbejdede med at få fat i de her programmeringer eller attituder, som hun kaldte dem, via kroppen.
Overbevisningerne sidder i vores væv, i vores holdning, i vores måde at bevæge os på, trække vejret og i det hele taget hvordan vi befinder os i livet.

Når jeg går ind og starter en session, så lægger jeg hænderne på kroppen og mærker hvordan den ”holder sig”, og ”hvordan den møder mig”.
Jeg lægger mærke til en masse ting omkring, hvordan vejrtrækningen udfolder sig. Om musklerne spænder og hvor.
Som Rosenterapeut lærer vi at aflæse kroppen helt ned i de mindste detaljer. Med årerne bliver man så trænet, at man kan mærke muskelfiber for muskelfiber, hvis noget begynder at slappe af.

Det første er at hjælpe klienten til at henlede deres 16-40 bits/sek til de kropslige sansninger.
Her er det en stor hjælp med de varme, nærværende og nysgerrige hænder en Rosenterapeut besidder. Med ord kan man også blive ved med at lede opmærksomheden tilbage til kroppen.

Hvis der fx kommer en oplevelse op fra fortiden, så hjælper jeg med at sætte tempoet ned. Jeg sørger for at det ikke bare bliver en mental fortælling, men at der kommer informationer med fra det ubevidste omkring hvilken kropslige fornemmelser og følelser, der rørte sig i situationen.
Jeg hjælper klienten med at dosere oplevelsen, dvs. at jeg sikrer mig, at klienten kan rumme det, der kommer op og ikke bliver overvældet.
Ofte bliver klienten mere bevidst om de overbevisninger, der blev dannet.

For det meste handler overbevisningerne om hvordan vi relaterer til andre mennesker. De kommer ofte op i Rosensessioner.
Fx når man mærker de varme og kærlige hænder, og kroppen alligevel værger sig mod at ”tage dem ind”. Så er det man pludselig ser klart, at man lever med en overbevisning om, at hvis jeg bliver blød og viser sårbarhed, så bliver jeg udnyttet.
Som Rosenterapeut giver vi ingen gode råd her, men bliver bare sammen med klienten det sted.
Giver dem tid til at udforske deres overbevisning.
Måske så sker der en forandring indefra!
Noget smelter og kroppen prøver forsigtigt at se om det er trygt.
Her skal der bare gives tid til at ”marinere” i den her nye oplevelse.
På det her tidspunkt sendes der en masse signaler tilbage fra kroppen og op til hjernen, og der kan langsomt over tid dannes nye neurale netværk, nye overbevisninger, nye måder hjernen filtrere informationer på.

En nye model af verden kan se sit lys.

Forleden talte jeg med en klient om at fravælge nyheder og podcast på turen til og fra arbejde for at skaffe sig selv tid til den refleksion, ro og væren med sig selv, han ønsker. Han syntes – som de fleste, jeg foreslår den slags – at det da ikke går sådan ikke at følge med og være opdateret. Jeg svarede, at det har jeg klaret meget godt i 10-15 år. Hvortil han replicerede, at jeg nok ville få et problem på tirsdag, når jeg ikke kunne finde Poul Nyrup på stemmesedlen.

Det grinede vi en del af, og mit kryds til Folketingsvalget bliver da helt sikkert ikke lige så velunderbygget, som da jeg i gymnasiet havde samfundsfag og EF-studier og tilmed legede politiker i UngdomsEuropaParlamentet.

Men jeg har heller ikke den tid, jeg havde dengang – eller rettere, jeg har mere, der kæmper om de 24 timer, et døgn består af. Og derfor er jeg tvunget ud i mange flere fravalg. Det er vi alle. Unge mennesker i dag har også endnu mere, der kæmper om deres tid og opmærksomhed, end i min ungdom. Dengang eksisterede begrebet FOMO (Fear Of Missing Out) ikke – selvfølgelig eksisterede fænomenet, men ikke i samme grad som i dag.

Sværere at svigte andre

Når vi skal vælge noget fra, står vi ofte i dilemmaet, om hvem vi skal skuffe, svigte og nedprioritere – og tit er det nemmest at vælge os selv og vores behov fra. Fordi forpligtelsen over for andre og arbejde vægter tungere.

Sidst jeg lå syg, tog det mig næsten 2 uger at komme ovenpå – det tror jeg, var fordi jeg nedprioriterede min krops behov. Vi havde billetter til en musical, jeg havde glædet mig til. Så jeg stod ud af sengen og klarede den på Panodil og Gajol. Næste dag kunne jeg da også lige stå op og køre to timer for at hente datteren, der havde været med Mormor i sommerhus for også at få en på opleveren, når nu jeg bare lå i sengen/var i teatret. Ugen efter var det Danmarks Mentale Sundhedsuge, hvor jeg traditionen tro havde flere opgaver for afdelinger, der havde sat mange timer af til at arbejde med psykisk trivsel (i år handlede det stort set alle steder om at navigere i konstant forandring og uvished) – og det hostede og snottede jeg mig igennem, for det var jo planlagt ind i mange menneskers kalendre…

Alle valg koster noget

Min krops behov blev nedprioriteret, fravalgt – og det havde en pris. Valg og fravalg har altid en pris. Min klient skal overveje, hvad han helst vil undvære: At være velorienteret om tingene derude i verden, eller at være velreflekteret og bedre i stand til at håndtere de udfordringer og udviklingspunkter, han står med derhjemme. Eller han skal fravælge noget helt tredje for at få plads til begge.

Jeg har truffet et aktivt fravalg, hvor jeg bruger meget lidt tid på Nyhederne, fordi det frigør tid og holder mig mere mental sund ikke at blive bombarderet med informationer, der kan gøre mig bange og frustreret, men som jeg ikke kan gøre noget ved (se uddybning i blog-indlægget ‘Sundt at være uvidende om den seneste udvikling i Ukraine‘). Jeg har længe været bevidst om at træffe aktive fravalg – fx bedt min mor om ikke at fortælle, hvad der var af lokale børneaktiviteter de kommende weekends, fordi det kan være svært at vælge spændende fristelser fra, og børn har brug for ro og uplanlagt tid.

Hjælp til at vælge egenomsorg

Det har jeg også, og det var en god påmindelse at være sløj så længe – en påmindelse om at sige nej til nye klienter, holde mine grænser, lytte til min krops behov, stuve den dårlige samvittighed af vejen, lukke øjnene for nullermændene, få lavet min morgengymnastik, nusset et dyr, lavet noget unyttigt… Kort sagt få opprioriteret mig og vist mig selv egenomsorg.

Det er svært for mange af os – derfor er det noget af det, vi fokuserer allermest på i egenomsorgsforløbene: At træffe sunde valg og fravalg, være bevidst om vores valg. Aktivt fravælge i stedet for, at omgivelserne træffer fravalgene for os, mens vi lader os rive rundt i manegen af det ene ’vigtige’ efter det andet. Så vi på vores dødsleje fortryder, at vi tilbragte for lidt tid med vores nærmeste og arbejdede for meget (eller om 40 år vil dødsleje-fortrydelsen måske gå på, at vi sad for meget med hovedet i en skærm?).

Det er forskelligt for os, hvad der er de gode til- og fravalg – også i forskellige perioder af vores liv. Det vigtige er at blive bevidst om dem, om muligheden for at vælge, om nødvendigheden af aktiv stillingtagen, af at træffe upopulære og ubehagelige valg, hvis vi skal vende kurven af stress, angst og depression. Hvis du også kunne bruge støtte i den proces, så starter næste forløb med 4-6 deltagere over 4 x 2,5 timer for 2800 kr den 1/12 – og vi kunne godt bruge et par nysgerrige, søgende, reflekterende hoveder og hjerter mere.

Mennesket er splittet mellem behovet for at høre til og være elsket (for det er i yderste konsekvens det pattedyr i flok overlever på) og behovet for frihed til at gøre, som jeg finder bedst. Dertil kommer, at vi tilhører mange forskellige flokke og ikke kan gøre dem alle tilfredse på en gang. Den spittelse ligger nedenunder megen stress, angst og depression – og det kan derfor være hjælpsomt at forstå de mekanismer og genkende dem hos sig selv og andre, hvis man vil blive bedre til at passe på sig selv.

Vi mennesker har kæmpestore sociale antenner – for vores overlevelse afhænger af det. Som pattedyr med kæmpe hjerner fødes vi hjælpeløse og må forlade os på vores skrig og nuttede øjne i håbet om, at nogen vil give os mad og varme. Og vi begynder allerede i vores første leveår at prøve at regne ud, hvad der skal til, for at dem, vi er afhængige af, kan lide os og vil blive ved at give os den fysiske og psykiske næring, vi har brug for.

Vi er pattedyr, som lever i flok med hierarki, status og forskellige opgaver, som forskellige mennesker tager sig af det. Det er det, der har bragt os så langt; at vi kan samarbejde og uddelegere og se nytten i at nogle gør et og andre noget andet, og så deler vi maden, lønnen, overskuddet…

Frihed vs. Tilhør

Derfor er vi også ret hurtige til at rette vores sociale antenner mod de mange grupper, vi efterhånden bliver en del af – for at aflure, hvad der skal til for at blive inkluderet og få status. Nogle gange strider det mod vores værdier, eller hvad vi har lyst til. Mennesket står derfor tit i et dilemma mellem frihed og at høre til.

De fleste af os bevæger os på et kontinuum, hvor vi nogle gange vægter friheden og gør, som vi mener/har lyst og andre gange fuldstændig indordner os – det er derfor, der blandt pattedyr findes en fjerde overlevelsestrategi ud over fight-flight-freeze. Den hedder fawn dvs. at underkaste sig, at please.

For det meste gør vi noget midt imellem – og nogle er mere tilbøjelige til at indordne sig end andre. Men alle får vi en god kemisk cocktail i hjernen, når andre anerkender og værdsætter os. Så det trækker en del – og derfor balancerer mange det meste af tiden ovre på den side at kontinuummet, hvor de mest tilsidesætter sig selv og mest gør, hvad andre har brug for ønsker – for at få anerkendelse, for at høre til, for at overleve. Det kan faktisk starte et voldsomt angstanfald overhovedet at tænke på at sige fra, hvis man hovedsageligt tilpasser sig flokken.

Mennesker er med i mange flokke

Hvad når det at tilpasse sig én flok (fx arbejdet) betyder at sige fra i en anden flok (fx familien, vennerne)?

Hvis man primært vælger at tilpasse sig, vil man uværgeligt jævnligt stå i store vanskeligheder, fordi vi er medlemmer af adskillige umættelige flokke.

Dette er bl.a. med til at skabe den tsunami af stress, angst og depression, der skyller ind over den vestlige verden – og derfor at rigtig mange har brug for hjælp til at sætte grænser, sige ’nej’, ’hjælp’ og ’pyt’. Fordi vores pattedyrs- og flokdyrsfysiologi ligger neden under mange problemer, der på overfladen kan se forskellige ud, så giver det ekstra mening at tale sammen og genkende sig selv i hinanden. Opdage man ikke står alene og er mærkelig, men man faktisk bare er sin natur – ligesom alle de andre, og at man har brug for hjælp og inspiration til, hvordan man kan navigere anderledes, så man slår sig mindre på de vilkår, vores biologi og den moderne verden tilsammen sætter.

Genkendelse og forståelse hjælper os forbi at være prisgivet vores natur

Derfor går der en prås op for mange, når jeg gennemgår Paul Gilberts 3 følelsesregulerende systemer (prøv at google det) med egenomsorgsgrupperne, eller hvad der sker, når en fight-reaktion vendes indad. Men allermest når vi hører hinanden fortælle.

Jeg bliver rørt hver gang, og jeg glæder mig til at starte en ny gruppe op af vidt forskellige pattedyr i flok den 3/11. Læs mere eller ring og spørg, hvis du måske kunne være interesseret i en plads i gruppen.

Overvej også en mindfulness-workshop, hvis du gerne vil have nogle værktøjer til at sænke alarmberedskabet og lytte mere efter dig selv.

 

 

Hvad er medvirkende til at en oplevelse kan blive et traume, altså sætte sig i kroppen og skabe fremtidige reaktionsmønstre?
Kan der være guld at hente i et traume ved at bringe det frem i rolige og trygge omstændigheder?
Læs med her

Traumer
To ting er med til at en oplevelse kan gå hen og sætte sig som et varigt traume i kroppen. Det ene er, at oplevelsen er for følelsesmæssigt overvældende. Det vil sige, at man ikke kan nå at bearbejde oplevelsen, mens den foregår. Der sker så meget og så voldsomt på een gang, at det ikke kan nå at blive opfattet og husket af vores bevidste del af hjernen.
Den anden komponent er, at der ikke var en person, der kunne hjælpe os med at få bearbejde oplevelsen, imens den stod på eller bagefter.

Fortrængning og indsigt
Vi husker måske kun det allermest gruopvækkende, eller måske har vi fortrængt oplevelsen. Og vi gør alt, hvad vi kan – bevidst eller ubevidst – for at undgå at komme i en lignende situation igen.

Ved ikke at få hjælp til at folde en oplevelse ud i ro og tryghed, kan vi måske overse vigtige og helbredende glimt af indsigt, som også kan være en del af en livstruende situation.

Jeg arbejder dagligt med klienter, der har haft den slags overvældende oplevelse. Her vil jeg – med tilladelse fra personen – dele en af dem, som havde et smukt strejf af indsigt.

Overlevelsesinstinkt kan sidde i nakken
Jeg havde mine hænder ved nakkerosetten, som er den del af nakken, der sidder helt oppe under kraniekassen. Det er her vi trækker os op, når vi virkelig får et chok, eller vi er varigt truet på vores eksistens. Klienten kom i kontakt med en erindring om, at han var ved at drukne. Det var hans onkel, ”der var ved at lærer ham at svømme”. Den oplevelse var han bekendt med, og det gav ikke så meget reaktion i kroppen. Han lå sådan lidt stiv på briksen. Der var noget undren og noget skam forbundet med ikke at have kæmpet mere for sit liv. Hans hoved syntes, at det var lidt for dårligt!

Den reaktion er der mange traumatiserede personer, der kender. ‘Hvorfor gjorde jeg ikke mere modstand?’ Men ikke at gøre modstand er en del af det at gå i freeze-mode: Man stivner, og kroppen lukker ned.

Den nye vinkel
Når en erindring kommer op, har jeg lært og efterfølgende erfaret, at der altid er en lille ny ting at få øje på, hvis man får tid, ro og tryghed nok. En vinkel, man måske ikke lige havde set før. Så da jeg spørger ham om, hvad han lægger mærke til af nye ting i denne situation, smelter hans nakke, og han husker et glimt, hvor han gav slip og vandet var så blåt og så smukt. Der var et helt fantastisk lys.

Det var et meget rørende øjeblik. Meget smukt.

Hvis man har beskæftiget sig med nærdødsoplevelser, så var stemningen her, noget der mindede om det, folk beretter, når de kommer tilbage.

Sammen kunne vi hvile i denne erkendelse.

Helbredende indsigter
Når man får indsigter af denne slags, så er der virkelig noget fundamentalt, der kan ændre sig, og en form for dybere helbredelse kan finde sted. Det er et indre slip, en tilstandsforvandling, en ny måde at opleve verden på. Det kan være svært at forklare. Men jeg har selv oplevet, hvordan sådan et glimt af indsigt kan være livsforvandlende.

Har du lyst til at arbejde med dig selv og med andre via kroppen, så er der stadig plads på det introduktionskursus i Rosenmetoden, som finder sted her 10-11 september.

Mange af os havde en lidt groggy første uge med tidligt op, på arbejde, i skole, madpakker osv… Og det er jo et godt tegn på, at ferien har været et sundt break i et andet gear og en anden ’verden’. Desværre betød det for flere deltagere på mindfulness-fortsætterholdet, at de ikke kunne overskue at komme første gang – og det er jo et tegn på at starte lidt for voldsomt op.

Blid landing

Jeg har lært ikke at starte de første par dage op med fuld klientbookning, at ease mig ind i hverdagen, sætte tid af til at læse mails, at lave lidt nemmere mad og i det hele taget gøre overgangen mindre brat. Hvad med dig? Er det noget, du tænker på? Har du fundet nogle metoder, der virker for dig i dit liv, din overgang fra ferie til arbejde? Og hvad med overgangen fra arbejde til ferie? Den er for mange ofte meget presset, og man kan blive helt stresset af at skulle på ferie.

Overgange

I mindfulness arbejder vi meget med overgange: Overgange fra arbejde til fri, fra fordybelse til mødeaktivitet, fra alene til sammen… Vi arbejder bl.a. med at sætte et lille mellemrum ind, så kroppen og psyken kan omstille sig og skifte modus. For det er vidt forskellige udgaver af os selv, vi bruger, om vi skal præsentere nogle slides, skrive et fagligt tungt dokument, gå fra email til email eller være nærværende med vores børn. Men nogle gange går skiftene så hurtigt, at vi tager det hurtigere arbejdstempo med os hjem, eller bruger flere dage af ferien på at komme ned i tempo, eller være helt udmattet den første uge på arbejde.

Mindfulness og mentaltræning kan også hjælpe til bedre søvn, til mere effektivitet og bedre prioritering og overblik, til at være mere tilstede og mindre på autopilot, til at blive herre over dine tanker frem for slave af tankemylder, bekymringer, sortsyn eller angst, og dermed kan du øge din livskvalitet markant med blot 8 ugers træning (og et vist vedligehold derefter;-). Hvis du selv eller nogen, du kender, kunne være interesserede, så tag et kig på Pragmatisk Mindfulness-kurset. Det næste starter 27/9 kl 17-19.

Du kan også finde tips, viden og forslag fra mindfulness og mentaltræning i artiklerne:

• Hvor god er du til at styre dine tanker?
• Søvnbesvær for steppefolkets efterkommere
• Mentaltræn på de lavthængende frugter

Og tjek vores kalender for andre spændende kurser: Egenomsorg, kropsterapi og mandalategning er blot nogle af efterårets fristelser.

Håber du får en skøn sensommer med varmende solstråler, regnduftende planter, farvespil, rengbuer, solnedgange og masser af nærvær – naturen en god hjælper.